Kakerlak-robot skal finde overlevende i sammenstyrtede huse

Kakerlak-robot skal finde overlevende i sammenstyrtede huse

Redningsrobotter skal helst kunne komme ind i sammenstyrtede bygninger for at lede efter overlevende. Derfor har amerikanske forskere udviklet en kakerlak-robot, der kan presse kroppen sammen og stadig bevæge sig fremad gennem en smal sprække.

Kakerlakker er fantastiske dyr - de kan nærmest overleve på et fedtet fingeraftryk, og de kan leve over det meste af verden. De er med andre ord ekstremt tilpasningsdygtige.

Dette har løbende motiveret robotforskere til at nærstudere de små dyr for at aflure nogle af deres tricks. Det har allerede resulteret i robotter med kakerlak-karakteristika - både i forhold den måde de bevæger sig på, og hvordan de bruger deres følehorn til at aflæse omgivelserne.

Øverst ses en levende kakerlak presset sammen, uden at den tager skade. Nederst ses robot-kakerlakken udsat for samme tryk. Foto: University of Berkeley

Læs også: VIDEO: Det er ikke nemt at være katastroferobot

Nu kommer så kakerlak-redningsrobotten, der har en struktur, som gør, at den kan presse sig gennem smalle sprækker.

Forskerne ved University of California, Berkeley tog levende kakerlakker og pressede dem sammen for at undersøge, hvordan deres ydre skelet reagerede, og hvordan de var i stand til at bevæge sig fremad, selv om de blev udsat for at blive trykket 60 procent sammen i forhold til den oprindelige størrelse.

Det viste sig at være en meget kompleks proces. Faktisk var kakerlakkerne i stand til at bevæge sig fremad, selv om de blev presset sammen med en vægt på 300 gange deres egen kropsvægt. For bedre at forstå processen benyttede forskerne high-speed-kameraer.

Læs også: Amerikansk forsvar udfordrer robotindustrien med katastroferobot

Derefter udviklede forskerne, sammen med professor Robert Full fra instituttet for Integrative Biology, et exoskelet, der på samme måde kunne presses sammen, efter teknikken i japansk origami. Bløde robot-ben gjorde, at robotten ikke blev ødelagt under tryk, men fortsat kunne bevæge sig fremad.

Robotten er 75 mm høj, men kan presses sammen, så den kun fylder 35 mm. Den er på størrelse med en håndflade, vejer 46 gram og er i modsætning til eksisterende redningsrobotter selvkørende og uafhængig af forbindelser til omverdenen.

Kommentarer (4)

Hvis robotten er fuldt funktionsdygtigt ved en højde på 35 mm, hvorfor skal den så ind imellem være 75 mm høj? Hvis man sparer sammenfoldningsmekanismerne, eller udfoldningsmekanismerne om du vil, så kunne man måske få den ned på 30 mm.

Til det beskrevne formål vil jeg tro en udformning som en skolopender vil være bedre egnet.

  • 1
  • 0

Måske sådanne "insekt robotter" ville passe godt til anbringelse på en lidt større drone-lidt a lá krigsflyvere på et hangarskib. Forbindes "insekt-robotten" med sin "moder-drone" via et rørsystem vil man få mulighed for at transortere materiale - eller luft eller væske, på en nem måde via de gange eller sprækker den pågældende insekt drone("kakerlak") bevæger sig ad.

  • 0
  • 0