Kinesere bygger 430 meter lang glasbro
Hvis du er bange for højder, er det her måske en turistattraktion, du skal gå uden om. Ifølge flere medier - heriblandt CNN - vil turister i Zhangjiajie nationalpark i Kina nemlig snart kunne krydse mellem to bjergtoppe på en 430 meter lang bro med bund og sider af glas.
Nationalparken ligger i Wulingyuan Scenic and Historic Interest Area i Hunan-provinsen. Området er med på Unescos verdensarvsliste på grund af det specielle klippelandskab, hvor over 3.000 søjle-agtige sandstensformationer rejser sig over 200 meter op i luften.
Over de senere år er der anlagt glasbroer - såkaldte skywalks - i nationalparker flere forskellige steder i verden. Både i Grand Canyon, Jasper i Canada og selvfølgelig i Kina - hvor de har verdens foreløbigt længste af slagsen.
Selv om det er en nationalpark er der allerede i en anden spektakulær konstruktion i naturen: en 330 meter høj udendørs elevator, der fragter turister op ad en bjergside. I 2012 foreslog den israelske arkitekt Haim Dotan imidlertid at bygge en gangbro mellem to bjergtoppe i nationalparken.
Broen skulle blive 430 meter lang, 6 meter bred og spændt op af skråstag. Og vis udsigten ikke er nok, skal det være muligt at lave elastikspring fra broens midte. I modsætning til andre spektakulære arkitektideer ser denne imidlertid ud til at blive gennemført.
Ifølge CNN vil broen, der bliver verdens længste af sin slags, åbne i juli i år.
Ingeniører fra det israelske rådgivningsfirma Dohan Shalev har ifølge provinsregeringens hjemmeside projekteret broen.
