»Der er mange i byggebranchen, der ikke kan kemi.«
Sådan lyder de første ord, der kommer ud af munden på kemiker Peter Svane fra firmaet Overfladeteknik Maleteknisk Rådgivning. Han har undersøgt et lille udvalg af de magnesium-holdige plader, der er brugt som vindspærreplader i et hav af danske facader, både ved renovering og nybygning. De går også under navnet MgO-plader.
»Alle MgO-plader, vi har undersøgt, er stort set vandsugende i en sådan grad, at de begynder at afgive saltholdigt vand på et eller andet tidspunkt. Hovedparten af dem græder, og det med god grund,« siger Peter Svane.
Det tog ham kun få minutter at lave et opslag, som viser, at materialet er fuldstændig uegnet til at sidde udvendigt i Danmark, bl.a. med en reference fra 1946.
Hans efterfølgende målinger dokumenterer, at når luftfugtigheden er over 93 procent i en periode på 2-3 uger, bliver pladerne mættet med vand, der begynder at dryppe af sammen med magnesiumchlorid. Saltet får metaldele som plader, beslag og skruer til at korrodere.
Det kan i værste fald betyde, at eksempelvis facadetegl, der er monteret uden på pladerne kan falde ned og eventuelt ramme forbipasserende.
»Det er noget slemt møg,« som Peter Svane konstaterer.
Princippet er nøjagtig det samme, som mange tidligere benyttede i deres sommerhuse. Hæng en pose med saltkugler ned fra loftet. Saltet opsuger fugt fra luften. Når det bliver mættet, så drypper vandet af og ned i en spand eller balje.
»På mange plader står der ikke noget om, hvad de består af. Det underlige for mig som kemiker er, at branchen bruger et byggemateriale uden at vide, hvad det er,« siger Peter Svane.
Det er ellers simpelt. MgO står for magnesiumoxid. Den anden hovedkomponent i pladerne er magnesiumchlorid. Tilsammen danner de et hårdt materiale, som har været kendt i 150 år og brugt til et hav af formål, også i bygninger. Bl.a. til gulve, som blev solgt under handelsnavnet magnesit.
Udgangspunktet er et mineral, magnesit (MgCO3), der bliver brudt i åbne miner i Tyrkiet, USA og Kina. Næsten alle danske MgO-plader kommer fra Kina, men pladerne er udbredt i hele verden.
I Tyskland bliver de i vid udstrækning brugt, som vi herhjemme sætter gipsplader op. I Belgien kan de udgøre selve facadebeklædningen, og der bliver malet direkte på dem. I USA bliver de også brugt som vindspærreplader, men uden de problemer vi oplever herhjemme.
»Indendørs kan pladerne være udmærkede, og de kan også være glimrende i Nigeria,« som Peter Svane siger.
Direktør Sven Mortensen fra Enemærke & Petersen, der som den første entreprenør konstaterede problemer med pladerne i november sidste år, forstår godt populariteten.
»MgO-pladen er foran på alle punkter. Der er ikke den godkendelse, den ikke har. Den er billigere. Den har større styrke. Den revner ikke. Den er vindtæt. Der skal ikke bruges skærende værktøjer. Den har større diffusionsåbenhed (så fugten kan trænge ud, red.). Der er bare ikke en, der har kløet sig i nakken og spurgt: Det der magnesiumchlorid, hvad betyder det,« siger han.
»Derfor kom det som et chok for alle,« tilføjer direktøren.
Endnu er langt fra alle problemer med pladerne opdaget. Hvor store de er, afhænger af pladens nøjagtige sammensætning, dens tykkelse og af konstruktionen omkring den. Hvis f.eks. luftfugtigheden kan bringes under 80 procent i perioder, så afgiver pladerne fugten igen.
Det er derfor heller ikke sikkert, at pladerne skal skiftes. Nogle steder kan det f.eks. være tilstrækkeligt med øget ventilation bag klimaskærmen.
Derfor skønner Tommy Bunch, der står bag firmaet Bunch Bygningsfysik, at kun halvdelen af de magnesium-holdige plader skal udskiftes. Han har sammen med Peter Svane undersøgt pladerne i landets almennyttige boliger.
Det danske klima byder på meget høj luftfugtighed store dele af vinteren. Klimaforandringer ventes at forlænge perioderne uden frost til at udtørre luften.
Desuden bygger vi i Danmark meget tæt for at spare energi. Derfor kommer der modsat i f.eks. USA ingen restvarme ud til facadeelementet, hvilket forstærker problemet.
