Kina har mistet kontrol over rumstation
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kina har mistet kontrol over rumstation

To gange har Tiangong-1 haft besøg af taikonauter.

Opdateret kl.14.20: I den oprindelige artikel fremgik det, at det var Spacelab som faldt til jorden igen i 1979. Det var Skylab.

Du har større chance for at vinde i lotto, men risikoen for at få et stykke kinesisk rumskrot i nakken er ikke desto mindre til stede næste år.

På en pressekonference har de kinesiske rumfartsmyndigheder mere eller mindre erkendt, hvad mange iagttagere længe har studset over og spurgt sig selv. Har Kina monstro mistet kontrol over den nedlagte rumstation Tiangong-1?

»Rumstationen har fuldført sin historiske mission og forventes at entrere jordens atmosfære på et tidspunkt i anden halvdel af 2017. Baseret på vores analyser og beregninger vil de fleste dele af rumstationen brænde op i løbet af faldet,« sagde vicedirektør Wu Ping fra Kinas kontor for bemandet rumfart ifølge det statslige nyhedsbureau Xinhua.

Den 8,5 ton tunge, men forholdsvis lille Tiangong 1-rumstation har været i kredsløb om Jorden siden september 2011 og blev besøgt første gang i juni 2012.

Ifølge Wu Ping er Tiangong-1 intakt, og Kina skal nok fortsætte med at holde øje med rumstationen og øge sit tidlige advarselssystem, hvis der opstår risici for mulige kollisioner med objekter.

Læs også: Kinas to taikonauter er hjemme igen

»Hvis muligt vil Kina offentligøre en forudsigelse af dets nedfald og reportere om det internationalt,« sagde vicedirektør Wu Ping.

Brænder op – et eller andet sted

En nedlagt satellit eller rumstation vil normalt blive taget endeligt ud af drift ved, at man tvinger den langsomt ned gennem atmosfæren for at ende dens tilværelse opslugt af flammer. En sådan afbrænding sker kontrolleret, og de fleste satellitter entrerer atmosfæren planlagt igen for at brænde op i atmosfæren over et hav for at minimere risikoen for, at debris dratter ned i hovedet på folk.

Men når Kina ikke kan sætte noget tidspunkt for nedfaldet, tyder meget på, at den vordende rumfartsnation har mistet kontrol over sin første forsøgsrumstation.

»At man ikke ved, hvornår rumstationen falder ned, betyder at man ikke ved, hvorhenne den falder ned,« siger astrofysiker hos Harvard University, Jonathan McDowell til avisen The Guardian.

Der er udsigt til, at langt hovedparten af den otte ton tunge rumstation nok skal smelte væk på sin vej gennem atmosfæren, men enkelte dele såsom raketmotoren er formentlig så tætbyggede, at de ikke brænder op fuldstændig.

»Der vil være klumper på omkring 100 kilo eller deromkring, som nok skal give dig et grimt slag, hvis de rammer dig. Men der bliver ikke tale om skader på et større areal,« lyder det fra Jonathan McDowell.

Nedfalden rumstation vil ligne meteor

Over for sitet Daily Galaxy uddyber Harvard-astrofysikeren, hvorfor der ikke er nogen grund til at være ængstelig over for det kinesiske rumdebris.

»De fleste folk vil sandsynligvis opleve rumstationens tilbagevenden som en meteor, de bemærker hen over deres hoved. Hvis det var i dag, at Tiangong-1 faldt ned, ville det ikke være særligt højt på min liste ting, man kan bekymre sig om,« siger Jonathan McDowell.

I rumfartens unge historie er ukontrollerede tilbagevendinger ikke en sjældenhed. Skylab var USA's første rumstation og et projekt som NASA realiserede i 1973 primært ved hjælp af materiel der var blevet til overs, da man strøg de sidste tre af de oprindeligt planlagte månerejser i Apollo-programmet.

Da Skylab faldt til jorden igen 1979, brændte hovedparten af stationen op over det vestlige Australien, og sidste år fandt et par landmænd i Spanien metalkugler på deres marker.

»De stammer sandsynligvis fra en to ton raket efterladt i kredsløb. Det frembragte end ikke overskrifter i nyhederne, da det hændte,« siger Jonathan McDowell.

Læs også: Kina sender ny besætning op til Tiangong-rumstationen

Tiangong-1 er i kredsløb om jorden i 370 kilometers højde. Det er en smule lavere end den internationale rumstation ISS, som sædvanligvis svæver 400 kilometer over vores isser.

Tiangong-1 er mandarinsk for ’Himmelsk Palads’, og rumstationen har fungeret som en forsøgsstation, hvor Kina har afprøvet diverse teknologier hen imod en 60 ton tung fuldt bemandet rumstation omkring år 2020.

Efterfølgeren har allerede forladt jorden. Den ubemandede Tiangong-2 blev affyret den 15.september i det nordvestlige Kina. Her er det hensigten, at to kinesiske ’taikonauter’ skal ankomme i midten af oktober og blive der i 30 dage. Til sammenligning har Kinas ’taikonauter’ kun tilbragt henholdsvis otte og tolv dage ombord på den første version af den himmelske plads i rummet.

Kina kører solo, når det gælder rumfart og er derfor ikke del af multinationale konsortium anført af USA og Rusland, der driver den 440 tons tunge ISS.

Næring til rygter

Rygterne, om at Tiangong-1 var ude af kinesernes kontrol, fik næring tidligere i år af to faktorer:

  • Fordi rumstationen er i kredsløb omkring 370 kilometers højde har amatør-astronomer holdt godt øje med den. Flere rapporterede uafhængigt af hinanden, at den afveg fra sit kredsløb og flakkede, hvilket flere formodede var et tegn på, at den var ved at rotere ud af kontrol.

  • I marts oplyste Kinas kontor for bemandet rumfart, at datalinket med Tiangong-1 var ophørt. I sin meddelelse konkretiserede kontoret ikke, hvornår rumstationen skulle brænde op og tilstanden for rumstationen blev ej heller ikke uddybet.

Kommentarer (7)

Hej Niels
Godt spottet!
Du har helt ret. Jeg kom til at blande rundt på Skylab og Spacelab. Går sporenstregs ind og retter.
Tak.
Mvh Mads Nyvold

  • 2
  • 0