Klassiske Morgan klar med brintdrevet sportsvogn

I knap 100 år har britiske Morgan fremstillet klassiske sportsvogne, men den nyeste model adskiller sig ved at have en elmotor, som får strøm fra brændselsceller fodret med brint.

Med modellen, der pompøst er navngivet Lifecar, ønsker Morgan at bevise, at omsorg for miljøet og fuldblods-sportsvogne ikke er nogen modsætning. Bilen præsenteres for offentligheden på Geneve-udstillingen 4. marts.

Lifecar har et futuristisk art-deco design, og en af hemmelighederne er et ultralet chassis.

»Vægten, som er nede på et minimum, er vores styrke og tillader, at vi kan bruge meget mindre brændselsceller, end man ellers skulle tro,« siger Morgans kommercielle direktør, Charles Morgan til Carbodydesign.

Det britiske forsvars udviklingsselskab, QinetiQ, har leveret brændselscellerne til bilen. Derudover har Oscar Automotive, Cranfield University, Oxford University og tyske Linde bidraget til projektet.

Morgan oplyser umiddelbart ikke flere tekniske detaljer om bilen.

Dokumentation

Morgan om Lifecar