Klimaforskernes nye værktøj: Tv-billeder fra Flandern Rundt

4. juli 2018 kl. 15:42
Klimaforskernes nye værktøj: Tv-billeder fra Flandern Rundt
Bradley Wiggins fra Sky på vej op ad Oude Kwaremont i Flandern Rundt i 2015. Men klimaforskere er mere interesseret i træerne end i Wiggins. Illustration: wikicommons.
Tv-optagelser gennem 36 år dokumenter, at foråret i Belgien kommer tidligere og tidligere.
Artiklen er ældre end 30 dage

Klimaforskere har fået øje på Flandern Rundt, der er en af cykelsportens forårsklassikere.

Med undtagelse af nogle få år under Første Verdenskrig har løbet været kørt i begyndelsen af april hvert år siden 1913 i det sydlige Belgien, hvor det ofte er på de korte stigninger som Oude Kwaremont, Koppenberg og Paterberg, at løbet bliver afgjort.

Belgierne er generelt tossede med cykelsport, men Pieter De Frenne fra universitetet i Ghent har sammen med en række kolleger studeret tv-optagelser af løbet i perioden 1981-2016 og koncentreret sig om billedernes ikke-cykelrelaterede indhold.

I en artikel i Methods in Ecology and Evolution beskriver de, hvordan de har indentificeret 20 træer og fire blomstrende buske, bl.a. forsythia, som findes på i alt 288 optagelser i perioden på 36 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De konstaterer, at på tv-billederne fra 1980'erne så man stort set aldrig blade eller blomster, mens det var almindeligt i perioden fra 2006 til 2016.

Sandsynligheden for blomstring blev øget fra 0 pct. i perioden 1981-1990 til 67 pct. i perioden 2006-2016, og sandsynligheden for blade på træer blev øget fra 26 pct. til 45 pct. mellem de to perioder. Temperaturstigningen mellem to perioder var ca. halvanden grad.

Resultaterne er som sådan ikke overraskende, for andre undersøgelser viser noget tilsvarende. Men forskerne peger selv på, at de har vist, at tv-optagelser fra sportsbegivenheder kan være et godt værktøj til at studere effekterne af klimaforandringerne.

Så i den videnskabelige artikel slutter de med at konkudere, at deres forskning opfordrer til yderligere udnyttelse af videoarkiver i studierne af globale biologiske forandringer.

På lørdag starter årets største cykelløb, Tour de France. Måske skulle man også der holde holde øje med, om der er sket forandringer i de smukke landskaber – og ikke kun med, om Jakob Fuglsang i år kan komme på podiet.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger