Kaboom: Søværnet sprængte dybdebombe ud for Københavns Havn
»Der sprænges.«
Sådan lød ordene, da Søværnets Dykkertjeneste torsdag bistod By & Havn med at fjerne en tysk dybdebombe, der var fundet, præcis hvor Lynetteholm skal bygges.
Bomben blev fundet for nogle måneder siden i forbindelse med undersøgelser af havbunden i området øst for Trekroner Fort, og med en sprængkraft på 60 kilogram var det en sag for Søværnet.
Så torsdag sejlede et hold frømænd, anført af chef og orlogskaptajn Lars Møller Pedersen, ud til bomben for at anbringe stykker af TNT omkring den.
