Kemifabrik vil eksplodere inden for seks dage
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kemifabrik vil eksplodere inden for seks dage

Foto: Googl Maps

Kemikalier på den franskejede fabrik the Arkema Inc. i Crosby 40 km uden for Houston, vil inden for de næste seks dage blive så varme, at de eksploderer eller bryder ud i en voldsom brand. Det oplyste fabrikkens direktør, Richard Rowe, til pressen, onsdag aften.

Oversvømmelserne, der er grunden til at fabrikken vil eksplodere, skyldes orkanen Harvey, der har hærget området i den sidste uge.

Derfor er myndighederne nu gået i gang med at evakuere beboelsesområder i en afstand på 2,4 km fra fabrikken.

Læs også: Ekstremt vejr kan koste 152.000 europæere livet årligt i 2100

På fabrikken fremstilles organiske peroxider, som er kendetegnet ved at indeholde den kemiske forbindelse ROOR’.

Ekstremt reaktive forbindelser

Organiske peroxider bruges ved produktion af en lang række produkter, som for eksempel maling, plast, epoxy, PVC-rør og bordplader. Iltbindingen O-O i forbindelsen brydes let, og det gør peroxider ekstremt reaktive. Derfor skal de holdes nedkølet konstant.

Det er den nedkøling, som har svigtet på fabrikken i Texas.

Richard Rowe forklarede, at man havde forberedt sig på oversvømmelser i forbindelse med orkanen, men at de var blevet overrasket over de enorme mængder af regn.

Læs også: Antagelse om stormflod skød cirka 2.500 år forkert

Det anslås, at der på kort tid faldt over én meter regn, hvilket betød, at vitale områder på fabrikken kom til at stå under to meter vand. De store mængder vand gjorde, at fabrikkens elforsyning blev afskåret. Også to backup-generatorer blev oversvømmet, og det har ikke været muligt at reetablere elforsyningen.

»Materialerne kan nu eksplodere eller forårsage en intens brand. Vandniveauet på fabrikken og mangel på elforsyning gør, at vi ikke kan forhindre det,« siger Richard Rowe til amerikanske medier.