Klimaforandringer er det nye science fiction

Illustration: Tangram 3DS

Et oversvømmet Manhattan forvandlet til en mareridtsversion af Venedig. Sommerfugle, der overvintrer i Tennessee frem for Mexico. Eller hvad med et USA, hvor vand er en knap ressource, som fører til krige mellem delstater?

Det kan lyde som science fiction, men emner som disse har fået deres helt egen genrebetegnelse: climate fiction eller cli-fi. En genre, hvor kunsten tager konsekvensen af klimaforandringer, men med videnskaben som sparringspartner i stedet for den frie fantasi.

Det er nemlig ofte med fokus på virkelighedsnære fremtidsscenarier, at forfattere tager fat i klimaforandringer som tema. For hvad sker der, når vandet i verdenshavene stiger flere meter? Når skrøbelige økosystemer bryder sammen? Eller når de store floder tørrer ud?

Begivenheder som disse udspiller sig i romaner som Paolo Bacigalupis ‘The Water Knife’, Barbara Kingsolvers ‘Flight Beha­viour’, Nathaniel Richs ‘Odds against Tomorrow’ eller trilogien ‘MaddAddam’ fra veteranen Margaret Atwood.

Fælles for dem er, at forfatteren tager fat i en flig af de virkelige klima­forandringer, som forskere over hele verden i højere og højere grad peger på som uundgåelige.

»Jeg definerer det som fiktion, hvor de menneskeskabte klimaforandringer er en del af plottet,« forklarer ph.d. ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet Gregers Andersen, der er aktuel med en ny bog om kultur i klimakrisens tidsalder.

Cli-fi tager i høj grad afsæt i FN’s klimarapporter og forskning fra meteorologer, glaciologer og geologer. Og fiktionens fremtidsscenarier for global opvarmning kan måske hjælpe os med at se ind i den fremtid, der venter.

Forfatterne forstørrer klimaudfordringen og giver den en handling. Videnskab bliver omsat til fiktion.

I romanen ‘The Water Knife’ fra 2015 lever de rige og privilegerede i ørkenbyerne Las Vegas og Phoenix i gigantiske ‘arcologies’; enorme og tætbefolkede superhøjhuse, bygget af kinesiske ingeniører. Bygningerne drives af solenergi og er gennem sindrige mekanismer og intensiv spildevandsrensning selvforsynende med blandt andet vand.

Det er bæredygtigt byggeri i yderste potens, men baseret på kapitalisme frem for grøn idealisme. Indbyggerne bor i luksuslejligheder fjernt fra massernes tørst og lidelse i støvet udenfor. Og mens romanens handling bedst kan beskrives som en hæsblæsende tørke-thriller, ligger den verden, den udspiller sig i, ikke så langt fra virkeligheden.

Teknologiske løsninger

For hvad vil den teknologiske løsning være, når vand bliver en knap ressource i millionbyer? Romanens ‘arcology’ (et ord sammensat af ‘architecture’ og ‘ecology’) er et bud på en løsning, udtænkt af den italienske arkitekt Paolo Soleri (1919-2013).

Virkelighedens versioner af de bæredygtige superkonstruktioner findes stadig kun på tegnebordet, men elementer derfra er i høj grad under udvikling. Og klimaudfordringer tænkes allerede ind i både byplanlægning og arkitektur.

»Cli-fi trækker typisk på scenarier, som videnskaben fremhæver som mulige. Forfatterne inkorporerer med andre ord ofte hændelser, som med forskellige grader af sandsynlighed kunne finde sted,« siger Gregers Andersen.

Et andet eksempel er romanen ‘Odds Against Tomorrow’ fra 2013. Den er et rent overflødighedshorn af skrækscenarier for fremtiden. Hovedpersonen er en genial matematiker, der besidder et uforligneligt talent for at beregne sandsynligheden for katastrofer for et forsikringsselskab. Fra mega-jordskælv til globale epidemier og cyberkrig.

I romanen rammer en kategori 3­-orkan det lavtliggende Manhattan efter en historisk lang tørkeperiode. Det betyder klimaforandringer i højeste potens, som når hovedpersonen sejler i kano gennem Manhattans gader, og det er et sociologisk tankeeksperiment i samfundets sammenbrud og civilisationens nedbrud og genopståen. Men helt langt fra virkeligheden er det ikke.

»Det var altafgørende, at fakta var præcise og verificerbare. Enhver, der skriver en roman i dag, ved, at læseren har Google ved fingerspidserne. Hvis en læser opdager en videnskabelig fejl eller fabrikering, ville det skade hele romanens troværdighed. Alt, der udspiller sig i handlingen, er plausibelt,« forklarer forfatteren Nathaniel Rich over for Ingeniøren.

Vi får dog ikke kun skrækscenarier i cli-fi-litteraturen – også løsninger. For hvis det er for sent at forhindre polerne i at smelte eller floderne i at tørre ud – hvad er så løsningen?

»Kunsten har altid peget på og været en del af at ændre samfundsmæssige forhold. Kunsten kan være med til at skabe forandringer i sin samtid, og på den måde tror jeg på, at cli-fi kan være en del af en forandring ved at være kritisk og bruge scenarier, der afbilder os, som vi er i dag,« siger Gregers Andersen.

Og her kan der være inspiration at hente i fiktionen til, hvordan vi kan løse problemerne. Inspiration, som videnskab og forskning kan bruge til teknologiske forandringer.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Med det amerikanske præsidentvalg lige om hjørnet, venter der nok også rettighedshaverne til Mad Max filmene kronede dage - vi skal jo have vort behov for sentimental nostalgi dækket...

  • 1
  • 0

Eller hvad nu hvis klimaforandringerne omdanner landbrugsland til ørken. Mon folk flytter sig hvad sker der så???

Nå ja, det ved vi da godt. Det er jo netop sket i Syrien, Mali, Nigeria, Sudan, Afghanistan....

  • 7
  • 6

at pessimisterne mange gange har fået ret op gennem historien, også indenfor de sidste 100 år. Det var så på andre områder det gik galt. Stormfloder og bølger der har har krævet mange tusinde liv er jo velkendt, selv fra de senere år. At forestille sig og forberede sig på mulige "værste tilfælde" af ulykker bør næppe affejes som noget blot "dommedagsprofeter" gør.

  • 7
  • 4

...pessimisterne mange gange har fået ret op gennem historien, også indenfor de sidste 100 år. Det var så på andre områder det gik galt. Stormfloder og bølger der har har krævet mange tusinde liv er jo velkendt, selv fra de senere år

- og dog!:

In a blow to those that want to link increased severe weather with global warming/climate change, a new record low has been set according to NOAA tornado data. At the same time, it has been 2750 days (7 years, 6 months, 11 days) since the last major Hurricane (Cat 3 or greater) hit the USA on October 24th 2005 when hurricane Wilma made landfall. Each new day is a new record in this major hurricane drought

Kilde:

http://wattsupwiththat.com/2013/05/04/torn...

  • 3
  • 8

Når klimaforskere udtaler sig om fremtiden 50 til 100år frem er det langt hen ad vejen videnskabelig fiktion, og ikke forskelligt fra det normale science fiction. Så vidt som det har været muligt at kontrollere fiktionen, er det meget få der har ramt bare nogenlunde. En tendens i tiden er åbenbart, at det mest er dystre fremtider der beskrives. Hvad har ændret sig siden halvtredserne, hvor man også så lykkelige fremtider i fiktionerne. Hvor er troen på fremtiden blevet af? Har klimaforskerne sejret ad helvede til, og skulle de i stedet have set på fordelene i stedet for ulemperne.

  • 5
  • 8

Min bemærkning om at pessimister tit har fået ret er mere generelt tænkt. Den retter sig i og for sig ikke specielt mod klimaspørgsmål eller miljøspørgsmål. Egentlig synes jeg at bemærkningen når den er alment rettet er ret indlysende rigtig, hvis man da ikke har en meget distanceret holdning eller ignorerer den menneskelige erfaring og historie.Selv det 20. århundrede som skulle have været "fremskridtets" (og var det på mange måder) havde sine mørke sider som ikke er til at bortforklare.

  • 0
  • 1

Min bemærkning om at pessimister tit har fået ret er mere generelt tænkt.

Det er der en del psykologi i. Når ulykken indtræffer, husker du dem der spåede den, men ikke alle dem som ikke spåede den. Hvis ikke ulykken indtræffer synes du bare alt er godt, og tænker ikke meget på dem som spåede en ulykke. Det giver mest opmærksomhed at spå om katastrofer, der er ingen overskrifter i at det bliver som det plejer.

  • 4
  • 2

Det er der en del psykologi i. Når ulykken indtræffer, husker du dem der spåede den, men ikke alle dem som ikke spåede den. Hvis ikke ulykken indtræffer synes du bare alt er godt, og tænker ikke meget på dem som spåede en ulykke. Det giver mest opmærksomhed at spå om katastrofer, der er ingen overskrifter i at det bliver som det plejer.

Lige præcist, Svend.

Og derudover er der jo utallige eksempler på, at selv de mest lallende optimister er blevet overhalet af virkeligheden i deres forudsigelser.

F.eks. ville en optimistisk forudsigelse af det tekniske niveau vores telekommunikation for nærværende befinder sig på, for bare 20 år siden vel kunne have bragt spåmanden i fare for tvangsindlæggelse.

Men man må vel så også retfærdigvis i samme åndedræt nævne, at en lallende pessimist, som for 20 år siden havde forudset vort nuværende big brother samfund, med afsæt i ovennævnte optimist kollegas forudsigelse, vel også ville have bragt sig selv i fare for at blive kendt utilregnelig.

Men, er det ikke netop disse aspekter, der gør livet på Jorden så spændende, at man ikke behøver at abonnere på et nyt i Himlen ;o)

  • 2
  • 0

"Og derudover er der jo utallige eksempler på, at selv de mest lallende optimister er blevet overhalet af virkeligheden i deres forudsigelser." Det er nu vist ikke så svært at finde nogle gamle forestillinger om teknologiske niveauer der langt fra er blevet nået.I "gammel" science fiction vil man givetvis kunne finde massevis af forestillinger om det tidlige 21.århundrede, som vi rolig kan sige er langt fra vor virkelighed. Dermed ikke sagt at dette nødvendigvis altid er noget at beklage og nogle visioner er mange måske helst fri for at se virkeliggjort.

  • 0
  • 0

...vil de kommende strømme af klima-flygtninge fra usa blive behandlet værre eller bedre end dem, der prøver at slippe over middelhavet i disse minutter ? optimismen er det focus, der holder os i live, men kun sammen med realismen der lader os se, hvad der reelt foregår.

  • 1
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten