Kampen om kloakkerne stopper aldrig
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kampen om kloakkerne stopper aldrig

'Inden af mange Gader, især de ud til Borgergaden, findes sædvanlig overtrukne med Menneskeexkrementer og Rendestenene ere opfyldte med saa mange stillestaaende og forraadnede Ting, at man ved at passere der i varme Dage, indaander lutter mephitisk Luft.'

Sådan bliver kloakeringen - eller rettere sagt manglen på samme - i København beskrevet i klagebladet Politivennen i 1799 og gengivet i historikeren Nina Søndergaards speciale 'Mephitiske dunster og møddinger'.

213 år og omkring 1.300 km kloakrør og stikledninger senere er kloakkerne stadig på dagsordenen i hovedstaden. I dag er det dog ikke mephitiske dunster, der er problemet, men at den løsning, som efter hårde politiske kampe blev valgt i 1857 - nemlig fælleskloakering, hvor både regnvand og spildevand afledes i de samme rør - ikke kan holde til nutidens skybrud. Derfor kan menneskeekskrementer sammen med massive vandmasser stadig ende på de københavnske gader samt i kældre og lavtliggende huse.

Københavns første moderne kloak bliver anlagt på Nørrebro i 1859 efter lang tids strid. De gamle kloakker – her under Østerbro, hvor kvartermester Benny Fledelius inspicerer dem – er stadig i brug, for de har vist sig at holde markant længere, end man troede, de ville. (Foto: Københavns Energi)

»Hovedideen var god. Man fik både håndteret spildevand og regnvand, men når der kommer rigtig meget regn, kan systemet ikke klare det længere,« siger forsyningsdirektør Per Jacobsen fra Københavns Energi i dag.

Inspiration fra London

Opbygningen af kloaksystemet sker stort set samtidig med, at en dansk ingeniørstand vokser frem, og de naturvidenskabelige metoder og argumenter bliver bedre dokumenteret og mere accepterede. Således kommer det første forslag til et rigtigt kombineret vandforsynings- og kloaksystem fra en af de første kandidater fra Den Polytekniske Læreanstalt, der blev oprettet i 1829.

I 1844 hyrer den københavnske borgerrepræsentation nemlig F.C. Kabell til at komme med et 'Forslag til en forbedret Vandforsyning og Gadeskylning for Kjøbenhavn.'

Forslaget er omtalt i etnologen Hanne Lindegaards ph.d.-afhandling 'Ud af røret? Planer, processer og paradokser omkring det Københavnske kloaksystem 1840-2001'. Over 65 sider beskriver Kabell de mange fordele ved en kombineret vandforsyning og kloakering, som man har i Hamborg, Paris og ikke mindst i London:

'London har under sine Gader et over hele Staden udstrakt Kloak-system, og et dermed i Forbindelse staaende velberegnet Vandforsyningsanlæg; dette tilfører det rene, hiint bortfører det smudsige Vand. Saaledes er det muligt, at alt bliver usynligt, som hos os saa ofte saarer Øiet og Næsen.'

Latrin blev en industri

Håndtering af spildevand er en kerneopgave for enhver by. Betydningen kan ses i nogle af de første større byer i Indien og Mellemøsten, hvor der er 3.000 år gamle kloakker. I København bliver der senest i 1300-tallet bygget lokummer på en bro ud over stranden for enden af Hyskenstræde.

Det grå spildevand - altså fra køkkener, vask etc. - smides på det tidspunkt på møddinger og i byens grøfter og dybe rendestene. Rendestenene fører ud til vandløb og havet, men mange steder er der ikke rigtig fald på dem, så spildevandet står tit og gærer og stinker.

I 1584 får man ved kongelig resolution lov til at gennembryde voldene med de første murede kloakker, der kan lede spildevandet til voldgraven omkring byen. På det tidspunkt ender afføring i latringruber, der er gravet ud i de fleste baggårde, og i 1600-tallet pålægges nogle vognmænd at tømme latrinen og køre den ud af byen til tørrepladser, hvor bønderne kan hente den.

Bortset fra, at natmændene spilder for meget på de hullede veje gennem byen, fungerer systemet, og der opstår en hel industri omkring indsamling og salg af latrin.

Gennem de næste 200 år vokser byens befolkningstal imidlertid fra 41.000 i 1672 til 120.000 i 1840, uden at byens areal udvides. Samtidig er der omkring 3.000 heste, 1.450 køer og 750 svin i København. Alt sammen inden for en by på ca. 3 km^2. Hvis nutidens kommune havde samme befolkningstæthed, ville der bo 5,4 millioner mennesker inden for kommunegrænsen.

Den dominerende teori om smittespredning i denne periode er 'miasmeteorien', der siger, at smitte spredes gennem luften og udvikler sig på steder med stillestående affald og forrådnelse. Ildelugt er derfor et faretegn - og et tegn, som byens indbyggere bliver konfronteret med, og klager over, hver dag.

Første brug af statistik

I København er bystyret i 1840 todelt. Der er den valgte Borgerrepræsentation og den kongeudpegede Magistrat. Førstnævnte er domineret af de store ejendomsbesiddere, som er interesserede i moderne forsyninger - men både i Borgerrepræsentationen og Magistraten er man meget kritiske over for tiltag, der vil koste grundejerne penge og vil tvinge dem til at tillade kloakker på deres jord.

Kabells bedste modargument er statistik: Med baggrund i britiske undersøgelser anslår han, at man kan redde 344 københavneres liv hvert år, hvis de sanitære forhold forbedres. Ifølge Hanne Lindegaard er det et af de første eksempler på, at ingeniører og læger bruger statistik til at argumentere over for politikerne.

»Statistikken var fra omkring 1800 blevet en anerkendt disciplin, og ser vi på de befolkningsstatistiske argumenter, italesættes de af danske læger allerede i starten af 1800-tallet. Landets befolkning var ikke længere lig med Guds vilje, men en størrelse, man kunne regulere ved at igangsætte forskellige tiltag,« forklarer hun.

Lærte af koleraepidemi

Heller ikke dengang var alle dog lige modtagelige for statistik. Da Borgerrepræsentationen i maj 1953 igen havde presset på for at få kloakering vedtaget, svarede overpræsidenten for Københavns kongeudpegede magistrat, Michael Lange, uimponeret tilbage:

'[Han kan ikke] lægge nogen særdeles Vægt paa de under Sagen fremkomne statistiske Noticer og Beregninger angaaende den uheldige Indflydelse, Savnet af Kloaker skal have paa Mortalitets-Forholdet (i hvilken Heenseende det iøvrigt ogsaa vil have sine Vanskeligheder at godtgjøre den rette Causal-Forbindelse, idet den større Dødelighed, hvor den viser sig, ordentligviis beroer paa flere samvirkende Omstændigheder)'.

En måned senere brød en koleraepidemi ud, der over de næste fem måneder kostede fire procent af byens indbyggere livet. Epidemien bragte en anden polytekniker på banen: Ludvig August Colding var i 1845 blevet udnævnt til vandinspektør og i 1850 til stadsingeniør.

Spild af god gødning

Fra 1849 arbejdede han med planer for at udrulle vandledninger og et separat kloaksystem i København, og efter koleraudbruddet laver han sammen med den berømte kemiker Julius Thomsen en undersøgelse af sygdomsforløbet, der afkræftede lægernes hidtidigt herskende miasme-teori. Byen har brug for rent vand og gode kloakker, fastslog makkerparret.

Men at skylle spildevandet i havnen er et utilladeligt spild, mener overpræsident Lange og flere andre. Latrinen er mange penge værd for bønderne, og der er mange beskæftiget med at køre den væk. Borgerrepræsentationen beder derefter Colding hente ekspertise i udlandet, og han får den britiske ingeniør James Simpson til at undersøge Københavns planer, for han har erfaring fra flere britiske byer.

Simpson anerkender de københavnske planer og understreger vigtigheden af, vandledninger og kloakker intalleres samtidig:

'... at Indretningen af det forbedrede Vandvæsen nødvendigviis maa have Indretningen af et Kloakvæsen til Følge, fordi Erfaringen har godtgjort, at Mange ville benytte Vandforraadet for at skylle Latrinindholdet ud i Rendestenene og derfra i Canaler og Havnen.'

Begynder i brokvartererne

Rådet bliver dog ignoreret i København, hvor Indenrigsministeriet på grund af uenigheden mellem Borgerrepræsentationen og Magistraten beslutter at afvise kloaksystemet og kun godkende installationen af vand- og gasledninger. Trods afslaget arbejder Borgerrepræsentationen videre med planerne, og det bliver op til ingeniørerne at finde en løsning, der er spiselig for alle parter.

I 1856 præsenterer Colding et kompromis: I brokvartererne, der er vokset frem, efter at militæret opgav forbuddet mod at bygge i et kilometerbredt bælte omkring København, skal der nedlægges kloakker, der kan rumme både gråt spildevand og sort spildevand. Samme system - men i dybereliggende hovedledninger - skal installeres i den gamle del af byen. Men i første omgang må der ikke tilsluttes toiletter, så latrinerne og hele industrien omkring dem bevares foreløbig. Spildevandet ledes til havn eller nærmeste vandløb.

For Per Jacobsen virker hans forgængers plan som et columbusæg.

»Havde man foreslået at bygge et separatsystem, så havde det været tydeligt, at hensigten var at erstatte latrinerne med rigtige toiletter. Men ved at vælge et fællessystem kunne de, der kæmpede for at bevare latrinsystemet, ikke protestere.«

I 1859 bliver den første kloak lagt ned på Nørrebro, og i de følgende år bliver stadig større dele af byen kloakeret. Mange af murstenskloakkerne fra den tid har i øvrigt vist meget god holdbarhed og er stadig en del af systemet i dag.

Brun fane til Køge bugt

Med etableringen af kloaksystemet er diskussionen dog ikke slut. Ingeniører og læger bliver ved med at påpege det tåbelige i at have et velfungerende kloaksystem, men samtidig forbyde toiletter. Allerede i 1850'erne har indbyggerne i London fået rigtige toiletter, og indbyggerne i København vil ikke vente.

Det første toilet er allerede blevet installeret i 1846, men det bliver tømt i rendestenen i nattens mulm og mørke. I 1857 anslår lægen Hornemann, at der er omkring 300 toiletter i byen. Og mange af de, der ikke har toiletter, bruger de nyinstallerede vaskes afløb i sådan en grad, at bystyret i 1871 kræver, at der bliver monteret vandlåse på alle vaske.

Vandlåsene fjerner de mephitiske dunster, men ikke problemet. Allerede i 1880'erne erkender kommunen, at man om sommeren kan se en brun fane i vandet hele vejen ned til Køge Bugt, og i 1892 offentliggør direktøren for De Danske Sukkerfabrikker - og senere direktør for Polyteknisk Institut - G.A. Hagemann i Ingeniøren en beregning, der viser, at 'ikke engang 1/4 af den aarlige Ekskrementmasse opsamles her i Byen ved vort nuværende System - 3/4 gaa alt nu bort gennem kloakerne'. Han fremhæver desuden, at værdien af latrinen er faldet kraftigt.

Fra 1830'erne og frem er den kemiske videnskab nemlig blevet meget bedre funderet, og allerede i 1852 begynder Fredens Mølles Fabrikker i Sundbyerne at fremstille kunstgødningen superfosfat. Da landbrugets behov for kunstgødning steg i 1870'erne, blev der lavet lignende fabrikker over hele landet. Kunstgødningen var lettere at håndtere og havde ikke de samme lugtgener som udspredning af latrin, så efterspørgslen på de københavnske fækalier faldt støt.

Ud af den stinkende havn

Opgaven med at få stoppet udledningerne og koblet toiletter på kloakken tilfalder Coldings efterfølger, Charles Ambt. I 1886 er han blevet udnævnt til stadsingeniør. Han kaster sig straks ud i et omfattende planlægningsarbejde, for de mange lugtklager gør det klart, at man ikke kan regne med at indføre wc'er og fortsætte den direkte udledning til havnen og Svanemøllebugten.

I 1893 vedtager bystyret Ambts plan om at lægge afskærende ledninger langs havnen og føre spildevandet til en pumpestation på Kløvermarken, hvorfra det skal pumpes i Øresund. Samtidig bliver det tilladt at tilslutte toiletter.

Selv om både politikere, borgere og ingeniører har set, hvordan stinkende spildevand har forplumret havnens vand, tror både politikere, borgere og ingeniører i begyndelsen af århundredet, at strømmen i Øresund er kraftig nok til at fortynde spildevandet, og i 1904 hyldes Charles Ambt i Ingeniøren som manden, der reddede tusindvis af københavneres liv:

'Naar Dødelighedsprocenten fra 1890-1900 er gået ned fra 21,28 pro Mille til 17,58 pro Mille og i 1903 16,01 pro Mille, saa ere de nævnte Forhold her utvivlsomt af stor Indflydelse ved siden af, at Drikkevandsforsyningen her i Byen i samme Tidsrum gik over til udelukkende at tages ved artesiske Kildeboringer.'

Helgoland må lukke

Fra 1920'erne begynder der dog at komme klager over udledningen, især i Svanemøllebugten, hvor gæsterne på badeanstalten Helgoland plages af bakterier og lugt. I 1932 lukker badeanstalten, og i 1950 forbyder embedslægen al badning i Københavns Havn.

»I 1970'erne kommer der et billede af, at vi ikke længere vil acceptere, at de kystnære områder er møgbeskidte. Det leder til beslutningen om at bygge Lynetteanlægget i 1979. Men de første mange år er vandet stadig forurenet, når det løber ud i Øresund,« fortæller Københavns Energis forsyningsdirektør, Per Jacobsen.

I dag bliver spildevandet renset både mekanisk, kemisk og biologisk, og i 2002 åbnede havnebadet ved Islands Brygge. Siden har Københavns Energi været travlt beskæftiget med at sørge for badevandskvaliteten. Lidt for meget faktisk, viste skybruddet sidste år.

»Vi har sikret badevandet ved at bygge store overløbsbygværker og ved at forhindre, at regnvand kan løbe direkte i havnen. Men vi har fået lukket så godt af, at oversvømmelserne blev større end nødvendigt, så nu er vi i fuld gang med at lukke op igen,« Per Jacobsen.

Monsterregn en ny udfordring

De næste 20 år vil handle om monsterregn og klimaændringer, forudser Per Jacobsen. Både i København og i resten af landet står striden om, hvor stor en del af fremtidens kraftigere regnfald der skal klares med grønne tage, faskiner og lokal nedsivning, og hvor meget kloakkerne skal klare - og ligesom i 1850 er der både usikkerhed om beregninger, hensyn til omgivelserne og ideologi involveret.

I august fremlagde Københavns Kommune således en skybrudsplan til en samlet pris på 3,8 mia. kr. Men samtidig skal det store kloaksystem vedligeholdes, for opgaven er den samme som for 150 år siden: at sikre borgerne mod de sygdomme, der kommer fra sammenblanding af drikkevand og spildevand.

»I det daglige går vi og vedligeholder noget, som dygtige mennesker fandt på for 150 år siden, men dybest set handler det om at redde menneskeliv. Det er vigtigt at huske på,« siger Per Jacobsen.

»Vi kan ikke opgøre i tal, hvor mange liv der er blevet reddet, men da British Medical Journal for nogle år siden spurgte sine læsere, hvad der var den vigtigste medicinske milepæl siden 1840, valgte de bevidstheden om at adskille drikkevand og spildevand,« fortæller han.

Penicillin var nummer to.

Kommentarer (6)

Hvis man gennem tiden ikke havde haft så travlt mad at asfaltere og flisebelægge alle vegne ville der sikkert være meget vand som kunne løbe ned i undergrunden istedet for ned i kloakkerne.
Det initiativ som kbh´s kommune har taget med at få folk til at koble deres tagvand fra kloakken og lede det ud i faskiner er da en løsning der vil noget.
Hvad med at udvikle tanken til gadernes regnvandskloakker, så alt det dejlige regnvand ikke blev ledt ud i havet, men kunne bruges om et vist antal år som drikkevand.
Mvh Tom

  • 0
  • 0

Det initiativ som kbh´s kommune har taget med at få folk til at koble deres tagvand fra kloakken og lede det ud i faskiner er da en løsning der vil noget.

Tom

1) Set i forhold til underskuddet af grundvand under København, er det en fin løsning

2) Set i f.t. syndflods regnvejr på 150-200 l/s/ha, forslår det som en skrædder i helvedet, og relationen til en halvering af vandregningen, har ikke hold i kolde fakts

  • 0
  • 0

eller ikke dengang var alle dog lige modtagelige for statistik. Da Borgerrepræsentationen i maj 1953 igen havde presset på for at få kloakering vedtaget, svarede overpræsidenten for Københavns kongeudpegede magistrat, Michael Lange, uimponeret tilbage:

‘[Han kan ikke] lægge nogen særdeles Vægt paa de under Sagen fremkomne statistiske Noticer og Beregninger angaaende den uheldige Indflydelse, Savnet af Kloaker skal have paa Mortalitets-Forholdet (i hvilken Heenseende det iøvrigt ogsaa vil have sine Vanskeligheder at godtgjøre den rette Causal-Forbindelse, idet den større Dødelighed, hvor den viser sig, ordentligviis beroer paa flere samvirkende Omstændigheder)’.

Det var nok i 1854 - nok talte man også "mærkeligt" i magistraten i 1954, men nok næppe så mærkeligt ;-)

Og ja, ved godt at der er en mailadresse i toppen, men en fejlrapporteringsknap kunne sagtens (og bedre) implementeres a la "Upassende" funktionen, så dette er for at være lidt på tværs ;-)

M

  • 0
  • 0