Kæmpeslagteri brænder ned og udsender giftig røg

16. april 2007 kl. 00:00
Brandfolk kæmper for at slukke en voldsom brand på slagteriet i Blans, hvor størstedelen allerede er brændt ned. 9000 svin er gået op i røg, og 1000 ansatte ser deres arbejdsplads forsvinde.
Artiklen er ældre end 30 dage

Mellem syv og otte brandværn kæmper for at redde resterne af Danish Crowns slagteri i Blans ved Sønderborg. Tre fjerdedele af slagteriet er allerede nedbrændt, og det er usikkert, om de 1.000 ansatte får et job at vende tilbage til.

Brandfolk på stedet betegner situationen for meget alvorlig, og politiet har bedt beboere i området om at holde sig inden døre.

»Der er brand i to store produktionshaller, og det brander kraftigt i den ene af dem. Der er meget sort røg, og det tyder på, at der er giftstoffer i røgen, så vi må opfordre folk til at have døre og vinduer lukket i området og sikre, at man ikke går ind i røgfanen, således at man får giftig røg ned i lungerne,« siger Bent Frandsen fra Sønderborg Politi til Jydske Vestkysten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brandfolk kan ikke komme tæt på bygningen

Branden startede kort før midnat i en produktionshal, men bredte sig hurtigt til andre haller, hvor den fortærede skærestuen, pakkeriet og slagteriets splinternye kølerum til 26 millioner.
De seneste meldinger lyder på, at alle større produktionshaller er brændt ned.
Der var ingen levende svin, da branden opstod, men 9.000 slagtede svin er blevet spist af flammerne.
100 frivillige brandfolk har kæmpet med branden siden i nat, og nu er branden ved at være under kontrol, lyder det fra indsatsleder, Johannes Johannsen.

Fabrikschef: "Det er en katastrofe"

Fabrikschef Ole Karlsen kaldte situationen for en katastrofe, inden han skulle snakke med tillidsfolkene til de omkring 1000 ansatte.

Slagteriet modtager 46.000 svin om ugen og stod netop overfor at øge produktionen til 56.000 svin, men nu er svinetransporterne omdirigeret til slagterier i Vojens og Horsens.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger