Kina forærer adgang til eget navigationssystem i konkurrence med GPS

Nayibe Ramos hos USA luftvåben gennemgår en kontrolliste over 29 satelliter i kredsløb i forbindelse med USAs Global Positioning System. Blandt andet af økonomiske årsager, men ligeså vel militære på grund af USAs kontrol over GPS arbejder Kina målrettet på hurtigst muligt at få sit eget globale navigationssystem op at stå. Illustration: US Air Force

Kinas bud på et globalt positioneringssystem Beidou er et skridt tættere på at fungere uafhængigt af det amerikanske GPS.

Det er sket med tilføjelsen af den 23.satellit til det kinesiske navigationssystem, der skal være mere dækkende og uafhængig af amerikansk navigationsteknologi. Kina har arbejdet på Beidou siden 2000, og navigationssystemet navngivet efter Karlsvognen dækker allerede Riget i Midten og større dele af det østlige Asien. Civile kunder på systemet vil kunne få positionsoplysninger med 10 meters nøjagtighed, hastighed ned til 20 cm per sekund og tidsoplysninger ned til 0,02 milliontedele af et sekund.

Læs også: Kina tænder for deres egen GPS-rival Beidou

Et fuldt udbygget globalt system fordrer 35 satellitter i kredsløb og vil være klart i 2020, har Kina tidligere meddelt.

Ikke desto mindre påstår en af udviklerne af Beidou, Xu Ying, ifølge Hong Kong-avisen South China Morning Post, at den kinesiske teknologi ‘nu er lige så præcis’ som GPS. Beidou skulle ovenikøbet være endnu mere præcis end GPS inden for Kinas grænser.

Hjælper Iran med mere geopolitisk magt

Xu Yings udtalelser er ikke blevet kommenteret af det kinesiske styre, der især er interesseret i udviklingen af Beidou for at gøre Kina mindre sårbar af USA i krigssituationer, hvor GPS spiller en stadig større rolle. Til det statskontrollerede Folkets Dagblad har generaldirektøren for Kinas luftfartsteknologi Ma Xin Grui dog løftet lidt af sløret.

»Man kan slet ikke overvurdere værdien af, at vi nu har et velfungerende navigationssystem. Det er på linje med, at vi i 1960’erne udviklede vores eget atomvåbenarsenal,« er generaldirektøren for Kinas luftfartsteknologi, Ma Xingrui, citeret for at have udtalt til Folkets Dagblad.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten har Kina allerede ageret geopolitisk gennem Beidou. Det er sket ved, at Washington har forhindret Iran adgang til højpræcisionsservice fra GPS. Men sidste år underskrev Teheran og Beijing så en omfattende aftale, der i stedet giver Iran-adgang til Beidou-teknologi. Dermed får USA’s fjende i Mellemøsten altså fjernet sit højteknologiske bind for øjnene takket være Kina.

GPS er økonomisk velsignelse

Økonomisk kan Beidou også være en kæmpe gevinst for Kina. Alene i Kina forventes markedet for navigationsprodukter i 2020 at udgøre en værdi på 400 milliarder kroner, men GPS dominerer i øjeblikket selvsamme marked. For russiske GLONASS, en arv fra Sovjetunionen, døjer med masser af børnesygdomme, og troværdigheden til GLONASS er ikke blevet bedre af, at de russiske myndigheder formentlig har oversolgt projektet og haft mere end almindeligt meget besvær med at holde deres satellitter i drift.

Læs også: Amerikansk forsvar udvikler alternativ til GPS

Europas Galileo bestående af 24 satellitter forventes først at bidrage med fuld global dækning i 2020.
Ind kommer så Beido, og ligesom USA gør med sit civile gps-netværk, tilbyder kineserne sit navigationssystem gratis for at lokke nye brugere ind i butikken. Eksempelvis er Beidou tilgængeligt i Thailand, Pakistan og Laos, og omkring 30 procent af de kinesiskproducerde mobiltelefoner fra første kvartal af 2016 indeholder en Beidou-chip.

»GPS har været en stor velsignelse for USA’s økonomi de sidste tyve år. Kina ønsker en bid af kagen. Hvis man vil frygte det, kan man godt gøre det. Men Kina er klodens næststørste økonomi og vokser. Det vil være væsentligt bedre at samarbejde fremfor at bekæmpe dem,« siger Tom Langenstein, vicedirektør for position, navigation og tid hos Stanford Center til magasinet Wired.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Udmærket artikel. Som forklaret i artiklen er der andre satellit-navigations-systemer end blot GPS. Samlet betegnes alle disse systemer GNSS (Global Navigation Satellite System).

Det er helt almindeligt at GNSS modtagere modtager signaler fra mere end et satellit system. Siden ca. 2010 har mobiltelefoner (feks. Galaxy S) kunne bruge både GPS og GLONASS. Det er en chip og antenne modul der modtager fra begge systemer.

"indeholder en Beidou-chip."

Der er på markedet GNSS chips fra feks. Ublox der i samme chip kan modtage GPS, GLONASS, Beidou og endda allerede Galileo.

"For russiske GLONASS, en arv fra Sovjetunionen, døjer med masser af børnesygdomme"

Det fungerer nu udmærket. På UAS (droner) fra feks. MikroKopter bruges der samtidig GPS og GLONASS signaler, det giver ikke højere præcision end der opnås med EGNOS / SBAS / differentiel-GPS men det sikrer at man kan modtage tilstrækkelig mange satellitter når der er tungt skydække eller hvor der ikke er meget fri himmel, feks. i bymiljø mellem høje bygninger.

Derfor køb ikke et system der kun har GPS, køb et system med GNSS der kan bruge flere satellit-navigations-systemer.

  • 9
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten