Til kamp mod elektronikskrot: En reparationsrevolte er på vej

Millioner af prustende landbrugsmaskiner på den nordlige halvkugle knokler i disse uger for at få høsten i hus.

Ved første øjekast ser alt ud, som det har gjort i adskillige årtier. Men på ét væsentligt punkt er noget i landbrugssektoren forandret markant inden for de seneste 15 år:

Går traktoren, mejetærskeren eller andet udstyr i stå, kan landmanden ofte intet stille op. Modsat sine forgængere er nutidens landmand ofte afskåret fra at snuppe skruetrækker eller svensknøgle og sporenstregs fikse sine mekaniske arbejdsheste.

»Tidligere var enhederne primært mekaniske, men når de i stigende grad indeholder elektronik og software, bliver det svært for forbrugerne selv at gøre noget. Derudover er der en tendens til, at man udskifter hele dele såsom gearkasser i stedet for at reparere,« siger Henning Sjørslev Lyngvig, som er jordbrugsteknolog, landmand og konsulent for brancheforeningen Danske Maskinstationer og Entreprenører.

Retten til at reparere

Og hvis du synes, landmændenes situation virker velkendt, er du ikke på afveje. De indskrænkninger og forhindringer, landmændene møder, når de ønsker at reparere eller opgradere, volder også kvaler i andre produkter – lige fra vores biler, hårde hvidevarer og hospitalsudstyr til forbrugselektronik såsom fjernsyn, mobiltelefoner og computere.

Barriererne skyldes blandt andet softwarelåse, som spærrer for reparationer, og at producenterne i mange tilfælde dikterer, at autoriserede værksteder skal tage sig af alle reparationer, hvis ikke man vil sætte garantien over styr eller risikere at blive udelukket fra at kunne købe de nødvendige reservedele.

Nogle producenter har det yder­mere med at afvige fra standarder og ty til lukkede systemer og et design, som det kræver specialfremstillet værktøj at tilgå.

»Vi skal have lov til at reparere vores eget udstyr. Vi kan ikke vente, når det går i stykker midt under høsten. Producenterne udnytter situa­tionen til at flå os for flere penge,« kritiserede John Hansen, formand for landmændene i den amerikanske delstat Nebraska, under en høring i år i USA om retten til at reparere produkter, man selv har købt og ejer.

Landmændenes særlige rolle

»Jeg kan helt sikkert godt genkende problematikken. Maskinerne bliver hele tiden dyrere, uden at det nødvendigvis ser ud til, at driftsomkostningerne er mindre eller holdbarheden bedre,« siger Karl Henning Mikkelsen. Han er tidligere bygnings- og anlægsingeniør i en kommune og besluttede i 1997 at dedikere sit arbejdsliv til sit biodynamiske landbrug fordelt på 34 hektar midt på den jyske hede.

Det er ikke tilfældigt, at denne historie begynder med landmændene, selvom deres reparationskvaler er identiske med andre faggrupper og forbrugeres. For landmændene spiller en særlig rolle i en teknisk og teknologisk tendens, som vedrører os alle. Mere om den rolle senere.

Den tiltagende tendens er nemlig, at der længe har ulmet en modstand og et oprør blandt ‘fiksere’, uafhængige reparatører og gør det selv-folk. Et opgør imod, at vores ejendele i stigende grad er svære eller decideret umulige at reparere.

Og det oprør ser ud til at kulminere i disse år.

Producenter skal presses

Både USA’s myndighed for håndhævelse af ophavsret (Copyright Office) og Europa-Parlamentet blæser nemlig til kamp for en reparationsrevolte.

»Vi skal gøre det muligt at reparere alle produkter på markedet. Vi må sikre, at batterier ikke længere limes ind i et produkt, men skrues ind, så vi ikke behøver smide en telefon ud, når batteriet dør. Vi skal sørge for, at forbrugerne er opmærksomme på, hvor længe produkterne holder, og hvordan de kan repareres,« siger det franske medlem af Europa-Parlamentet for De Grønne, Pascal Durand, som udtaler sig på vegne af hele parlamentet.

Parlamentet har vedtaget en betænkning med en kraftig opfordring til EU-Kommissionen om at indføre et mærkat, der angiver et produktets holdbarhed samt mulighed for reparationer og opgraderinger.

Desuden bør medlemslandene skabe incitamenter, der fremmer produktionen af holdbare produkter, som kan repareres, og indføre ‘passende afskrækkende foranstaltninger’ for producenter, der afviger.

Kasserer og køber nyt

Men hvorfor er det overhovedet værd at kere sig om reparationer og udskiftninger, som vi selv kan udføre?

Prisen på produkter er jo dalet drastisk de seneste ti år. I mange tilfælde er der ikke det store at spare ved at reparere frem for at købe nyt. Læg dertil, at vi tit skrotter velfungerende produkter, fordi vi foretrækker nyere modeller, eller fordi de gamle ikke længere er energieffektive.

Men det er en særdeles skidt tendens, lyder det fra reparationstilhængerne. De fremhæver fire faktorer:

For det første gavner det typisk produktionen i Asien, når vi kyler defekte eller forældede genstande ud og køber nyt. Øgede vi i stedet de økonomiske aktiviteter i EU relateret til en længere levetid for vores produkter – herunder mere vedlige­hold og flere reparationer – med 1 procent, ville det resultere i en aggregeret effekt med en nettoværdi i disse sektorer på 46,23 milliarder kroner. Det viser en rapport fra EU’s komité for det indre marked.

For det andet får producenterne større indflydelse på levetiden af et produkt, jo mindre muligheden er for, at vi selv eller uafhængige reparatører kan fikse vores ejendele.

Dertil kommer, at skrotbjerge over alt i verden vokser med voldsom fart, fordi vi i stadigt højere grad kasserer vores brødristere, køleskabe, hårtørrere, opvaskemaskiner, computere og mobiltelefoner.

Ifølge FN kasserer vi på verdensplan over 55 millioner ton elektronik årligt. Heraf bliver blot 15,5 procent indsamlet og genanvendt i forskellige genanvendelsesordninger. I Danmark er mængden af elektronikaffald, målt i vægt, steget med 80 procent i perioden 1995-2015.

»I betragtning af, at størstedelen af elektronik bliver lettere, fortæller udviklingen i vægten virkelig om en stigning,« siger Keshav Parajuly, forsker i miljøteknologi ved SDU Livscykluscenter.

Vi vil gerne

Og endelig, som det fjerde argument mod bare at skrotte løs, så er der en del, der tyder på, at vi faktisk gerne vil det anderledes. Ifølge en Eurobarometer-undersøgelse ønsker 77 procent af europæiske forbrugere at reparere produkter frem for at købe nye – men vi kasserer, fordi prisen på reparationen eller serviceniveauet afskrækker os.

Herhjemme spenderede vi, ifølge Danmarks Statistik, 177 kroner om året på reparationer af husholdningsapparater i 1998. Den udgift var i 2015 faldet til 20 kroner – til trods for at prisen på en reparation tilsvarende er steget.

I Holland, som på mange punkter er det land, vi bedst kan sammenligne os med, er antallet af firmaer med speciale i elektronikreparationer faldet fra 4.500 til 2.500 på ti år.

I Polen, som ellers er et af de europæiske lande, hvor der traditionelt er blevet repareret mest, faldt samme tal med 16 procent på to år.

Reparationer er besværlige

Men hvilke benspænd står i vejen for reparationer? De kan opdeles i to grupper: de mekaniske og de softwaremæssige.

Europa-Parlamentet vil de mekaniske benspænd til livs og langer ud efter producenterne for bevidst at modarbejde reparationer.

Mange enkeltdele i elektronik er for eksempel indkapslet i lim. Muligheden for opgraderinger er ofte ikke-eksisterende. Producenter har for uvane at udfase, fordyre eller blokere for brug af reservedele samt anvende specialfremstillede skruer og lukkede standarder.

Vigtige komponenter såsom batterier og LED-komponenter er ikke altid fastgjort i produkter af sikkerhedshensyn, men måske snarere for at sætte fart i udskiftningscyklussen.

For dyrt for os og miljøet

Forbrugerrådet Tænk kører i øjeblikket en kampagne for nemmere reparationer og mere holdbare produkter, og organisationens kritik er stort set enslydende:

»Vores produkter bør ikke være så besværlige at få repareret. Det er for dyrt for både forbrugere og miljøet,« siger rådets formand, Anja Philip.

At der er noget om sagen, indikerer tests foretaget af iFixit.org, som er verdens største fiks det selv-firma. IFixit splitter produkter ad og giver dem karakter baseret på, hvor lette eller rettere svære produkterne er at reparere eller opgradere. Altså nogenlunde som det mærkat, Europa­-Parlamentet vil indføre.

En gennemgang af iFixits tests i årenes løb tyder på, at det bliver sværere og sværere at foretage reparationer, uanset hvor ferm og fingernem man så ellers måtte være.

Særligt Samsung og Apple har stået for skud, men den nyeste bundkarakter er tildelt Microsofts to nye Surface-computere. De er ifølge iFixit konstrueret med henblik på en begrænset levetid og på ikke at kunne repareres. Grundelementerne er limet sammen, og vil du have adgang til indmaden, som i øvrigt er fastloddet, skal du skære stofbeklædningen ved tastaturet i stykker.

Microsoft har ikke besvaret Ingeniørens henvendelse om sagen.

Tyr til piratsoftware

Står det til Europa-Parlamentet, skal sådanne mekaniske benspænd for reparationer altså være fortid. Parlamentets fokus på produkters mekaniske dele forsømmer dog den voksende betydning af software.

Det står til gengæld for skud i USA. Både USA’s myndighed for håndhævelse af ophavsret og lovforslagshøringer i 11 delstater sigter på at ændre ophavsretten i forbindelse med software. Formålet er at gøre det lovligt at reparere alt, man ejer – selv hvis det betyder, at man må hacke produktets software.

Virksomheder som bilproducenten Ford, it-giganten Apple, traktorproducenten John Deere og adskillige elektronikfabrikanter kritiserer tiltaget. De mener, at man ved at åbne for adgang til software bryder med ophavsretten, og at uautoriserede modifikationer kan have negativ indvirkning på udstyret og dets opfyldelse af f.eks. miljøkrav. Sådan har diskussionen bølget frem og tilbage i årevis. Men inden for de seneste 12 måneder er ophavsretskontoret og politikerne begyndt at lytte og agere for alvor. Og så vender vi endelig tilbage til landmændene:

Politikernes lydhørhed er opstået, netop som landmændenes hovedorganisationer plæderer for retten til at reparere egne produkter. Og som i Danmark har de amerikanske landbrugsorganisationer politisk tyngde og centralt placerede lobbyister.

Vil åbne og fikse

»Landmændene vil ikke udvande nogens intellektuelle rettigheder. De ved, hvor meget det koster producenterne at udvikle deres grej. Men de vil være i stand til at åbne det og fikse det,« siger The American Farm Bureau Federations seniordirektør for relationer i kongressen, Mary-Kay Thatcher, til mediet Vice Motherboard.

Landmændene er især bekymrede for, hvorvidt producenterne vil supportere softwaren i hele den forventede levetid for deres maskiner. En velholdt traktor kan holde i 20 eller 30 år, men det er uvist, om producenterne vil understøtte deres modeller så længe.

Desuden betyder de store afstande i USA, at landmændene sommetider skal vente i dagevis på, at en autoriseret reparatør dukker op. Derfor bruger bønderne uautoriserede diagnosticeringskabler og køber crackede versioner af traktorproducenters software i Ukraine og Polen.

Træt af proceduren

Landmændene klager også til USA’s myndighed for ophavsret, som kan udstede undtagelser fra ophavsretten i forbindelse med software, hvis grunden er behov for en reparation. Hurdlen er blot, at undtagelserne kun gælder for tre år. Så skal sagen genbehandles, og den procedure er ophavsretskontoret træt af. Hvor de i 2000 blev bedt om at forny 325 undtagelser, modtog kontoret i 2015 40.000 henvendelser.

Kontoret anbefaler USA’s regering at gøre det til en gældende undtagelse, at kunder må tilgå software for at reparere. Landmændenes pression kan derfor ende med at få store konsekvenser for os alle.

»Det er positivt – og lad os nu se, hvor det ender. For mig er det stadig svært at fatte, at vi skal bede om lov til at reparere de produkter, vi ejer,« siger Keshav Parajuly fra SDU.