Kina producerer nu halvdelen af verdens metaller

Brancheeksperten og den uafhængige konsulent Jack Lifton fra USA oplyste i sidste uge på en konference i Beijing, at Kina nu producerer mere end halvdelen af verdens nye metaller.

I 2009 blev der samlet set produceret 2,1 milliarder ton metaller - heraf var 1,1 milliarder ton stål og 860 millioner ton råjern. Den samlede værdi for de 1,1 milliarder ton stål var 1.400 milliarder kroner.

Næst efter jern er aluminium, krom og kobber er de tre metaller, der produceres mest af - henholdsvis 37 millioner ton, 23 millioner ton og 16 millioner ton.

Sidste gang et enkelt land producerede mere end halvdelen af verdens metaller var i 1948, da USA sad på 57 pct. af verdens stålproduktion på i alt 141 millioner ton.

Hvis den nuværende tendens fortsætter, vil Kina samlet set i perioden 2000-2020 have produceret lige så meget stål som USA i perioden 1900-2020.

Det helt store spørgsmål for Jack Lifton er, om efterspørgslen efter metaller i Kina og Sydøstasien vil stige hurtigere end udbuddet. Det tager nemlig tid, teknologisk udvikling og kræver megen kapital at øge produktionen af nye metaller. Vil det ske, før de økonomiske love om udbud og efterspørgsel sætter en bremse på den økonomiske vækst, spørger Jack Lifton, som er specielt bekymret for, at USA har gjort for lidt for at øge produktionen af metaller.

Lithium til et batteri pr. person om året

Jack Liftons analyse viser tydeligt, at jern og stål spiller en altdominerende rolle inden for metalbranchen. Men en lang række mindre almindelige metaller er også af stor betydning for de moderne industrisamfund.

Jack Liftons noget arbitrære definition af et sjældent metal er et metal, der produceres mindre end 32.000 ton af om året. Det gør bl.a. sølv og lithium til sjældne metaller sammen med de fleste af såkaldte sjældne jordartsmetaller, Lanthaniderne, som bruges inden for en lang række højteknologiske produkter.

Jack Lifton gør bl.a. opmærksom på, at årsproduktionen af lithium ligger på 3-4 gram pr. person på Jorden - nogenlunde samme mængde, der findes i et lithium-ion batteri til en mobiltelefon.

Kinesiske eksperter: Køb andre steder end hos os

Når det glæder de sjældne jordartsmetaller, Lanthaniderne, står Kina for 95 pct. af produktionen. Jack Lifton mener, at den lave kurs på den kinesiske valuta i mange år er forklaringen på, at det i dag stort set er umuligt at producere de sjældne jordartsmetaller på rentabel vis uden for Kina.

Den stigende efterspørgsel efter de sjældne jordartsmetaller til intern produktion i Kina betyder dog, at to førende kinesiske økonomer rent faktisk håber, at Japan, som er den største kunde for sjældne jordartsmetaller, vil være i stand til i fremtiden at skaffe sine leverancer fra andre lande.

Ellers kan det gå ud over den økonomiske vækst i verdensøkonomien, som også er vigtig for Kinas egen vækst, forklarede Zhu Baoling og Zhao Yumin til Jack Lifton under konferencen i Beijing.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Stål m.v. er velegnet til store konstruktioner, men mon ikke vi fremover ser mere og mere blive fremstillet i komposit materialer?

Det, sammen med genbrug, bør kunne lægge et låg over en evt. eksplosion i priserne. Australien og Canada har heldigvis også mange metaller i deres undergrund, og begge er stabile demokratier.

Men vi bør naturligvis være opmærksomme på udviklingen.

  • 0
  • 0

Komposit-materialer er stadig meget dyre ift. aluminium og stål.

Vi ser allerede i dag udviklingen i råvarerne. Et ton kobber er på niveau med hvad det kostede i 2008 da alt gik meget hurtigere. Det betyder at fordi Kina lægger så stort pres på råvaremarkedet så er tilgængeligheden rigtig dårlig for europæiske virksomheder og konkurrenceevnen falder fordi prisen er alt for høj ift. det europæiske aktivitetsniveau.

