Kina på vej med kæmpe satsning på personlig medicin

Kina på vej med kæmpe satsning på personlig medicin

Over de næste 15 år vil Kina indsamle massive mængder genetisk information i et forsøg på at være førende på området for personlig medicin. Et gen-kapløb er i gang.

Et år efter Obama lancerede en amerikanske satsning på personlig medicin, er Kina nu på vej med sin regeringsplan på området. Den ventes at være langt mere omfattende end den amerikanske, skriver Nature.

Planen bliver offenliggjort, umiddelbart efter at regeringen vedtager landets femårs-plan til marts, og de kinesiske medier har summet af rygter om planens størrelse med tal som 64 milliarder kroner over 15 år. Til sammenligning smed Obama 1,5 milliarder kroner i sin satsning på personlig medicin.

En af de involverede i regeringsplanerne er direktør Zhan Qimim fra et laboratorium for molekylær onkologi i Beijing. Han oplyser, at planen vil indebære flere hundrede forskellige projekter med gensekventering og indsamling af kliniske data.

Læs mere om mega-tendensen personlig medicin

I forventning om planen har flere ledende institutter oprettet centre til personlig medicin, og alene landets største hospital, 四川省成都市武侯区外南国学巷37号(Sichuan universitets vestkinesiske hospital), har planer om at sekventere én million human genomer. Det er samme målsætning som det samlede amerikanske initiativ.

Ligesom amerikanerne vil Kina i første omgang fokusere på dødelige sygdomme, især kræftformer og hjertesygdomme. Lungekræft står øverst på den liste.

Kinesiske firmaer udfordrer BGI

Personlig medicin er en fremadstormende metode, hvor indsigt i genetiske data og sundhedsdata giver læger mulighed for at finde medicin, der matcher den enkelte patient. Metoden øger både mængden af behandlingstilbud og viften af medicin. Som eksempel virker midlet Tarceva mod lungekræft hos personer med en særlig mutation, der især er udbredt i Asien. Et andet eksempel er opdagelsen af en mutation, der giver cystisk fibrose. Den opdagelse førte til udvikling af medicinen Kalydeco, også kaldet Ivacaftor, skriver Nature.

Allerforrest på området ligger det instituttet BGI, der har siddet solidt på markedet for gensekventering, fordi de i 2010 købte over 160 af de nyeste gensekventeringsmaskiner Next Generation Sequencing fra det amerikanske firma Illumina. Det gjorde BGI til det foretrukne firma at få udført gensekventering hos, også blandt forskere i Danmark.

Nye kinesiske spillere er dog i gang med at udfordre BGI's position, og firmaer som WuXi PharmaTech, Cloud Health og Novogene har købt nye opgraderede maskiner fra Illumina.

Lægemangel truer initiativ

Flere iagttagere peger dog på, at data og maskiner langtfra er nok til at gøre det kinesiske initiativ til en succes. Landet har en alvorlig mangel på læger, patologer og succesfulde medicinalfirmaer. Især lægemanglen er et problem, fordi lægerne skal have tid til at finde ud af, hvilken medicin der matcher den enkelte.

»Læger er i dag overbebyrdede med patienter og ser mellem 60 og 70 om dagen.De har ikke tid til at sætte sig ned og tænke over, hvad det er bedst for den enkelte patient,« siger Ta Jen Liu, der er projektdirektør ved MD Andersons kræftcenter i Huoston, Texas.

Kommentarer (0)