Klimaforandringer truer asiatiske storbyer
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Klimaforandringer truer asiatiske storbyer

Du kan ikke bare se den. Ikke bare lugte den. Nej, du kan smage den – luftforureningen i Mongoliets hovedstad, Ulan Bator. Som mange andre asiatiske storbyer er byen ramt af både klimaforandringer og en konstant tilstrømning af nye indbyggere, og det foreløbige resultat af kombinationen truer både mennesker og byer.

‘Hedebølger, ekstremnedbør, oversvømmelser inde i landet og ved kysten, tørke og vandmangel udgør risici i byområder – især for dem, der mangler basal infrastruktur og forsyningssystemer og lever i udsatte områder,’ fastslog rapporten ‘Climate Change 2014: Impacts, Adaptation and Vulnerability’ fra klimapanelet IPPC. Især Asien ville blive ramt, fortalte nogle af rapportens forfattere til den britiske avis The Guardian.

Frem mod 2030 vil 700 millioner asiater ifølge FN flytte fra land til by, og organisationen forventer, at 24 ud af verdens 41 byer med mere end 10 millioner indbyggere i 2030 vil ligge i Asien. Men de byer, der vil have den største vækst, er de mindre og mellemstore byer.

Mange vil drage af sted på jagt efter bedre job, uddannelse og flere muligheder, andre vil blive drevet af sted af klimaforandringer – som de mongolske nomader, hvis dyr af døde af sult, tørst og steppebrande efter flere år med tørke.

Åbent ildsted i teltene

I dag bor omkring halvdelen af Ulan Bators 1,2 mio. indbyggere i skure og traditionelle telte, som på mongolsk kaldes ‘ger’, uden om byens centrum. I områder, hvor det både kniber med el, vand og varme. Og hvor indbyggerne derfor er nødsaget til at brænde kul, olie og affald af inde i teltene for at holde varmen gennem vintermånederne med gennemsnitstemperaturer på omkring -20 grader og helt ned til -50 grader på de koldeste dage.

»Så når det bliver koldt, tænder de op i deres ovne, hvis de har sådan nogle. Men i mange telte er det bare et åbent ildsted, hvor man brænder kul af eller lægger et par mursten og overhælder dem med olie, som man derefter sætter ild til. På den måde fortsætter varmeafgivelsen længere. De fattigste samler alt muligt skrald, som de så må fyre med. Det giver enormt meget luftforurening, som mange går hen og dør af,« fortæller projektdirektør for liveable cities i Rambøll Søren Hansen.

Han har besøgt og undersøgt Ulan Bator og seks andre asiatiske storbyers parathed, når det gælder klimaforandringer for Asian Deve­lopment Bank.

Ulan Bator er nemlig langtfra den eneste asiatiske storby, der står midt i store udfordringer.

Byer og regeringer står i det dilemma, at vandringen fra land mod by har vist sig som en meget effektiv metode til at løfte deres befolkninger ud af fattigdom. Således forventer FN, at 80 procent af verdens middelklasse vil bo i Asien i 2030. Men samtidig sker udviklingen så hurtigt, at mange byer dårligt kan følge med. Og dårligt fungerende byer er både dårlige for væksten, dårlige for indbyggerne – især de fattigste af dem – og dårlige for klimaet. Og dermed risikerer byerne at forværre de klimaforandringer, som allerede truer dem.

Dårligt nyt om vandstanden

En af de byer, der mærker de mange konsekvenser af klimaforandringerne, er Ho Chi Minh City i Vietnam. Som mange andre asiatiske storbyer er den placeret i et floddelta lige ud til havet. Byens indbyggertal er steget fra 4,4 mio. indbyggere i 2000 til 7,5 mio. i 2016. I 2030 forventes over 10 mio. vietnamesere at kalde byen hjem. Tilstrømningen har både ført til højere byggeri, indvinding af flere landområder og mere slumbyggeri. Alle tre ting øger risikoen for oversvømmelser, forklarer Søren Hansen, der også har undersøgt Ho Chi Minh City:

»Den voksende befolkning fører til et højere grundvandsforbrug. Sammen med de højere og tungere bygninger betyder det, at jorden sætter sig. Samtidig stiger havvandstanden, og det øger risikoen for oversvømmelser.«

Artiklen fortsætter under grafikken

Stigende havvandstand truer sammen med ændrede nedbørsmønstre flere asiatiske storbyer. Blandt andet i Ho Chi Minh City i Vietnam. I dag ville omkring 1,7 mio. ud af byens 7,5 mio. indbyggere blive påvirket af en ekstrem oversvømmelse. I 2050 vil det være 12,9 mio. ud af byens på det tidspunkt 21 mio. indbyggere, der vil blive ramt. Selv hvis man opfører et dige, vil 10,8 mio. indbyggere blive påvirket. Det er især byens fattigste, der bor på de mest udsatte steder, der vil blive ramt. Det samme billede går igen i hele verdensdelen. Illustration: MI Grafik

Da holdet fra Asian Development Bank besøgte byen, mente bystyret imidlertid, at de havde forberedt sig på den stigende havvandstand. Men rådgiverne havde en dårlig nyhed til dem.

»Planen var at bygge et 170 km langt dige i 2 meters højde hele vejen rundt om byen. Men dimensioneringen var baseret på klimadata fra 1995, så da vi regnede det igennem med de senest opdaterede data, viste det sig, at diget skulle være 4,5 meter højt, hvis det skulle kunne holde vandet ude,« fortæller han.

Desuden vil byen få svært ved at indvinde tilstrækkeligt med vand til den voksende befolkning.

»Byen henter en stor del af sit drikkevand fra to floder. Men havvandstandsstigningen betyder, at saltvandet fra havet trænger længere og længere op i flodsystemerne. Nogle gange er der saltvand 15 km oppe ad floderne, og det er højere oppe end de steder, hvor byen indvinder sit vand. Det betyder, at vandforsyningen fra disse anlæg må afbrydes to-tre uger om året. Og om 20 år vil det være umuligt at skaffe vand nok til de stadigt flere indbyggere,« siger Søren Hansen.

Forærer jorden væk

Sammen med investorer og donorer er byen ved at finde ud af, hvordan vandforsyningen kan sikres og effektiviseres ved at minimere vandspild, bygge vandreservoirer og udnytte oplandets kunstvandings­kanaler som ‘vandlagre’.

At bystyret har erkendt problemerne, betyder imidlertid ikke, at de kan stoppe de typer udvikling, der forstærker dem.

»Problemet i de asiatiske storbyer er især finansieringen. De har ikke pengene til at investere i infrastruktur og klimasikring. Så eksempelvis forærer bystyret i Ho Chi Minh City et 300 ha stort område til en developer, hvis han bare vil bygge en vej. De får nærmest ingenting for det. Det er helt modsat af, hvad vi prøver at gøre i Danmark, hvor man eksempelvis i Ørestad eller Nordhavn først udvikler områderne og sørger for at få transportinfrastrukturen på plads. Derefter kan man sælge grundene dyrere.«

Manglen på penge kan imidlertid også presse byerne til at tage klimaforandringerne seriøst.

»Mange af byerne er nødt til at hente finansieringen i banker. Og selv om bankerne hedder noget med udvikling, så er de stadig banker, der vil have deres penge forrentet. Derfor vil de være sikre på, at investeringerne bliver brugt på noget langtidsholdbart.«

Var det ikke en ide at få mere fokus på befolkningstilvæksten her på kloden?

Vi bliver flere og flere, og så er der lige det at mange byer i østen er vokset op omkring fiskeri i et deltaområde, og disse er i sagens natur i stor risiko for oversvømmelser, og har været det igennem alle tider.

Prøv at se kortet over Ho Chi Minh City! den ligger meget lavt og tæt på et stort delta i.

Og i fattige lande, som her vist, så er folk nødt til at bruge kul o.lign. til madlavning og varme. Det er kun i den rige del af verden at folk har råd til en Testa el-bil, fjernvarme, o.s.v.

Og så er der lige det, at miljøfolk og andre som går meget op i klima, køber el-biler o.s.v. og så tager på flyrejser til Langbortistan, hvor hvert flysæde svarer til 5000 km i det brændstof i en almindelig benzinbil, som hver især i flyet brænder af i stratosfæren, - uden partikelfilter o.a. - og så sidder og roser hinanden over hvor meget CO2 de sparer i det daglige. Men, det er der ingen der snakker om, - nej, vi skal have billige flybilletter så vi kan rejse rundt i verden, og se hvor usselt andre lever.

  • 18
  • 6

2 kg mikropartikler pr kubikmeter luft?
Det er voldsomt, som i at der er mere faststof i luften end luft.

Kina bygger atomkraftværker på samlebånd og forventer at have 400 reaktorer i drift i 2050.
Ingen forurening, ingen møg, røg og støj.......Genialt!

  • 6
  • 17