Kampen mod madspild: Nu skal rodfrugter i varmtvandsbade med krydderolie

De sprøde, renvaskede gulerødder strutter af sundhed, når vi lægger posen med dem i indkøbskurven. Men kigger vi på gulerødderne under lup, kan vi se, at de er fyldt med ridser i skrællen.

De ridser stammer især fra vaskeprocessen med effektive børster, der fjerner jord og skidt. Men ridserne kan sænke holdbarheden for rodfrugterne, fordi bakterier og svamp fra marken kan let trænge ind i dem. Derfor kan selve vaskeprocessen øge smitterisikoen.

Et helt nyt dansk forskningsprojekt, Kvalirod, med Aarhus Universitet i spidsen skal kigge nærmere på, hvordan man kan forbedre vaskeprocessen, så rodfrugternes holdbarhed øges.

Nøgleordene kan være varmtvandsbad og krydderolie.

Varmt bad kan fremme forsvarsstofferne

Før i tiden solgte man for eksempel gulerødder med jord på, og så vaskede husmoderen selv gulerødderne derhjemme og brugte dem med det samme.

Læs også: Fremtidens svin skal parteres efter CT-scanning

I dag køber mange forbrugere rodfrugterne i poser og lægger dem i køleskabet, hvor de bliver brugt over længere tid. Man kommer ikke uden om vaskeprocessen, hvor gulerødderne bliver polerede, for de fleste forbrugere foretrækker at købe rene grøntsager.

Men i dag bliver rodfrugterne vasket i koldt vand, og forskerne tror, at man ved at putte dem i varmtvandsbade kan øge den efterfølgende holdbarhed.

»Vores hypotese er, at når man varmvandsbehandler rodfrugter, påvirker man de levende produkter – altså rodfrugterne, der, selv om de er høstet, stadigvæk er i stand til at lave metaboliske, kemiske omsætninger,« forklarer lektor ved Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet Merete Edelenbos.

»På den måde kan man få opreguleret rodfrugternes egne forsvarsstoffer, så produkterne i sig selv har en større modstandsdygtighed over for mikroorganismer, så de ikke udvikler sig,« siger hun.

Planteolie med antimikrobielle egenskaber

Samtidig vil forskerne undersøge, om tilsætning af planteolier til vaskevandet kan beskytte rodfrugterne mod bakterier og svampe.

Læs også: Den vertikale farm: Landbrug uden jord og naturligt sollys

»Der findes jo planteolier med naturlige antimikrobielle egenskaber såsom timianolie og oreganoolie. Spørgsmålet er, om det forlænger holdbarheden af rodfrugterne, hvis vi i vaskeprocessen drypper eller sprayer planteolierne på,« siger Merete Edelenbos.

Mulighed for nyt eksportmarked

Kvalirod-projektet er fireårigt og netop gået i gang med støtte fra GUDP (Grønt Udviklings- og DemonstrationsProgram). Ud over Aarhus Universitet deltager en række firmaer fra rodfrugtsbranchen.

Målsætningen er at forlænge rodfrugternes holdbarhed med 14 dage.

Læs også: Nytænkning skal bevare de danske planters gener og sikre, at de bliver brugt

Det vil ifølge projektets deltagere reducere madspildet med 5 procent i butikkerne og 30 procent hos forbrugerne.

Oven i vil længere holdbarhed på rodfrugter kunne føre til et nyt eksportmarked for danske grøntsager. For i dag kan man på grund af den lange transporttid til blandt andet Kina ikke sælge rodfrugter til asiatiske lande.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

De normale 1-2kg's poser med gulerødder herhjemme er i hvert fald ikke vaskede (og det er lige meget om de er øko eller ej), så jeg kan ikke helt genkende dette? De såkaldte 'snackgulerødder' man kan købe til enorm overpris ser normalt nogenlunde vaskede ud, men der står alligevel altid på posen at de skal vaskes inden brug, så helt rene skal man nok ikke regne med at de er.

Hvis jeg alligevel skal vaske dem (hvilket jeg altid gør inden brug), så gør det ikke den store forskel om der er lidt eller meget jord på, så hvorfor lader man dem så ikke bare være som de er hvis de holder bedst på den måde?

Ok, hvis man kan forlænge holdbarheden yderligere ved at bruge relativt harmløse midler som de nævnte olier, så kan det give mening i og med at man kan reducere spildet på den måde.

  • 6
  • 1

Det må være derfor gulerødder har kortere holdbarhed end før. De mugner inden for få dage, så de burde sælges i løsvægt fremfor i kg's poser. Ellers må vi selv dyrke vore vintergulerødder, eller købe frosne.

  • 2
  • 0

WHAT ....."ikke vaskede". SAMTLIGE købe-gulerødder er jo netop vaskede!

Og det er jo dét der er hele problemet. Så snart jorden vaskes af og gulerødderne o.lign. kommer våde i en lufttæt pose, så er de halvrådne inden de lander ude i butikkerne.

Lad nu jorden side og læg evt. gulerødderne i en papirspose, så vil vi have friske og ikke-rådne gulerødde ude i butikkerne. KISS :-P

  • 5
  • 0

SAMTLIGE købe-gulerødder er jo netop vaskede!

Det kan godt være at de gulerødder jeg køber har været vasket i teknisk forstand, men ikke særligt grundigt da der tydeligvis stadig er lidt jord på dem. Jeg tænker at de nok er skyllet for at tage det værste, men heller ikke meget mere. Bekendt af tidligere historier om frugt og grønt der er vasket i kloakvand, så vil jeg dog altid selv rense det lige meget hvor rene de skulle se ud.

At de så kun skulle holde et par dage kan jeg så heller ikke helt genkende - jeg har ikke de store problemer i at få dem til at holde en uges tid, og det kan endda lade sig gøre uden for køleskabet.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten