Kamp om softwarefolk: Terma har de unge talenter på radaren
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kamp om softwarefolk: Terma har de unge talenter på radaren

Terma producerer bl.a. radarsystemer, her installeret på det britiske krigsskib HMS Clyde. Illustration: Terma

En gang imellem kan Lars Overby godt undre sig lidt. Han er ansvarlig for softwareudvikling i en virksomhed, som i hans optik er ret unik set med danske øjne. En virksomhed, der leverer højteknologisk udstyr til rumfartøjer, kampfly, helikoptere og overvågning af kritisk infrastruktur som lufthavne og kraftværker. Som beskæftiger 1.500 mand på verdensplan og ifølge Lars Overby kan tilbyde sine 110 software­udviklere nogle »ret vilde karrieremuligheder«.

Alligevel har Terma i disse år store vanskeligheder med at skaffe de nødvendige softwareingeniører til at følge med væksten. Virksomhedens softwareafdeling har i skrivende stund slået 30 stillinger op, og Lars Overby gør sig ingen illusioner om, at det bliver let at besætte dem.

»Sidste år var det også besværligt at finde softwareudviklere, men det er langt mere besværligt i år, det kan vi tydeligt mærke, og jeg tror, det vil blive endnu mere besværligt næste år. Det er derfor, vi er begyndt at kigge på, om vi skal etablere os andre steder end i Danmark,« siger Lars Overby, hvis afdeling har 15 jobsamtaler linet op, alene i den uge hvor Ingeniøren er på besøg.

Terma giver danske ingeniørstuderende mulighed for at komme på fem måneders praktikophold hos Lockheed Martin i Fort Worth, Texas. Det er et af flere tiltag, som vice president Lars Overby håber kan få de unge softwareingeniører til at vende blikket mod Terma. Illustration: Terma

På sin vis er det lidt paradoksalt: Terma kan designe strømforsyninger på størrelse med en skotøjsæske, der kan flyve seks milliarder kilometer ud i det ydre rum med rumfartøjet Rosetta – som endte sine dage på overfladen af kometen 67P/Churyumov-Gerasimenko i efteråret 2016 efter en meget omtalt mission. Men de kan ikke få 30 software­ingeniører til at komme til Lystrup eller Herlev, hvor Terma har en sjællandsk afdeling.

Læs også: Termas drengerøvsteknologi hitter – men ikke hos kvinderne

»Det er desværre ved at være normalen i et meget svært jobmarked,« lyder det fra Lars Overby.

Terma har for tiden tre headhunter­bureauer i gang med at finde softwareingeniører. Men pipelinen er tyndere end de foregående år, og ansøgerne færre, konstaterer softwareudviklingschefen. Ligesom lønpresset bliver højere og højere.

Som så mange andre produktionsvirksomheder mærker Terma, at nye konkurrenter såsom bankerne og de store techvirksomheder også river og flår i softwareingeniørerne.

Kæmpeordre til F-35-jagerfly

På mange fronter går det ellers strygende for Terma. Regnskabet for 2016/2017 blev det hidtil bedste for virksomheden med en omsætning på 1,7 milliarder kroner og et resultat før skat på 120 millioner kroner. Virksomheden skal levere et væld af komponenter til USA’s nye kampfly, F-35, som også det danske forsvar har valgt som sin næste generation af jagerfly, og rundt omkring i verden bliver forsvarsbudgetterne øget.

Alene i Vesteuropa steg de ifølge det svenske forskningsinstitut Sipri med 2,6 procent mellem 2015 og 2016. Og herhjemme får Forsvaret tilført 12,8 milliarder kroner ekstra hen over de næste seks år, hvilket er den første egentlige budgetforøgelse siden den kolde krig.

Terma er leveringsdygtig i mange typer militært isenkram og har blandt andet stået for kontrol- og kommandosystemer i Søværnets Standard Flex-skibe og Absalon-klassen (billedet). Illustration: Terma

Samtidig kan Terma glæde sig over, at virksomheden er ny i top-20 på årets Profil-liste – placeret foran ellers velkendte virksomheder som B&O, Mærsk og Lundbeck. Placeringen som nummer 16 er et hop på 11 pladser i forhold til sidste år og virksomhedens højeste placering nogensinde.

Missioner skaber interesse

Men rekrutteringssituationen giver anledning til bekymring, lyder det fra HR-partner Peter Rankenberg Thomsen:

»Vi nyder godt af vores navn. Men vi kan godt mærke, at rigtig mange virksomheder vækster, og i de områder, hvor der er færrest mennesker og flest behov, er der virkelig rift om talenterne.«

Illustration: MI Grafik

Medieomtalen af blandt andet de rumfartsmissioner, som Terma er involveret i, er med til at trække Terma-navnet langt frem i bevidstheden. Senest har virksomheden leveret udstyr til ESA’s seneste Mars-sonde, der blev sendt op i foråret 2016.

Helt konkret oplever Peter Rankenberg Thomsen, at antallet af uopfordrede ansøgninger i indbakken vokser markant i kølvandet på medieomtalen. Alligevel er Terma nødt til at gå nye veje for at få fat i netop softwareingeniørerne og andre ombejlede specialister:

»Vi har indset, at når vi skal henvende os til specifikke målgrupper, er vi nødt til at gå et skridt videre og henvende os direkte til dem. Og invitere dem mere indenfor,« siger han.

Vil bryde med gammelt image

Det der med at komme indenfor hos Terma er ellers ikke noget, man bare lige gør. Helt lavpraktisk skal man passere gennem det store hegn, der omkranser hovedkvarteret.

Det er nødvendigt i kraft af de produkter og brancher, som Terma beskæftiger sig med. Men som den relativt nytilkomne Lars Overby udtrykker det, er hegnet måske også med til at give et indtryk af, at Terma er sådan en lidt hemmelig og lukket virksomhed. En virksomhed, der kun tager de allerbedste.

»Og det gør vi altså ikke. Vi tager dem, vi skal bruge. Selvfølgelig vil vi gerne have de dygtigste, men jeg synes også, vi er gode til at gøre folk til de bedste,« siger han.

Går målrettet efter de studerende

Derfor går Terma nu målrettet efter de studerende. Det har virksomheden sådan set altid gjort, understreger Peter Rankenberg Thomsen, men nu gør man det for fuld skrue.

Et af de nyeste tiltag er et internt konsulentprogram, der bedst kan sammenlignes med de graduate-programmer, der kører i andre store virksomheder. Her får de unge medarbejdere lov til at rotere rundt mellem afdelingens forskellige projekter – med mulighed for efterfølgende at blive ansat som intern konsulent i Terma, så man ikke er bundet til ét projekt.

»Det har vi fået rigtig god respons på,« siger Peter Rankenberg Thomsen.

Et andet initiativ er, at Terma giver danske ingeniørstuderende mulighed for at komme på fem måneders praktikophold i Fort Worth, Texas, hos amerikanske Lockheed Martin, som Terma ofte samarbejder med. Praktikopholdet står amerikanerne for, men Terma faciliterer opholdet og klæder de studerende på til det.

Det er den slags tiltag, som Lars Overby håber, kan få de unge softwareingeniører til at vende blikket mod Terma. Kombineret med fuldt blus på drengerøvsfascinationen og en god balance mellem arbejde og privatliv.

»Det er klart, at der er et lønpres i disse tider, men det er meget sjældent, at vi siger nej til folk på grund af deres lønkrav. Det er ikke løn, du får de unge ind på i dag.«

Outsourcing kan blive nødvendig

Både Peter Rankenberg Thomsen og Lars Overby finder trøst i, at ancienniteten blandt Termas medarbejdere er forholdsvist høj med 10,33 år i gennemsnit. Når først man er kommet ind, bliver man der.

Men derfor giver den skærpede kamp om softwarespecialisterne alligevel grund til bekymring. Konsekvensen kan blive, at Terma bliver nødt til at placere større dele af sin softwareudvikling i udlandet. Allerede i dag outsourcer man opgaver til især Østeuropa.

»Det virkelig katastrofale ville være, at vi bliver nødt til at sige nej til opgaver. Det kan betyde, at vi som global virksomhed kigger rundt i verden og ser på, hvor vi kan få løst opgaverne. Men det ville have den konsekvens, at spændende, højteknologiske arbejdspladser ryger ud af landet,« siger Peter Rankenberg Thomsen, inden han tilføjer:

»Helst vil vi jo finde de rette profiler her i Danmark og ansætte dem her.«

Læs magasinet Profil 2018

Profil 2018

Se listen over de 111 største ingeniørvirksomheders image HER

Nyuddannet datalog kandidat grad.

Har søgt job ved Terma 2 gange nu, bor i Århus og alle job jeg har søgt er mindre end 1 time væk i bil.

Tror jeg har stået mere end 3 eller 6 måneder i deres database fordi har fået email at jeg snart slettet begrund af at jeg har stået så længe.

Så når de skriver de ikke kan finde kvalificeret arbejdskraft, så betyder det at det er arbejdes kraft der har bedre uddannelse end kandidat i datalogi, ja det er svær at finde.

Okay til deres forsvar jeg har ikke erhverserfaring.

  • 4
  • 0