Jyder er fedtede med frynsegoder til ingeniører

Jyder og fynboer og nærige med frynsegoderne, viser en undersøgelse fra Ingeniørforeningen.

I undersøgelsen blev 352 medlemmer af IDA's lederpanel blandt andet spurgt, om de har problemer med at tiltrække arbejdskraft, og hvad gør for at afhjælpe problemet.

Det viser sig, at jyder og fynboer ikke kaster om sig med fryns i samme omfang som deres sjællandske kolleger. Det til trods for at 67 procent af virksomhederne vest for Storebælt har problemer med at tiltrække ingeniører og andre højtkvalificerede medarbejdere.

På Sjælland har 55 procent af virksomhederne svært ved at skaffe medarbejdere, men flere af virksomhederne bruger fryns som lokkemiddel - nemlig 38 procent mod jydernes og fynboernes 22 procent.

»Det er påfaldende, at virksomhederne ikke gør mere brug af de virkemidler, de har til rådighed. De burde se at komme til lommerne. Det kunne måske få de relevante medarbejdere til at flytte,« siger formand for Ansatte Ingeniørers Råd i Ingeniørforeningen, Ole Høyer.

Når virksomhederne ikke kan skaffe arbejdskraft, ender nogle af dem måske med at flytte til Sjælland. Det gør jobmarkedet i Vestdanmark endnu mindre for de veluddannede.

»Dermed bliver det endnu sværere at tiltrække den nødvendige arbejdskraft i de vestlige egne. Og det kan det lokale faglige miljø komme til at lide under,« understreger Ole Høyer.

Tallene i undersøgelsen viser dog også, at jyder og fynboer er lidt bedre end sjællænderne til at bruge headhunterbureauer og tilbud om aktieoptioner til medarbejderne.

Men næsten ingen danske virksomheder benytter sig af en sign-on-fee, som er en kontant belønning, nye medarbejdere får for at lade sig ansatte. Tallet ligger helt nede på omkring en procent af virksomhederne.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten