Kæmpenedslag på Månen kunne ses fra Jorden uden kikkert

Nye billeder viser, at et kæmpe nedslag fandt sted på Månen 17. marts i år. Det er den største eksplosion, man har observeret på Månen, siden observationer af den art begyndte.

Meteoritten smadrede ind i Månen med en hastighed på 90.000 kilometer i timen. Herved blev der skabt et krater med en diameter på 20 meter. Nedslaget skabte så kraftigt et kraftigt lysglimt, at det var synligt med det blotte øje for enhver, der observerede Månen på netop dette tidspunkt.

Astronomer fra Nasa har holdt øje med nedslag på Månen de seneste otte år, og Bill Cooke fra Nasas Meteoroid Environment Office oplyser i en pressemeddelelse, at større klippestykke faldt ned i området kaldet Mare Imbrium på Månen.

Eksplosionen ved nedslaget var ti gange kraftigere, end hvad man hidtil havde set.

Nedslaget blev ikke observeret, mens det skete, men blev optaget på video og blev fundet af Ron Suggs fra Nasas Marshall Space Flight Center i Huntsville, Alabama.

Videooptagelsen viser det kraftige glimt fra nedslaget, som blev filmet med et af Nasas 36-centimeter teleskoper.

Forskerne anslår, at klippestykket eller meteoritten har haft en diameter på mellem 30 og 40 centimeter og vejet omkring 40 kg. Kraften ved nedslaget svarer til en eksplosion af fem ton TNT.

Analyserne viser også, at nedslaget måske ikke var en isoleret begivenhed. Natten til den 17. marts observerede en række kameraer fra Nasa og University of Western Ontario et usædvanligt højt antal meteorer. Disse bevægede sig næsten alle langs det samme kredsløb mellem Jorden og asteroidebæltet.

På Jorden er vi delvist beskyttet mod mange af disse meteorer af atmosfæren, men Månen, hvor der ingen atmosfære er, er mere udsat. Nasa har observeret flere end 300 meteornedslag på Månens overflade siden 2005.

Nasa vil nu forsøge at få deres rumsonde Lunar Reconnaissance Orbiter til at fotografere nedslagsstedet for at indsamle mere information om begivenheden. Samtidig vil man holde øje med, om der igen næste år, når Jorden passerer igennem det samme område i rummet, optræder lignende store nedslag.

Se Nasas video om nedslaget

Læs også artikel på Space.com

Læs også artikel hos National geographics

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Kan nogen venligst forklare, hvordan noget kan eksplodere i et vakuum og give os en lys glimt?

  • 0
  • 0

Jeg har forsøgt at lave et hurtigt overslag på den udløste energimængde. Ud fra NASA´s oplysninger har jeg regnet hastigheden til knap 25000 m/sek. Som kinetisk energi svarer dette til 12,5 10^9 joules som efter tabel fra wikipedia for TNT ( 4,18910^9 joules/ton TNT) må være meget tæt på 3 og ikke de 5 som er oplyst. Har jeg regnet rigtigt? :-) En hastighed på 25 km/sek. er i den lave ende af de kosmiske hastigheder og tyder på at meteoren har indhentet månen i dens omløb. mvh: Jens

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten