Der er fuld knald på det kinesiske rumprogram. Der går sjældent en måned, uden at Kina opsender en eller flere satellitter, så alene i år vil der være mere end 20 opsendelser med Chang Zheng-raketter. En af dem vil være med astronauter – eller taikonauter, som de kaldes på de kanter.
Indtil videre er ti kinesere blevet sendt i rummet ved hjælp af Chang Zheng 2F-raketter, og i løbet af efteråret opsendes endnu en lille rumstation som afløser for Tiangong 1, der har kredset om Jorden siden 29. september 2011. Sidst på året skal det nye rumlaboratorium have besøg af rumfartøjet Shenzhou 11, der medbringer to astronauter.
Tiangong 2 bliver sandsynligvis ikke meget større end den første udgave, der har en masse på 8,5 ton og et beskedent rumfang på 15 kubikmeter. Astronauterne får altså ikke meget plads at boltre sig på i de 30 døgn, de skal blive om bord. Men Tiangong 2 er da også blot en slags opvarmning til en stor, modulær rumstation, som Kina begynder at bygge i løbet af de næste par år. Her vil hvert modul veje i omegnen af 20 ton, og det første skal sendes op i 2018. Fire år senere skal rumstationen bestå af tre store moduler, og så vil den kunne huse astronauter uafbrudt.
Før virkeliggørelsen af den store rumstation – der dog stadig vil være en dværg i forhold til Den Internationale Rumstation, ISS – skal Kina demonstrere en raket, der er kraftig nok til at kunne løfte de store moduler. Den kaldes Chang Zheng 5 og bliver Kinas første raket i heavy lift-klassen.
Robot til Månen
Med Chang Zheng 5, der er sammenlignelig med den europæiske Ariane 5, den nye russiske Angara A5 og de amerikanske Delta IV og Atlas V, vil kineserne angiveligt kunne løfte op til 25 ton op i lavt kredsløb om Jorden, og hvis alt går efter planen, kommer raketten ud på sin jomfrutur i år. Til næste år skal Chang Zheng 5 blandt andet bruges til at sende robotten Chang’e 5 til Månen, hvor den skal opsamle materiale, der skal returneres til Jorden.
En permanent beboet kinesisk rumstation skal ikke blot have besøg af astronauter, men også af ubemandede forsyningsfartøjer, der kan medbringe mad og drikke, eksperimenter og andet nødvendigt udstyr.
Kineserne er i fuld gang med at udvikle sådan et fartøj kaldet Tianzhou. Det skal sendes op med endnu en ny raket med navnet Chang Zheng 7, og i starten af næste år skal Tianzhou 1 koble sig sammen med Tiangong 2. På det tidspunkt vil der ikke være astronauter på den lille rumstation, så missionen vil blot gå ud på at afprøve ny teknologi, der først for alvor bliver brug for, når den store rumstation kommer i drift.
Rumteleskoper på vej
Onde tunger vil nok påstå, at kineserne blot gentager de russiske bedrifter med fire årtiers forsinkelse. Hvor Rusland sendte sin første mand i rummet i 1961, gjorde Kina det i 2003, og den første lille rumstation Saljut 1 kom op i 1971, 40 år før Kinas Tiangong 1. Det kinesiske rumfartøj Shenzhou, der fem gange har bragt mennesker ud i rummet og tilbage igen, minder da også mistænkeligt meget om det russiske modstykke Sojuz. Men for så vidt man stadig kan tale om et rumkapløb, er kineserne nu ved at have indhentet konkurrenterne, hvilket understreges af den nye generation af raketter – den store Chang Zheng 5, den mellemstore Chang Zheng 7 og den lille Chang Zheng 6, hvor sidstnævnte fløj første gang i 2015.
Det er topmoderne rumraketter, der flyver på petroleum og flydende ilt, og som ganske sikkert også vil give Kina en pæn bid af den kommercielle rumfartskage. En enorm raket kaldet Chang Zheng 9 er også under udvikling, og hvis den bliver virkelighed, bliver den på størrelse med amerikanernes Space Launch System, der kan sende mennesker til Månen og Mars.
I takt med at Kina udvikler sig som rumfartsnation, bliver landet en stadigt mere oplagt samarbejdspartner for rumfartsorganisationer rundt omkring på kloden. Rumfart er frygtelig dyrt, ikke mindst når det gælder de videnskabelige missioner, så det er oplagt at deles om udgifterne. Hvis der skal bygges en base på Månen eller Mars, kommer man slet ikke uden om et internationalt samarbejde, og her ville det være naturligt at inddrage den kinesiske rumfartsorganisation, CNSA.
Nasa har lukket for samarbejde
Det kræver selvfølgelig, at Kina er interesseret i at bidrage til større internationale missioner, og så skal USA også lige være med på vognen. Siden april 2011 har det ikke været tilladt for Nasa at have kontakt med kineserne, for de amerikanske politikere er bange for, at Kina vil kopiere den amerikanske teknologi.
Den europæiske rumfartsorganisation ESA har ikke samme berøringsangst. Så sent som 4. april opsendte Kina satellitten Shijian-10, hvis formål er at udføre en række eksperimenter i vægtløs tilstand, og et af eksperimenterne er europæisk. Forskerne vil gerne blive klogere på, hvordan råolie under højt tryk opfører sig ved forskellige temperaturer, og det vil ESA gerne bidrage til gennem eksperimentet, der også finansieres af det franske olieselskab Total og kinesiske PetroChina.
Det er første gang, at ESA har et eksperiment med på en kinesisk mission, men tidligere har ESA og CNSA for eksempel samarbejdet omkring to satellitter til måling af Jordens magnetosfære. Det er ellers ikke ligefrem de videnskabelige missioner, kineserne historisk har satset på, men det er så småt ved at ændre sig.
I december 2015 blev satellitten DAMPE (DArk Matter Particle Explorer) sendt op for at måle spor efter mørkt stof, og senere på året skal QUESS (Quantum Experiments At Space Scale) afsløre, om kvantekommunikation mellem en satellit og en jordstation er muligt – i øvrigt i samarbejde med østrigske forskere.
Sidst på året vil kineserne opsende røntgenteleskopet HXMT (Hard X-ray Modulation Telescope), og det bliver ikke Kinas sidste rumteleskop. Ifølge den kinesiske avis Folkets Dagblad, der er kommunistpartiets officielle talerør, er der planer om et Hubble-lignende optisk rumteleskop, der skal være i kredsløb om Jorden i omtrent samme bane som den kommende rumstation. Teleskopet skal kunne kobles til rumstationen, så det bliver nemt for astronauter at reparere eller opgradere det, forlyder det. Ambitionerne fejler ikke noget, og det skal blive spændende at følge det kinesiske rumprogram i de kommende år.
