Klimaforandringerne ånder arkæologerne i nakken

I august var 15 forskere og museumsfolk fra Nationalmuseet i København og Grønlands Nationalmuseum i Nuuk-området i forbindelse med en større feltkampagne.

Det var første fase i et større forskningsprojekt, der skal udpege de arkæologiske steder i Grønland, som er mest i risiko for at gå til grunde under klimaforandringerne – så arkæologer nu og i fremtiden kan undersøge dem, før det bliver for sent.

Af økonomiske og ressource­mæssige årsager – og fordi man også gerne vil efterlade fund til fremtidige arkæologer, som kan undersøge dem med nye metoder – bliver mange arkæologiske fund bevaret på findestedet (in situ).

Men med klimaforandringer følger øget erosion, optøning af perma­frost, risiko for højere ilt­indhold i jorden og andre forhold, som vil fjerne og nedbryde arkæologisk materiale, der ellers har ligget godt beskyttet gennem flere hundreder eller endog tusinder af år.

Hvis man ikke er opmærksom, kan de arkæologiske godter derfor være væk, før de er blevet undersøgt.

Seniorforsker Jørgen Hollesen er Nationalmuseets ekspert i in situ-­bevaring i arktiske områder og leder af det såkaldte Remains-projekt, der skal give viden om, hvilke arkæologiske steder i Grønland, der er i farezonen.

På turen til Grønland deltog bl.a. også seniorforsker Henning Matthiesen, der er ekspert i in situ-­bevaring i vådområder og Rasmus Fenger-Nielsen, der udfører et ph.d.-projekt, der går ud på at kortlægge områderne med droner.

»Det er bl.a. ud fra erfaringerne fra flere mindre projekter i Grønland siden 2009 og mere end fem års feltarbejde med anvendelse af tilsvarende måleudstyr i Bergen, at vi nu er gået mere systematisk i gang i Grønland,« siger Henning Matthiesen.

»I Grønland er klimaforandringer ved de arkæologiske steder meget tydelige,« fortæller Jørgen Hollesen.

Højere temperaturer og en længere vækstsæson har for eksempel givet pilekrattet gode vækstbetingelser.

»Vi besøgte områder, hvor den danske arkæolog Aage Roussell havde været i 1937. Han beskrev vandringen som let i åbent terræn, men vi skulle kæmpe os gennem et flere meter højt pilekrat. Vores fotograf tog billeder fra samme vinkler, som Roussel havde gjort, og forskellen i bevoksningen er slående. Stenmure i området var derimod helt uforandrede, vi kunne identificere enkelte sten, som lå fuldstændig ens på samme sted, hvor de måske har ligget uberørt i næsten tusind år,« siger Jørgen Hollesen.

I Alaska går det endnu hurtigere

En anden klimabetinget forandring er havets erosion af kysten, der får friere spil, når havisen forsvinder. Og med erosionen forsvinder mange arkæologiske steder.

Selv om klimaforandringerne fortsætter i samme tempo, har arkæologerne i Grønland dog stadig 50 år eller endnu længere at agere i. På den måde er problemet ikke presserende – men jo før man får en videnskabelig forståelse for processerne og den hastighed, hvormed de foregår, desto bedre er man stillet.

»I Grønland går det heldigvis ikke helt så hurtigt som i f.eks. Alaska,« siger Jørgen Hollesen – dér er det mange steder allerede for sent.

Sensorer overvåger iltkoncentrationen

Som en del af projektet installerede forskerne målesystemer, der konstant skal overvåge iltkoncentrationen i jorden i en dybde af ca. en halv meter. Tidligere har man kun målt fugtighed og brugt denne parameter som en proxy for ilt.

Målestationerne, der får deres energiforsyning fra solceller og batterier, indsamler også vejrdata og tager med jævne mellemrum fotos for at registrere snedække og vegetation.

Forskerne har ikke mulighed for at få fjernadgang til udstyret, så det bliver først, når de vender tilbage næste år, at de kan tømme hard­disken for data.

»Vi bruger måleudstyret ud over dets specifikationsmæssige område, men vores hidtidige erfaringer viser, at det er muligt,« siger Henning Matthiesen fortrøstningsfuldt.

Forsøg skal undersøge nedbrydning

I Nationalmuseets laboratorier i Brede, nord for København, vil man som en del af projektet samtidig lave en række forsøg, der viser, hvordan træ, tekstiler og andre materialer nedbrydes under varierende iltmængde og temperatur.

Under feltarbejdet havde Rasmus Fenger-Nielsen sin drone flyvende for at tage billeder af områderne.

»Det giver en helt anden forståelse af området, når vi ser det fra oven. Vi kan meget let identificere gamle bopladser ud fra forskellen i vegetation,« siger Jørgen Hollesen.

Ud fra dronebillederne kan Rasmus Fenger-Nielsen udtrække højde­data, og det kan være med til at kvantificere erosionen af kysten.

Han vil nu sammenligne dronebillederne med satellitfotos for at se, om det eventuelt ud fra satellitfotos vil være muligt at se samme forskelle i vegetation, der kan tages som tegn på bopladser og køkkenmøddinger – og derved gøre det endnu lettere at finde nye steder af arkæologisk interesse.