Kender du disse nye ord fra 2018?

Illustration: Ingeniøren

Hvornår er et ord nyt? Når det opstår i snævre, faglige fora, eller når det optages af Sprognævnet og finder vej til TV-Avisen?

Vi udpeger her en række ord fra teknologiens verden, som vi mener har fundet et bredt publikum i 2018. Nogle af dem har haft en hurtig opvækst fra nørd til mainstream. Andre har en fortid med en helt anden betydning.

Digitale tvillinger

En digital tvilling er en virtuel kopi af et system eller fysisk udstyr, der giver mulighed for at fejle på skærmen frem for ude i virkeligheden. En digital try-and-error så at sige. Tvillingen kan forkorte opstartstiden i en produktion, optimere designet og oplære medarbejdere i avancerede funktioner og vedligeholdsopgaver. I stedet for at se på digitale informationer om produktet gennem tabeller og grafer ser man tvillingen i 3D med data, hvor de findes relevante.

Datamining

Efterhånden som databaserne vokser til uoverskuelige størrelser, bliver det stadigt vanskeligere at lave traditionelle, statistiske analyser. Til gengæld giver de store datamængder mulighed for at søge efter mønstre og strukturer, der ellers ville ligge uopdagede hen. Relevant information kan med det rette værktøj – algoritmerne – trækkes ud af meningsløse data. Datascientisterne er troldmændene bag, og de har nu mulighed for at opdage relationer mellem datapunkterne og visualisere dem. Mest anvendte eksempler ser vi inden for biotek, lægevidenskab og finans.

Kryptovaluta

Først lærte alle at sige bitcoin, uden at nogen rigtigt vidste, hvad det var. Det var noget med en valuta, der ikke tilhører en nationalbank. Men da spekulanter pludselig begyndte at tjene formuer på bitcoin og dens mange nye digitale søstervalutaer, fik kryptovaluterne de brede mediers bevågenhed. Rent teknisk er det enhver form for valuta, der kun eksisterer digitalt uden en central udstedelsesmyndighed. I stedet anvendes et decentraliseret system til registrering af transaktioner og udstedelse af nye enheder. Dermed kan man forhindre forfalskning og tvivlsomme transaktioner. Bruges ikke af Danske Bank.

Kvantecomputer

Egentlig findes den ikke. Men mange taler om den, og glæder sig til den kommer. I mellemtiden må DTU, Microsoft og andre nøjes med at simulere mekanikken i fremtidens supercomputer. Generelt vil kvantecomputere kunne løse langt mere komplekse problemer end klassiske elektroniske computere ved at bruge kvantebit (qubits) i stedet for binære cifre (bit). Det betyder, at dataene ikke længere skal begrænses til to definerede stater: 0 eller 1. Partikler i kvantemekanik er i stand til at være to steder på samme tid eller være i to kvantemekaniske tilstande på samme tid. Denne evne til at være i flere kvantemekaniske tilstande samtidig kaldes kvantemekanisk superposition. Det gør kvantecomputeren langt mere fleksibel, når beregningerne udføres parallelt.

Gig-økonomi

Engang kunne man blive ansat som tjenestemand. Et job for livet, beskyttet mod fyringsrundernes granatnedslag. Man kom i lære og endte med at bære og værne om arbejdspladsens erfaring samt kultur. Nu har vi et arbejdsmarked præget af kortsigtede kontrakter og freelancevilkår. Deloitte forventer, at 40 procent af amerikanerne vil arbejde freelance i 2020. Så – i gamle dage var en gig en tohjulet hestevogn. I dag er det en on demand-ansættelse, ofte via en app.

Postfaktuel

Ordet tog fart, da The Economist i 2016 brugte det i et tweet: »Obama founded ISIS. George Bush was behind 9/11. Welcome to post-truth politics.« Og ordet fik for alvor krop, da en af præsident Trumps rådgivere året efter på direkte tv forklarede, at Det Hvide Hus arbejder med ‘alternative facts’. Det lignede nærmest en præsidentiel legitimering af det postfaktuelle samfund, hvor følelser og tro får større indflydelse på den offentlige mening end objektive fakta.

FOMO

Er en forkortelse af Fear Of Missing Out. I 80’erne brugt af nybagte mødre, der ikke gad at amme af angst for at gå glip af noget derude. I dag har ordet fået to nye betydninger. For det første en lignende angst for at misse noget, når du via sociale medier opdager, at vennerne har det sjovere et andet sted. For det andet nervøsiteten for, at de hurtige forandringer på arbejdspladsen gør din rolle og funktion overflødig. At du bliver overflødig som menneske og medarbejder.

Biohacking

Dækker en bred genre af teknikker, hvor individet arbejder på at blive ‘den bedste version af sig selv’, som tilhængerne ynder at sige. Tesen er, at vi skal optimere vores liv med det, vi putter i vores krop – hvad enten det er mad, søvnrytme, kosttilskud eller computerchips. Man kan vel nærmest kalde det alternativ medicin i moderne hipsterforklædning, hvor stenalderkost nok blev den mest omtalte, mens den nyeste er at blive sundere ved udelukkende at drikke vand direkte fra kilden. Ofte samles fagfolk om selvopfundne eksperimenter hjemme i garagen, fordi de ikke vil anerkende lovgivningens krav til eksperimenternes validitet.

Digital detox

Mange mennesker har udviklet ‘phantom vibration syndrome’, hvor de føler deres mobiltelefon vibrere, selv om den er tavs. Et apparat, der er designet til at gøre os afhængige, og som får unge til i snit at tjekke skærmen ti gange i timen. Afhængighed er blevet teknologibegejstringens onde tvilling. Den ene tvilling forbinder – den anden isolerer. Det påvirker os mentalt såvel som fysisk, når vores hjerner mangler nedetid, kedsomhed, søvn og fokus. Vi har brug for en pause fra den permanente forbindelse. Mærke verden og os selv frem for en falsk vibration.

Hvad mangler der på listen? Bidrag gerne med flere buzzwords i kommentarsporet herunder