Årets Ig Nobelpriser for forskning, der først får én til at grine og derefter tænke, er uddelt på Harvard University i Boston, USA for 27. gang.
Ingeniøren omtalte første gang Ig Nobelpriserne i 1992 på Bagsiden af den trykte avis. Når det ikke skete på ing.dk, skyldtes det, at vores onlinesite først så dagens lys to år senere!
Den daværende og nuværende bagsideredaktør Lynch fremhævede dengang, at fredsprisen gik til Los Angeles' politichef, Daryl Gates, for hans enestående metoder til at ryste folk sammen.
Her skal jeg nok lige minde om, at Daryl Gates var en hård politihund under optøjerne i Los Angeles i 1992, der fulgte, efter at Rodney King var blevet gennembanket af politiet under en anholdelse.
Siden har vi stort set hvert år omtalt de skøre Nobelpriser i avisen eller på ing.dk, og i år skal I heller ikke snydes. For der er faktisk interessant forskning mellem årets modtagere. Og vejen til en rigtig Nobelpris går nogle gange over en Ig Nobel-pris, som det skete for Andre Geim, der i 2000 modtog en Ig Nobel-pris for at holde en levende frø svævende i et magnetfelt, og i 2010 modtog Nobelprisen i fysik for opdagelsen af det todimensionelle vidundermateriale grafen.
Der blev i år uddelt 10 Ig Nobelpriser, og lad mig kort nævne nogle få af dem, som jeg gætter på interesserer ing.dk’s læsere mest.
Fysikprisen gik til Marc-Antoine Fardin fra École Normale Supérieure de Lyon for at undersøge spørgsmålet: Kan en kat både være af fast og flydende form?
Det gjorde han i en artikel i Rheology Bulletin – rheologi er videnskaben for strømning af materialer, hvad enten der er tale om en væske eller et blødt plastagtigt materiale.
Ordet kommer fra græsk rheo (strømning) og logia (studie af), og meget passende indleder Fardin sin artikel på græsk med Heraklits berømte citat: πάντα ρει – eller på godt dansk 'alt flyder'.
Fardin tager udgangspunkt i påstanden katte er flydende på sitet boredpanda.com og erklærer, at det er hans hensigt at vise, om denne påstand kan siges at være nagelfast ved at bruge værktøjer fra moderne rheologi.
Han finder faktisk et vist belæg for, at katte rent faktisk kan siges at være flydende, men må alligevel konkludere, at der ikke kan drages en endegyldig konklusion. Der er simpelthen meget mere, der skal undersøges.
Til sin yderste tilfredshed bemærker han dog, at katte er et meget velegnet modelsystem for rheologisk forskning. Og for det fortjener han så sandelig sin pris.
Vi bliver lidt i samme boldgade, for minsandten om der ikke også var en fluid dynamik-pris.
Den gik til Jiwon Han fra Korea for studier af, hvad der sker for en person, der bevæger sig med et krus med kaffe i hånden.
Mest imponerende var, at Jiwon Han var gymnasieelev, da han skrev sin artikel, som er offentliggjort i tidsskriftet Achievements in the Life Sciences
Udgangspunktet for den meget omfattende og detaljerede undersøgelse er, at det erfaringsmæssigt er svært at bevæge sig rundt med et fyldt kaffekrus uden at spilde.
Jiwon Han gik seriøst til værks og undersøgte både kaffe og vin i henholdsvis cylindriske krus og vinglas. Han fandt, at der er markante forskelle på de kræfter og resonansfænomener, der opstår i de to forskellige væskebeholdere.
Genialiteten i arbejdet kommer frem, da han viser og forklarer, at man kan forandre resonansprocesserne ved at bevæge sig baglæns og dermed mindske risikoen for kaffespild.
Men Jiwon Han er ikke en tør teoretiker, der straks anbefaler denne løsning i kontorlandskaberne verden over. Han bemærker nemlig, at selv om baglæns bevægelse undertrykker resonansen, så øger det risikoen for at falde over en sten eller støde ind i en kollega, der også bevæger sig baglæns. Og som Jiwon Han klogt konkluderer, vil det helt bestemt føre til kaffespild.
Derfor anbefaler han, at man i stedet holder kaffekruset i et klovgreb, som har næsten samme gavnlige effekt som baglæns bevægelse.
Hertil kan man sige tak for kaffe.
Det var blot to af priserne.
Der var også en pris til forskere, der havde studeret, hvorvidt personers risikovillighed i forbindelse med spil er påvirket af, om de har været i kontakt med en levende krokodille, og til forskere, der har demonstreret, at enæggede tvillinger ikke altid er i stand til at vide, om et foto viser dem selv eller deres tvilling.
For en del år siden fulgte jeg med stor spænding med i, hvem Marc Abrahams og de øvrige personer bag Ig Nobel-priserne havde fundet frem til, men efterhånden synes jeg, han kører lidt for meget i det samme spor.
Det er ikke helt uinteressant at se, hvilke skøre ting som finder nåde, men det er måske blevet lidt for pænt og ligegyldigt.
Godt nok modtog Volkswagen i 2016 en kemipris for at nedbringe emissionerne fra dieselbiler, når de blev testet, men der savnes nu lidt mere saftige valg.
Jeg nævnte i begyndelsen, at den anden Ig Nobel-fredspris gik til en hårdtslående politichef. Hertil kan tilføjes, at den allerførste Ig Nobelpris for fred blev tildelt brintbombens opfinder Edward Teller, som også var en stor fortaler for stjernekrigsprojektet, »for hans livslange bestræbelser på at ændre betydningen af fred, som vi kender det.«
Måske er det på tide for Ig Nobelpriserne at genopfinde sig selv. Det samme kan også til nogen grad siges om de rigtige Nobelpriser. Det emne tager jeg op i næste uge.
