Kæmpe indsprøjtning: 855 mia. kr skal booste Norges infrastruktur

De kommende 12 år skal der bygges veje og jernbaner, bores og sprænges tunneler og anlægges havne i et hidtil uhørt højt tempo i Norge.

I april fremlagde den norske regering en national transportplan for perioden 2018 til 2029, og nu er regeringen blevet enige med sine støttepartier, Venstre og Kristeligt Folkeparti, om store dele af planen.

I alt har partierne afsat 750 mia. kr. på statsbudgettet. Dertil skal der lægges omkring 105 mia. kr, som forskellige bompengeordninger vil indbringe i perioden. Samlet giver det et budget på 855 mia. kr. - svarende til 62 mia. kr. om året i gennemsnit - 37 procent højere end budgettet for 2017.

Skibstunnel på vej

Blandt de projekter, som der nu er udsigt til bliver gennemført, er en 1,7 km lang tunnel til skibe, der skal bores og sprænges mellem Moldefjorden og Vanylvsfjorden. Skibstunnelen gør, at skibene ikke behøver at sejle ud gennem Stadhavet, som en kombination af vind, strøm og bølger gør svært at sejle i.

Stad Skibstunnel har et budget på 2,2 mia. kr. og skal efter planen opføres over 3-4 år. Den norske regering satser nemlig på at flytte en stor del af de lange godstransporter fra lastbiler til jernbanevogne og fragtskibe.

Målet er at 30 procent af transporter på over 300 km i 2030 skal rulle på baner eller bølger. I 2050 skal det være halvdelen af de lange transporter.

Læs også: Grafik: Sådan kan verdens største skibstunnel i Norge ende med at se ud

Derfor vil partierne bruge 15 mia. kr. på at forbedre forholdene for gods på de norske baner. Blandt andet vil partierne bygge en ny intercity-jernbane mellem byerne i Østlandet og den nye Ringeriksbane mellem Oslo og Hønefoss. Samtidig anlægges en ny europavej mellem Høgkastet og Hønefoss.

Kontroversiel tunnel

Længere mod syd har regeringen og støttepartierne besluttet, at bygge en ny tunnel under Oslofjorden parallelt med den eksisterende.

Projektet har været meget omdiskuteret, fordi den nuværende tunnel er så stejl, at bremserne på lastbiler jævnligt overopheder og forårsager brande. Derfor har det været overvejet at lukke tunnelen og bygge en bro i stedet.

Men regeringen og dens støtter mener, at det både vil være for dyrt og tage for længe at bygge en bro. I stedet ønsker man at bygge en ny - og lige så stejl - tunnel parallelt med den eksisterende og bore forbindelser mellem de to tunneller, så bilisterne kan flygte over i det andet tunnelrør i tilfælde af brand.

Læs også: Nordmænd planlægger tunnel, der bryder EUs sikkerhedskrav

»En bro koster 13-14 mia. kr. Og hvis man vælger en bro, vil det skyde opførelsen mange, mange år ud i fremtiden. Vi har behov for en hurtig afklaring,« begrunder Nikolai Astrup fra Høyre, leder transportkomiteen, over for Teknisk Ukeblad.

Et ekstra tunnelrør vil desuden gøre det muligt at holde ét tunnelrør åbent, når/hvis der sker et uheld.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Synd Danmark ikke fik lidt mere af Nordsøens undergrund. Synd vi ikke har/har haft mere progressive regeringer! - Blå såvel som lyseblå!

  • 8
  • 4

Det er ganske pudsigt, at Norge, der ikke er EU-medlem, men blot er med i EØS, nu igangsætter EU's forslag om at overflytte 30 pct. at transporter på over 300 km i 2030 til bane eller skib, og at det skal hæves til halvdelen af de lange transporter i 2050. Her i landet, afviser de blå - det omfatter også Soc.dem. overhovedet at tage stilling til forslaget. Det er for vidtgående, og slet ikke nødvendigt, lyder det, bl.a. fra den af danske vognmænd sponsorerede Kr. Pihl Lorentzen (V).

  • 7
  • 2

Her i landet, afviser de blå - det omfatter også Soc.dem. overhovedet at tage stilling til forslaget. Det er for vidtgående, og slet ikke nødvendigt, lyder det, bl.a. fra den af danske vognmænd sponsorerede Kr. Pihl Lorentzen (V).

@ Arne Lund

Ja okay det er de borgerliges skyld der ikke bygges nok veje i Danmark. Hmm!

Norge og Danmark kan ikke rigtigt sammenlignes i denne her situation. Norges geografi gør, det er ekstremt dyrt at bygge nye veje og baner. Der skal bygges mange tunneler og broer, over dybe fjorde og høje fjelde.

I Danmark er infrastrukturen allerede meget godt udbygget. Ja, jernbanen mangler et dobbeltspor his-og-her og nogle motorveje skal være lidt bredere, men vi er ikke i nærheden af hvad der er brug for i Norge, og ikke i nærheden af de samme omkostninger.

Skibstrafik er aktuelt i Norge, men jeg kan simpelthen ikke forestille mig vi igen skal til at sejle gods fra københavn til Aarhus. Afstandene er for små i Danmark til indenrigs skibstrafik, det ville nærmest være som at genindføre Storebæltsfærgerne.

  • 2
  • 5

der ikke bygges nok veje i Danmark

Ingen taler om at der skal bygges veje, tværtimod; de øger jo bare forureningen, for jo flere og bedre veje, jo mere trafik, og vejtrafik er særligt forurenende sammenlignet med jernbane. Trafikken skal ifølge EU flyttes væk fra vejene og over til bane eller skib. Men du nævner slet ikke jernbane i dit indlæg? Hvem siger at vi skal sejle godset, når vi kan bruge jernbane?

  • 1
  • 1

Både og! Det er vist mest varm luft. På banen satses der mest på udbygning af intercity-trekanten (fra Oslo til Halden, Skien og Lillehammer), den dækker omtrent halvdelen af norges befolkning, men den er mest interessant for persontrafik, 1-2 timers rejse, og tæt befolknings koncentration omkring banerne. Men godstrafik med bane er mest interessant på de lange stræk over fjeldet (Bergens-, Dovre- og Nordlandsbanen) men her er udbygningen begrænset. Til gengæld planlægges der motorveje over fjeldet, og langs kysten fra Stavanger til Trondheim.

  • 0
  • 0

Bent Johansen - "Ja okay det er de borgerliges skyld der ikke bygges nok veje i Danmark. Hmm

Du fordrejer tingene til ukendelighed. Læs dog hvad jeg skrev. Der står nemlig intet om, at der bygges for få veje i DK. Jeg brokkede mig over, at danske politikere end ikke gider diskutere EU's fornuftige målsætning om overflytning af gods fra vej til bane/skib. At du så læser det som ovenfor, fortæller blot, at din fantasi er lige lovlig løbsk.

  • 1
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten