Jysk robot skal servere apps på et sølvfad
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Jysk robot skal servere apps på et sølvfad

Illustration: IDEAAL – Innovation Design Engineering AALborg

Et nordjysk projekt ved navn Robot Digital Signage er ikke et helt traditionelt robot-udviklingsprogram, hvor man identificerer en opgave eller en problemstilling, som en robot skal løse, og så udvikler en applika­tion, der kan løse netop den opgave.

Parterne bag projektet vil i stedet udvikle en app-baseret platform, der skal løse to velkendte udfordringer med apps og robotter.

Den ene er at få brugerne til faktisk at bruge de services, der allerede er udviklet til apps. Den nordjyske kuglerobot, hvis ‘ansigt’ er en tablet-computer, bringer simpelthen appen direkte til brugerne, som for eksempel kan være kunder i et storcenter, der har brug for vejvisning.

Artiklen fortsætter efter grafikken

Illustration: MI Grafik / Lasse Gorm Jensen

Den anden problemstilling løber mange ind i undervejs i udviklingsprocessen. Der mangler nemlig ingeniører med robotprogrammeringsevner, og derfor strander mange gode ideer, fordi det er ufleksibelt og dyrt at udvikle robotapplikationer.

Mangler robotkompetencer

»I dag er der få robotingeniører på verdensplan, mens der er millioner af app-udviklere. Vi gør det muligt med vores robot-prototype at lade app-udviklerne komme til fadet, så det fremover bliver lige så let at udvikle services, der fungerer via robotter, som det i dag er at bygge apps,« siger Uffe Koch.

Han er direktør i virksomheden Det Gode Firma, der arbejder med app-udvikling og er med i Robot Digital Signage-projektet, hvor hans opgave er at udvikle det såkaldte software development kit, som app-udviklere skal bruge, når de skal lave applikationer skrædder-­ syet til kuglerobotten.

»Kunsten er, at man som app-­leverandører ikke behøver være robotekspert, ligesom robotprogrammøren ikke behøver at have kompetencer inden for Android- eller iOS-udvikling,« siger Uffe Koch, som samtidig fortæller, at konsortiet bag endnu ikke har besluttet, om kuglerobotten skal udvikles på en Android- eller iOS-platform.

Det er via tablet-computeren, at interaktionen med brugerne foregår via indtastninger, eller ved at brugerne blot taler til robotten, som det kendes fra andre digitale assistenter som Apples Siri eller Amazons Alexa-højtalere.

Google Maps indendørs

Som projektnavnet ‘digital signage’ antyder, er vejvisning og ‘skiltning’ en central del af de påtænkte opgaver for kuglerobotten. For eksempel for at undgå aflyste ambulante behandlinger på et hospital eller forsinkede fly, fordi patienter og passagerer ikke kan finde vej.

»Visionen er at tage det, vi kender fra Google Maps, og flytte det indendørs, så slutbrugeren får en god oplevelse med at bevæge sig rundt i et stort bygningskompleks. Det kan være for at finde vej til et møde, finde en butik i et storcenter eller den rigtige gate i en lufthavn,« siger Daniel Nielsen,Technical Product Owner and Sales Engineer i Maps People, der leverer navigations­løsningen til kuglerobotten.

»Ved at kombinere navigationssoftwaren med en fysisk servicerobot kan vi optimere brugeroplevelsen, fordi vi løbende kan opdatere vores navigationssoftware med data fra robottens sensorer,« siger Daniel Nielsen.

Flere ideer på vej

På sigt kan man også forestille sig, at robotten kan bruges til at finde forsvundne børn ved hjælp af ansigtsgenkendelsessoftware.

»Det er dog stadig på idéplan, og vi har ikke udviklet reelle løsninger endnu,« siger Daniel Nielsen.

Ud over Det Gode Firma og Maps People indgår virksomheden Combine samt Aalborg Universitets sektion for Automation & Control og Teknologisk Institut i projektet, som netop har modtaget 13 mio. kr. fra Innovationsfonden.

Emner : Robotter