Kæmpetelt skal holde på forurening fra Fukushima-værket
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kæmpetelt skal holde på forurening fra Fukushima-værket

Fukushima, 12. marts 2011: Det havarerede japanske atomkraftværk rammes af en voldsom brinteksplosion, der sprænger taget af reaktorbygning 1. I dagene derpå ødelægger lignende eksplosioner store dele af reaktorbygning 3 og 4.

Nu, godt tre måneder efter natur- og atomkatastrofen i Japan, påbegynder kraftværksoperatøren, Tepco, indkapslingen af de beskadigede bygninger. Planen er i første omgang at pakke dem ind i lufttætte, teltlignende konstruktioner, der skal forhindre, at mere radioaktivt materiale slipper ud - og at regn trænger ind.

På mandag indledes byggearbejdet omkring reaktorbygning 1. Tepco oplyser, at man vil bruge fjernstyrede kraner til at rejse søjler ud for bygningens fire hjørner og forsyne dem med tværbjælker i stål.

Derefter monteres tag- og vægpaneler, som på forhånd er sat sammen til størst mulige moduler for at mindske arbejdet ved reaktorerne. Panelerne består af polyestervæv præpareret med en tætsluttende vinylklorid-resin-coating.

Den færdige konstruktion bliver 47 meter lang, 42 meter bred og 54 meter høj. Opførelsen sker ud fra et 'beam-to-column-princip', som også anvendes i traditionelt japansk husbyggeri. På den måde er det muligt at samle stålskelettet med kranerne alene - uden at arbejdere er direkte involveret og udsættes for stråling. Princippet gør desuden konstruktionen modstandsdygtig over for såvel orkanagtig vind som jordskælv.

En midlertidig løsning

Tepco understreger, at indkapslingen med polyestervæv er en midlertidig nødløsning. På længere sigt skal reaktorerne omsluttes af betonsarkofager. Her står japanerne imidlertid over for en kæmpe opgave, for ifølge eksperter vil en sådan indkapsling bl.a. kræve, at værket får et helt nyt fundament.

Inden man når så langt, er det frem for alt vigtigt, at skaderne på reaktorindeslutningerne repareres, så der ikke længere trænger radioaktivt forurenet kølevand ud i andre dele af værket. Men så langt er de japanske teknikere endnu ikke nået. De forsøger fortsat at pumpe vand ud af værket i en grad, så lagerkapaciteten på over 100.000 ton risikerer at være opbrugt i begyndelsen af næste uge.

I sidste uge skulle Tepco egentlig have taget et nyt anlæg i drift, som dagligt kan dekontaminere op mod 1.200 ton radioaktivt forurenet vand og dermed skabe ny kapacitet. Begge dele ses som en forudsætning for de mere langsigtede planer for en stabilisering af det katastroferamte atomkraftværk.

Men den fransk-amerikanske teknologi svigtede få timer efter starten - ifølge operatøren som følge af en uventet høj koncentration af radioaktivitet i et rensningsfilter. Årsagen formodes at være særligt forurenende materialer, der er trængt ind i anlægget - eller at vandet har højere strålingsværdier, end man hidtil har målt.

Nu forsøger man sig med andre filtre, mens det radioaktive vand fortsat stiger.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten