Kalundborgs nye biotekcenter får 128 millioner kr.

Med en samlet pengepose på 128 millioner kroner vil det sjællandske Biotek-center Biopro i Kalundborg skabe bedre grobund for, at virksomheder spirer og skaber vækst og arbejdspladser.

Biopro forbinder universiteterne og erhvervslivet for at skabe nye virksomheder. Målsætningen lyder på, at otte nye virksomheder skal startes inden for de næste fire år, så mellem 100 og 200 nye arbejdspladser vil åbne, skriver Biopro i en pressemeddelelse.

Biopro bliver styret af Capnova, som består af CP Kelco, Dong Energy, DTU, Københavns Universitet, Novo Nordisk og Novozymes. Capnova henviser til opstarten af firmaet Biomatics Technology, der skete for nylig.

Centrets samlede budget på 128 millioner kroner kommer mange steder fra. Region Sjælland byder ind med 28,1 mio. kr., virksomhederne og universiteter bag Biopro investerer 47,2 mio. kr., og resten kommer fra Innovationsfonden.

Det nye rygstød til biotek-branchen i Danmark glæder uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R). Hun kaldet det afgørende for Danmarks udvikling som velfærdssamfund, at forskningen og virksomhederne har en tæt forbindelse, samt at vi får vores viden ud at virke i virksomhederne, gerne hurtigere end i dag.

»Vi ved, at når danske virksomheder får nye gode ideer, er det tit, fordi de har lavet et samarbejde med forskere eller videninstitutioner. Bevillingen kan forhåbentlig være med til at stimulere den udvikling yderligere,« siger hun.