Klimaforskere slår alarm: Vi er på vej mod en isfri planet

Klimaforskere slår alarm: Vi er på vej mod en isfri planet

Foto: Rachel Milford

IPCC's estimater for fremtidens globale vandstand er noget juks. Vandstigninger på 5 meter eller mere i år 2100 er uundgåelige siger James Hansen. Og så bliver det bare værre.

Ifølge FN og World Meteorological Organization WMO var 2010 sammen med 2005 det varmeste år, siden man begyndte at måle på den slags i 1854. Dermed ligger 10 af de sidste 12 år på Top 10-listen over de varmeste år nogensinde. Det må kaldes en solid trend.

Pudsigt er det derfor, at IPCC's rapport fra 2007 kun angiver en havvandsstigning på cirka 30 centimeter i år 2100. Det sker ud fra en antagelse om, at isen på Grønland og Antarktis smelter stille og roligt, som var det to isterninger i en gin og tonic.

Men det tror James Hansen og Makiko Sato fra Nasa Goddard Institute for Space Studies og Columbia University Earth Institute i New York ikke på. De argumenterer i et nyt 'draft paper'for, at IPCC's estimat er et dårligt gæt, der er baseret på en forkert antagelse om, at afsmeltningen sker langsomt og lineært i forhold til temperaturstigningen.

Klik på grafikken for at se en større version.

Faktisk indrømmede IPCC i sin rapport fra 2007, at de gættede, fordi man egentlig ikke vidste nok om afsmeltningsdynamikken for indlandsisen på Grønland og for iskappen på Antarktis. Og man vidste heller ikke nok om de eventuelle positive eller negative feedbackmekanismer, der opstår i kølvandet på afsmeltningen.

Det mener Hansen og Sato er særdeles uansvarligt. IPCC kunne lige så godt have gættet på - sådan som de selv gør i deres nye paper - at afsmeltningen foregår via en ikke-lineær proces, der efter alt at dømme er selvaccelererende.

Hvis det viser sig at være rigtigt, så vil vi i løbet af dette århundrede se en havvandsstigning som en eksponentiel proces med en fordobling hvert tiende år. Så taler vi pludselig om mindst 5 meter i 2100 og ikke om de forventede 29 centimeter (og maks. 59 cm, hvis vi bare lader stå til med kulforbruget).

Konstant opjustering

De to scenarier er selvsagt væsensforskellige og har kæmpe implikationer for vores civilisation, som vi kender den. I 2007 ajourførte Stefan Rahmstorf IPCC's tal og kom frem til en havvandsstigning på 1 meter i 2100. Men dette var stadig ud fra en antagelse om, at indlandsisen smelter lineært proportionalt med stigningen i drivhusgasser i atmosfæren.

I 2009 kiggede så Aslak Grinsted fra Niels Bohr Institutets Center for Is og Klima på tallene igen og fandt en stigning på mellem 0,9 og 1,3 meter - vel at mærke, hvis den globale økonomi er godt i gang med at afcarbonisere sig selv. Og for ikke så længe siden udgav Sebastian Mernild fra Los Alamos et paper, der siger, at Grønland vil nå sit tipping point og smelte væk fra 2040, hvis vi holder den nuværende temperaturstigning.

Aslak Grinsted er enig i, at det er naivt at tro, at der er en lineær sammenhæng mellem temperatur- og havvandsstigninger:

»Da IPCC udgav sin rapport i 2007 begyndte gletsjerafsmeltningen at speede op. Så man vidste godt, at der var noget galt i modellerne, og håndterede det ved at sige, at man ikke kunne udelukke større havvandsstigninger.«

Grinsted indrømmer, at han ikke var særlig glad for kapitlets konklusioner, og at de skyldtes intern uenighed i IPCC's arbejdsgruppe. Resultatet var et forsigtigt kompromis.

Det fundamentale spørgsmål i den debat var, om vi har at gøre med en lineær proces eller med en ikke-lineær proces. Spørgsmålet står åbent, og ifølge Hansen vil vi i løbet af de næste ti år finde svaret. Den bedste måde at afgøre, hvilken hypotese der er rigtig, er at måle på vægttabet af Grønlands indlandsis og isen på Antarktis via satellitmålinger af Jordens tyngdefelt.

Eller endnu bedre: At måle længden af fordoblingstiden på istabet. IPCC's antagelse er, at istabet er konstant med stigende temperatur. Hansen og Satos antagelse er at fordoblingstiden er ti år.

Data fra GRACE-satellittens gravitationsmålinger dækker desværre kun otte år (se figur), og det er endnu ikke klart, om massetabet er konstant eller accelererende, selvom det bedste fit lige nu er en acceleration med en fordoblingstid på fem-seks år for både Grønland og Antarktis.

Antagelsen om et så skræmmende hurtigt massetab er desuden konsistent med forskernes måling af, at afsmeltningen er fordoblet på både Grønland og Antarktis i perioden mellem 2003 og 2008.

Ifølge Louise Sandberg Sørensen og Rene Forsberg fra DTU Space kan man tolke data fra GRACE-satellitten på flere måder, men alle fortolkninger kræver en acceleration, hvilket står i stærk kontrast til IPCC's forsigtige bud. Meget tyder altså på, at politikerne bliver beroliget af IPCC, mens forskerne i mellemtiden konstant opjusterer deres tal.

8 meter pr. grad celsius

Tager man de vage politiske udmeldinger fra Copenhagen Accord som udgangspunkt for en beregning af fremtidens klima, er det over 95 procent sikkert, at temperaturen vil stige med mere end 2 grader celsius. Det vil ifølge Hansen og Sato betyde en højere vandstand på mange meter.

Deres analyser viser, at Eem-mellemistiden for 130.000-114.000 år siden kun var knap 1 enkel grad varmere end i dag. Dengang havde man en vandstand, der var 5-9 meter højere end i dag.

Vi skal derfor endnu længere tilbage i historien for at finde perioder, hvor temperaturen var mere end 2 grader varmere. Så lander vi i det tidlige Pliocen (for cirka tre millioner år siden), hvor vandstanden var 25 meter højere end i dag.

»Temperaturen i Pliocen var sandsynligvis ikke mere end 1-2 grader varmere end den varmeste periode i Holocen (for 5-9.000 år siden),« skriver Hansen og tilføjer:

»Temperaturen på vores klode er i dag mindst lige så høj som den var i Holocen, og vi vil derfor uundgåeligt opleve store selvforstærkende polare feedback-effekter som resultat af blot moderate temperaturstigninger.«

Aslak Grinsted er stort set enig.

»Hvis man sammenligner over en længere tidsskala, f.eks. den sidste halve million år, så får man en langtidshavvandsstigning på 5-10 meter pr. grad celsius opvarmning,« siger han.

Det betyder, at vi sidder med cirka 15 meter for hver 2 graders temperaturstigning, hvilket er de europæiske politikeres foretrukne grænseværdi.

»Vi har et problem, og det er, at politikerne ikke er klar over det,« siger Grinsted.

Den konklusion er samstemmende med, hvad klimatologen Aradhna Tripati fra Caltech skrev i fagbladet Science sidste år: at CO2-koncentrationen i atmosfæren i dag svarer til den tilstand, som jordkloden var i for cirka 15 millioner år siden, hvor det var 3-5 grader varmere og havet stod 25-40 meter højere. Det svarer til 8 meter pr. grad.

Global havoc

Det vigtige spørgsmål er nu, hvor hurtigt en iskappe og indlandsis egentlig kan smelte. Hansen og Sato siger, at der findes en række mekanismer, som skaber en positiv feedback i især polarregionerne. Således var Grønland 5 grader varmere i Eem-tiden, selvom den globale gennemsnitstemperatur kun var knap 1 grad højere end den er i dag.

Blandt årsagerne kan man nævne en positiv korrelation mellem faldet i albedoen, dvs. isens evne til at kaste lys tilbage i rummet, og tab af is (grundet faseovergangen fra is til vand). Dette kaldes et 'albedo-flip'.

En anden årsag er selve afsmeltningsdynamikken, der skaber vandfald og smeltevandssøer, som dræner til iskappens bund. Smeltevandet virker så som et smøremiddel under gletsjerne og øger deres hastighed ud mod fjordene.

En enkel negativ feedback virker dog den anden vej. Isens afsmeltning køler nemlig havvandets temperatur betydeligt. Men den effekt er kun midlertidig. Når al is er væk, vil opvarmningen for alvor tage fat og resultere i 'global havoc' - global ravage - som der står i Hansens og Satos paper. Og det er usædvanligt stærkt sprog for en videnskabelig artikel.

Samlet set peger forfatterne på, at der ikke er noget fysisk i vejen for, at vandet stiger med flere meter på 100 år. Det er sket før i historien, endda med færre drivhusgasser i luften, end hvad vi har i dag.

»Fortsætter vi med 'business as usual', vil den globale opvarmning nå op på 3-6 grader celsius,« skriver Hansen og Sato.

»En så stor og hurtig forcering af klimaet vil stille alt, hvad vi ved om fortidens klima, i skyggen. Den flydende isfront langs Antarktis vil forsvinde, og de isvægge, som ligger på fast grund, vil opleve en sommerafsmeltning, som den vi kender fra Grønland i dag.«

Kommentarer (49)

James Hansen har i de sidste mange år haft en uvane med at få ret - på trods af konservative politikeres modvilje og forsøg på censur.

  • 0
  • 0

---Klimaforskere slår alarm: Vi er på vej mod en isfri planet !---
Det er en så uvidenskabelig påstand, at selv alarmister og dommedagsprofeter synes den er for dum. Polarnatten er en fysisk realitet lige så længe jorden kredser om solen. Nasa-Hansen er uvidneskabelig dommedagsprofet af værste skuffe.

  • 0
  • 0