Kineserne skal ikke udelukkes fra Grønlands råstoffer
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Kineserne skal ikke udelukkes fra Grønlands råstoffer

Illustration: Nicolai Kliem

Der er sjældne jordarter i Grønland. Der er også uran, zink, guld og rubiner. Men udvindingen af de mineralske råstoffer er dyr og kompliceret, og trods europæiske ambitionen om at udnytte forekomsten, så er det kinesiske marked muligvis på vej ind. Det er derfor et sammensat kompleks af forhindringer, der holder grønlandsk minedrift i slæbegear.

Så: Skal vi regulere, hvem der må grave mineralske råstoffer op af det grønlandske grundfjeld? Og er der i bund og grund nogen firmaer, som gider kaste penge efter et arktisk råstofeventyr?

Det var blandt de spørgsmål, som blev forsøgt besvaret ved debatten ”Nordlys - eller Hvad gemmer der sig i Grønlands undergrund?”, arrangeret af Europa-Kommisionen på Folkemødet.

Uafhængige af Kina

Blandt deltagerne var økonomisk rådgiver for netop Europa-Kommisionen, Torbjörn Olausson. Han beskriver, at der er et pres for ikke at gøre sig for afhængig af Kina dels som råstofproducent, dels som investor i råstofprojekter i Grønland.

Dette pres knytter sig især til forekomsterne af sjældne jordarter i Kvanefjeldet. Et projekt drevet af australske GME, men med kinesisk involvering på investorfronten. Projektet lægger op til, at de sjældne jordarter skal bearbejdes i Kina, som i forvejen har stor erfaring med dette, fordi Dragens Rige har et de-facto monopol på bearbejding af de sjældne jordarter.

”Vi ser et langsigtet behov for sjældne jordarter, men vi skal ikke være afhængige af Kina. Af sikkerheds- og forsvarsmæssige grunde, vil vi være uafhængige,” sagde Torbórn Olausson.

Og der er uden tvivl et behov fra europæisk side for at tage lidt af markedet fra de kinesiske selskaber. For vi er den verdensdel, som er primær aftager af de råstoffer, som findes i Grønland. Samtidig er minedriften indenfor Europas egne grænser nærmest ikke eksisterende trods de forekomster, der eksisterer. Vi udvinder blot omkring 5 procent. Samtidig benyttes sjældne jordarter i den grønne omstilling, hvilket får markedet til at være endnu mere attraktivt på lang sigt.

Én aktiv mine

Deltagerne havde naturligvis en form for interesse i at markedsføre Grønland som et sted, hvor de dyrebare råstoffer blot ligger og venter. Blandt paneldeltagerne var det grønlandske folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit (IA), Aaja Chemnitz, og CEO for EIR RawMaterials, en del af Europa-Kommisonen, Karen Hanghøj.

Men i øjeblikket er minedriften i Grønland stendød. Den seneste aktive mine var en guldmine, som måtte lukke og slukke. Herefter blev forhåbningerne knyttet til rubinminen ved Qeqertarsuatsiaat drevet af det canadiske selskab True North Gems. Trods fine fund af de eftertragtede ædelsten vrængede investorerne på næsen.

Så i maj sidste år måtte True North Gems erklære rubin-projektet konkurs. Sølle 100 millioner kroner manglede selskabet fra en risikovillig investorer, men sådan en fandets ikke - i hvert fald ikke en med mod på rubiner fra Grønland.

Derudover er der flere projekter under opløb, men de nødvendige penge til at drive minerne mangler.

For råstofmarkedet er et af de første steder som mærker en økonomi i recession. Specielt i Grønland,

Fra European Institute of Innovation and Technology’s underafdeling RawMaterials, ser man ikke noget grund til at favorisere visse dele af markedet for at sætte gang i råstofudvindingen i Grønland:

”Det er ikke i Europas interesse at lægge alle æg i én kurv og fryse kineserne ude. Vi er alle interesseret i en sund, global produktion, som er bæredygtig og miljøvenlig,” sagde Karen Hanghøj, CEO for EIR RawMaterials.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

at tro at vi(europa) bestemmer en snus på Grønland.Hvis det strammer til militært har vi en måske to helikoptere og et par 76mm OtoMelara kanoner didoppe.USA har mere.Hvis det strammer økonomisk bliver USA og Kina enige om et eller andet.

  • 0
  • 9

Med den fantastiske geopolitiske indsigt du har, må du da kunne drive det til mere end at skrive argumentløse debatindlæg på ing.dk.

Jeg var konstabel ombord på Fylla 1968.Omkring Skt Hans hvor skibet lå i Godthåb og fik ordre til at lokalisere en russisk ubåd der var set et stykke ude.Vi kom ikke ret langt på grund af isen og det var iøvrigt noget fis da sonaren var pillet ud hjemme på orlogsværftet.Det var vildt ydmygende at skulle finde ubåde med fiskesnøre og krog.Hvad kan man bruge som madding?Det var mit indtryk at sålænge vi gjorde som USA forlangte vajede der Dannebrog på Grønland.De eneste der har modstået Monroe er vel Cuba?

  • 0
  • 2

Er det kun mig der læser det som om at der ikke længere er nogen aktiv mine i Grønland. Jeg synes lidt, I mangler at præsentere hvad der er sket med Rubin minen siden efteråret. I stedet for bare at slutte med at de gik konkurs.

Det er korrekt, at de gik konkurs. Konkurs boet blev dog købt af deres partner LNS, som skaffede den nødvendige kapital, og nu har officielt åbnet minen.

  • 3
  • 0

En lidt forvirrende artikel, som er upræcis her og der. Her kommer lidt supplerende informationer.

Det er sådan set ikke dyrt at ’udvinde’ mineralske råstoffer, men at vriste de økonomiske interessante mineraler ud og separere dem fra resten af det brudte materiale kan være bekosteligt, teknologisk udfordrende og miljøbelastende, især hvis lødigheden af malmen er so-so. Alle disse betingelser er opfyldt(!), hvad angår flere af de kendte og, mere eller mindre, velafgrænsede forekomster af diverse mineraler i Grønland. Når dertil lægges, at der er langt til Europa, så kommer omkostningerne til transport af mere eller mindre raffinerede produkter, i hhv. mindre eller større mængder, også til at trække den forkerte vej. Disse og andre årsager (såsom bureaukrati i myndighedsbehandlingen og manglende beslutningskraft/-vilje/-evne) har hidtil betydet, at der er langt imellem de rentable mineprojekter i Grønland, som klarer skærene og fører til rentabel minedrift, beskæftigelse og indtægter til det offentlige. Idag er der vel udstedt en 5-6 udvindingstilladelser, som er ’spøgelsestilladelser’, fordi det (endnu) ikke er lykkedes for de involverede 'junior'-mineselskaber at skaffe risikovillig kapital fra investorer, som har den fornødne tro og råstyrke til at få projekterne til at blive til noget.

Rubinminen ved Qeqertarsuatsiaq (Fiskenæsset) er et eksempel på et mineprojekt, som var tæt på at lide samme skæbne: Men den norske mindretalsaktionær, LNS, fik presset deres oprindelige canadiske partner (True North Gems) ud, fik godkendt en overtagelse af tilladelsen, overtog kontrollen med projektet, og fremskaffede den nødvendige kapital at gøre minen klar til produktion. Og minen blev åbnet i dette forår. LNS er strengt taget ’kun’ et entreprenørfirma, men selve brydningen svarer også (næsten) kun til at drive et stenbrud, altså fjeldsprængning, knusning og sortering. Det samme gælder et andet ’mineprojekt’, hvor et andet canadisk firma, Hudson Resources, i begyndelsen af april fik tilladelse til at drive ’et avanceret stenbrud’, hvor der skal brydes anorthosit (calcium feldspat), der bruges ved fremstilling af glasfiber, maling og aluminium. Denne ’mine’ forventes at gå i drift i dette efterår.

  • 2
  • 0

ved denne artikel er sådan set modstriden mellem de to synspunkter, som udtrykkes af hhv. Europakommissionens Torbórn Olausson og Karen Hanghøj fra EIR RawMaterials. TO siger: ”Vi ser et langsigtet behov for sjældne jordarter, men vi skal ikke være afhængige af Kina. Af sikkerheds- og forsvarsmæssige grunde, vil vi være uafhængige.” KH siger derimod: ”Det er ikke i Europas interesse at lægge alle æg i én kurv og fryse kineserne ude. Vi er alle interesseret i en sund, global produktion, som er bæredygtig og miljøvenlig.”

Det står godt nok på EIR’s hjemmeside, at The European Institute of Innovation & Technology (EIT) er et uafhængigt organ under EU, som blev etableret i 2008 for at fremme innovation og entreprenørskab overalt i Europa. Gad vide om de to deltagere ikke har talt sammen, inden de gik på scenen i Allinge? Eller var det bare et velkendt dilemma, som de debatterede over?

Disse to forskelle holdninger svarer meget godt til de delte meninger, der er om hvorledes konceptet for et bestemt mineprojekt, sjældne jordartsmineraler ved Kringlerne mellem Narsaq og Qaqortoq i Sydgrønland, skal være. Dette mineprojekt er et af de projekter, som TO og KH med deres udtalelser indirekte forholder sig til.

Mineprojektet ved Kringlerne er tidligere blevet behandlet i ing.dk, bl.a. i denne artikel, skrevet af Birgitte Marfelt, for 3 år siden, næsten på dato:
https://ing.dk/artikel/groenlands-regering...

Som det ses, var Selvstyret og et australsk junior-mineselskab, Tanbreez Mining, uenige om (og det er de stadigvæk), hvorledes et bestemt mineprojekt skal udformes, ’så Grønland får mest muligt ud af projektet’.

Selvstyret fokuserer mest på flere lokale arbejdspladser og højere indtægter til det offentlige gennem oparbejdning og raffinering på stedet og dermed eksport af et højværdigt produkt. Og mindre på at det koncept vil indebære større miljøbelastning, etc. At det samme koncept tilsyneladende ikke er tilstrækkeligt interesant til, at europæiske foretagender vil deltage med know-how og kapital, går Selvstyret heller ikke så højt op i. Hvis kinesere vil være med, er det fint med os...

Denne ing-artikel, fra april 2017 beskriver, hvorledes en ny GEUS-rapport fastslår, at Grønland ikke kan sikre Europa en stabil forsyning af de vigtige sjældne jordarter uden om Kina. Kineserne behersker nemlig separations­teknikken og har kontrol over markedet.

https://ing.dk/artikel/geus-trods-gronland...

  • 1
  • 0