  • 0
  • 0

umuligt at producere de sjældne jordmetaller på rentabel vis uden for Kina.

Steder, hvor metaller bliver smeltet, afhænger af geologisk udspredning af massefylder, og i hvilken højde at de ligger, og om der er floder og oceaner imellem.

I USA, i gamle dage, havde man jern og kul, og det lykkes at transportere dette med skibe og jernbaner. Udvikling af, hvor et center for metalsmeltning især sker, afgøres af rumfang og vægt i kul og i malm. Skibet sejler i én retning med kul, og sejler i den anden retning med malm, frem og tilbage imellem to geologiske forekomster. Således opstår der smelteværker nær begge forekomster (kul, malm), men, der opstår især en koncentration af smelteværker i den ene ende, fordi man ønsker at undgå at skibe sejler delvist tomme, og fordi der er volumenforskel imellem kul og malm, i forhold til de indbyrdes mængder imellem kul og malm, som man behøver for at kunne smelte.

Alt kul og jern er forsvundet i USA nu, forstået på den måde, at der kun er store dybder tilbage, som er dyre at hente fra. Det samme er tilfældet i Europa. Meget snart, vil det samme ske i Kina, og da vil Kina få massive økonomiske problemer i de involverede regioner, steder der typisk vil indeholde en stor koncentration af dårligt uddannede minearbejdere og deres familier, og med landskaber der er delvist uddøde på grund af forurening.

Vi har et begreb, »peak oil«, og meget snart vil vi opleve også »peak iron«, »peak coal«, tidspunkter hvor produktionsmængderne falder, uanset hvad vi gør, fordi de lukrative koncentrerede forekomster efterhånden kun findes dybt under Jordens overflade, dyre at hente fra. Det er oplagt i stedet at hente fra Månen, meget billigere at hente fra Månen, meget billig smeltning af metaller på Månen, og meget billig afsendelse af metallerne til Jorden. Årsagerne til dette er tofold: Uendelig megen solenergi på Månen (fri udfoldelse), og ingen atmosfære (afsendelse af varer ved hjælpe af elektromagnetiske slynger, dernæst nedbremsning i Jordens atmosfære).

  • 0
  • 0

Det er da rigtigt, at ressourcerne ikke er ubegrænsede, som Carsten Scherrebeck Møller er inde på. Her er Jack Liftons vurdering:

Even at current demand. we have 200 years or more of high enough grade accessible iron ore, coking coal, and limestone. In addition, so long as we have ample supplies of energy we will be able to recycle steel. This business, the collection of iron and steel scrap, is the second largest metals business on earth, after pig iron and steel production.

  • 0
  • 0

Hvis kulfiber falder til halvdelen af den nuværende pris, så vil bilbranchen skifte til kulfiber.

Kulfiber koster idag ca. 8 dollar per pund. Men US Department of Energy, vil pumpe penge i fremstillingen, således den skulle falde til 3-5 dollars per pund.

Til sammenligning koster rustfrit stål 1,573 USD per pund. Det er noget billigere end kulfiber, men tages hensyn til, at kulfiber er 10 gange stærkere, i forhold til vægt, så koster det kun det halve af rustfrit stål, i forhold til sin styrke. På sigt, vil det sandsynligvis falde til halvdelen.

Ikke rustfrit stål, koster 0.35 USD per pund. Prisen er dermed 20 gange billigere end carbon fiber. Det kan derfor "netop" lige betale sig, at bruge ruststål, fremfor carbon fiber endnu. I mange sammenhænge, er carbon fibre dog billigere, fordi vægten er mindre, og det derfor ikke altid behøver så høj styrke.

Med de investeringer som gøres i Carbon fibre, er stor sandsynlighed for, at vi i fremtiden vil anvende dette, fremfor stål. Carbon fibre, har mange fordele fremfor stål. Det er lettere, kan give f.eks. lavere brændstofforbrug i biler, holder bedre og sparer derfor energi og resourcer, og ruster ikke.

Måske vil f.eks. vindmøller også i fremtiden bruge carbon fibre fremfor glasfibre. Når styrke sammenlignes med pris, vil det sandsynligvis betale sig i nær fremtid.

Jeg tror ikke, at "jern" og "stål" har nogen stor fremtid. Fremtiden er carbonfibre, og compositter.

Et af de meget imponerende eksempler på brugen af carbonfibre, er "vejbroer" i en rygsæk: http://ing.dk/artikel/103162-vejbroer-i-ku...

Måske er det den slags, som vi skal forvente af fremtiden. Stålarmeret beton, erstattes af oppustelige huse i kulfibre, som herefter afstives med vinylester, og opfyldes med beton, hvorefter der opnås en stærk kulfiberarmeret betonkonstruktion.

Jeg tror, at når den magiske grænse på 3 USD per pund nås for carbonfibre, så vil vi ikke mere bruge stål.

  • 0
  • 0

Da man indgik Kyotoaftalen uden de "Industrialiserede u-lande" som Kina og Indien, spåede jeg, at effekten ville blive, at verdens CO2udslip ville stige radikalt.

Prisen på CO2-udslip blev aldrig så høj, som vi troede. Det betyder imidlertid ingenting. - Hvad der betyder noget er, hvad vi troede. Ingen turde bygge nye kraftkrævende industrier af angst for store CO2-udgifter.

Det var ikke naturligt for Kina at producere jern, stål, aluminium og cement. Kinas force er billig arbejdskraft, og jo tungere industri, jo større forskydning mod kapitalkostnader i forhold til lønninger.

Alligevel gjorde Kina et voldsomt hop efter Kyoto og blev i løbet af få år nettoeksportør af metaller og cement fra at have været verdens største importør. For at nå det, har man ikke kunnet bygge de avancerede energieffektive anlæg, vi havde udviklet, hvorfor resultatet blev, at Kina langt hurtigere end nogen havde forestillet sig, blev verdens største CO2-emisær.

Verdenshistorien viser dog, at det altid er råvareleverandøren, der taber i forhold til forædleren.

Verdens næste store skridt på det industrielle område er elektricificering. - Derfor burde Danmark havde satset på at være med til at udvikle kernekraft i stedet for vindmøller, der godt nok leverer el, men på et ideologisk fortidsgrundlag.

Kina er i dag verdens mest pragmatiske større land. Kineserne så, hvad ideologisering kan koste ("det store spring fremad" efterfulgt af kulturrevolutionen). Nu kan vi bare håbe, at Europa - ikke mindst DK -er realistisk nok til at glemme ideologierne og satse på at lave bl.a. elektroniske dimser til den langsomme udvikling af den trafikale udvikling mod et virtuelt RUF, samt at man stadig udvikler energiteknologien, så kineserne bliver kunder, når de ser, at næste trin i deres udvikling er en nedsættelse af resursforbrug og forurening, når de skal være hele verdens råvareleverandør. - Og så også for at kunne udgøre en konkurrent på pris.

Mvh Peder Wirstad

PS: Her i Norge lukker HYDRO f.eks. flere aluminiumsværker og indgik som udbygger og halv ejer i verdens største aluminiumsværk i Qatar. Her producerede man CO2-frit med vandkraft, mens man der producerer med gaskraft.

Godt nok blev gassen før bare faklet af med et enormt "unyttigt" CO2-udslip til følge, så det er måske ikke så galt.

En af grundene er dog, en oliepris, der er høj pga. ideologiske holdninger i Vesten. Her gav det sig i går udtryk i, at naturværnorganisationerne udtrykte, at den norsk/russiske enighed om delingen af Barentshavet var en miljøkatastrofe, idet det gav mulighed for at udnytte de forventede enorme resurser af olie og gas i området.

Godt nok er det obligatoriskt, at man producerer uden CO2-udslip, men olien og gasen forurenser jo andre steder, når den brændes af !!!

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten