Kan Europa undvære atomkraften?
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kan Europa undvære atomkraften?

Jordskælvet 11. marts rystede ikke bare Japan, men hele det internationale samfund. I skrivende stund er det stadig usikkert, om japanerne får alt under kontrol på Fukushima-kraftværket - men uanset udfaldet har frygten for atomkraft igen bredt sig.

Resultatet er, at politikere på stribe har fået kolde fødder over for planlagte udbygninger - EU-Kommissionen opfordrer til, at man evaluerer sikkerheden af alle europæiske kraftværker, og den tyske energikommissær Günther Oettinger vil revurdere behovet for atomkraft i Europa. Det samme gælder den danske klimakommissær Connie Hedegaard, der mener, at løbet er kørt for a-kraften.

Men spørgsmålet er, om det er en postgang for tidligt, og om det overhovedet er realistisk at droppe atomkraften på europæisk niveau på den korte og mellemlange bane?

Som det er i dag, er EU afhængig af atomkraft, hvis unionens CO2-mål skal indfries. Atomkraft er stor set CO2-neutral, og det internationale energiagentur, IEA, anslår, at et atomkraftværk på 1.000 MW sparer omgivelserne for seks millioner ton CO2 og relaterede partikler i forhold til et kulkraftværk.

Atomkraft udgør allerede en central del af EU's energiforsyning. Ved udgangen af januar 2011 var der 159 reaktorer i drift i EU, som leverede ca. 144 GW. Det svarer til godt en tredjedel af elproduktionen i EU og 15 procent af energiproduktionen, og IEA forventer, at atomkraftens andel i elproduktionen vil ligge nogenlunde stabil frem mod 2035.

Store EU-lande satser

Flere af de store EU-lande satser på atomkraft. Ikke mindst Storbritannien, som over de næste ti år mister 22 GW elproduktion fra forældede kraftværker. Briterne har derfor planlagt at bygge fire 1.600 MW reaktorer, og yderligere ni er foreslået opført.

I Italien har parlamentet godkendt byggeriet af op til ti reaktorer på hver 1.600-1.700 MW efter årtiers stop for a-kraft. Hertil kommer Frankrig, der får cirka 75 procent af sin elektricitet fra atomkraft, og som vil erstatte eksisterende a-kraft-værker med nye.

Også mindre EU-lande som Rumænien, Tjekkiet, Bulgarien, Ungarn og ikke mindst Finland vil udbygge atomkraften og ser det som helt nødvendigt for at sikre en stabil elforsyning og reducere CO2-udslippene. Selv Sverige, som får cirka halvdelen af sin elektricitet fra atomkraft, har for nyligt ændret holdning og vil erstatte gamle værker med nye.

Hvis de planlagte kraftværker ikke bygges som følge af situationen i Japan, vil EU mangle godt 20 GW. Læg dertil knap 43 GW, der er endnu ikke er planlagt, men som er under forberedelse i EU-landene. Det skal forstås som nye reaktorer, der er undervejs, men endnu ikke officielt godkendt.

Den kapacitet skal i givet fald erstattes, men spørgsmålet er af hvad? Vedvarende energi gennemgår i forvejen en massiv udbygning og vil ifølge IEA stige til 41 procent af elproduktionen i EU i 2035, hvis samtlige officielle udmeldinger inden for VE realiseres.

Det er det, IEA kalder for New Policies Scenario. Vindkraft forventes at stå for 40 procent af den udbygning, men det giver allerede nu omfattende travlhed hos systemoperatørerne i Europa, Entso-e. Årsagen er, at det europæiske elnet er meget nedslidt og skal opgraders og udbygges i hidtil uset omfang for at kunne sende eksempelvis vindkraft fra Nordsøen til forbrugscentrene i Europa. Det arbejde vil koste minimum 200 milliarder euro eller knap 1.500 milliarder kroner, anslår Entso-e. Flere iagttagerere peger dog på, at EU kan gøre sig fri af atomkraften gennem VE-udbygningen, men at det vil koste store summer, og heller ikke VE er altid lige populært hos befolkningen.

Også politisk vil et farvel til a-kraft få store implikationer for EU. Ganske som FN's klimapanel anser EU a-kraft som afgørende for at bekæmpe klimaforandringerne, og atomkraft ses som en stabil og billig energikilde set over levetiden for kraftværkerne. Det er vigtigt for industriens konkurrencekraft på det globale marked.

Desuden kan EU spare store summer ved at producere sin energi internt. Så sent som 8. marts præsenterede klimakommissær Connie Hedegaard en køreplan frem mod en lavkulstof-økonomi i 2050. Her beregnede kommissionen blandt andet, at EU ved at forbedre energieffektiviteten og overgå til CO2-venlige energikilder, som kommer fra internt i EU, kan spare mellem 1.300 og 2.300 milliarder kroner om året frem mod 2050 i reduceret import af fossile brændsler.

Reduceret afhængighed

Endelig har det til dato været et kardinalpunkt for EU at reducere afhængigheden af importeret energi. Det gælder først og fremmest naturgas fra Rusland samt kul og olie. At øge andelen af fossile brændsler i energiforsyningen vil være et monumentalt opgør med de sidste fem-ti års klima- og energipolitik i EU og med stor sandsynlighed medføre større CO2-udslip.

Der er med andre ord både forsyningsmæssige, økonomiske og politiske overvejelser, der taler for at at a-kraft er kommet for at blive i hvert fald på kort og mellemlang bane. Omvendt har bl.a. NGO'er peget på, at EU på længere sigt kan blive fri for atomkraft, hvis man ønsker det. Spørgsmålet til de europæiske politikere er så, om de gør det?

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten