Klædt på til karrieren
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Klædt på til karrieren

Overordnet karrierestrategi:

Som nyuddannet ingeniører gælder det først og fremmest om at komme ud for at prøve sig selv af de første år efter eksamen – gerne et sted mellem tre og fire job i løbet af de første cirka ti år. Det signalerer, at man hverken gror fast eller er en flakke. Ifølge Lars Trock kommer mere end halvdelen af dem, der bliver færdige med en uddannelse, til at arbejde med noget andet end det, de har papirer på. Men man opdager ikke andre muligheder, hvis ikke man prøver flere forskellige ting af. På den anden side skal man heller ikke skifte bare for at skifte, hvis man er glad for sit arbejde. Bliver man hængende, skal man dog gøre sig klart, at det er vigtigt at sørge for at påtage sig forskellige funktioner, så man stadig udvikler sig fagligt.

Netværket:

Vejen til et job både for de grønne ingeniører, der skal ud at søge for første gang, og for den erfarne, som skal videre, går ofte nemmere, hvis man bruger sit netværk. Som nyuddannet er netværket måske ikke så stort, men venner, studiekammerater og folk fra praktikstedet kan være gode at begynde med. Når man først er kommet inden for på en arbejdsplads, er der grobund for et større netværk. Vel at mærke, hvis man selv er aktiv. Helt konkret kan man melde sig ind i faglige foreninger og være opsøgende over for nye mennesker, når man deltager i faglige konferencer og møder.

Ansøgningen:

Læs jobannoncen meget grundigt, så der ikke hersker nogen tvivl om, hvad arbejdsgiveren er ude efter. Tjek derefter virksomhedens hjemmeside og se, hvad den står for. Vurdér først derefter, om kravene og forventningerne matcher dine faglige, sociale og personlige kompetencer.

En målrettet ansøgning, der henvender sig specifikt til lige netop den stilling, man søger, er helt nødvendig. Standard eller rutineansøgninger dur ikke.

Det er også en god idé, at ringe den person op, der refereres til i annoncen. Får man stillet de rigtige spørgsmål, kan man skrive en mere målrettet ansøgning – og så har man allerede på forhånd gjort et godt indtryk. Motivationen for at søge jobbet skal helt frem forrest i ansøgningen.

Hvis stillingen kræver, at man skal samarbejde med mange forskellige, så nytter det ikke at blot at skrive: "Jeg er god til at samarbejde". I stedet skal man komme med gode konkrete eksempler fra tidligere job eller opgaver, hvor det har været nødvendigt at samarbejde med andre.

Pas på med det alt for tekniske sprog. Den, der læser ansøgningen, er ikke nødvendigvis ingeniør, så det er sikrest at holde sig til de tekniske ord, der fremgår af annoncen.

Og så skal man gå uden om flosklerne – ikke mindst, når man for helhedsindtrykkets skyld beskriver sit privatliv og sine interesser. Det siger ikke forfærdelig meget om en person, at man kan lide at gå i teatret og nyder spadsereture i skoven. Det gør de fleste. Nævn kun det, der er lidt ud over de sædvanlige.

Sidst – men ikke mindst – er det uhyre vigtigt, at der ikke kan sættes en plet på ansøgningens sprog, opsætning og disposition.

Cv'et (levnedsbeskrivelsen) skal også målrettes. Det gælder dog især folk med joberfaring, som kan liste mange siders meritter op. Dimittenden kan sagtens tage det hele med. Og det er også en god idé. Et studenterjob som afløser i en kiosk er et godt kort, fordi det viser, at man er vant til at samarbejde med andre og tage et ansvar.

En kopi af eksamensbeviset foretrækker mange virksomheder – særligt fra nydimitterede, som ikke har så meget andet at "prale af".

Når alt dette er sagt, så husk, at alle de gode råd netop kun er gode råd. Der findes ikke en bageopskrift, som giver den perfekte ansøgning. Om den i sidste ende tjener sit formål, afhænger helt og holdent af, hvilken person der sidder i den anden ende.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først