Justitsministeriet slækker på omfattende it-overvågning

Justitsministeriet har slækket dramatisk på omkostningsniveauet for den kommende massive overvågning af data- og telekommunikation. It- og telebranchen kritiserer dog stadig planerne for fortsat at være kostbare, hullede og alt for vidtgående i bestræbelserne på at totalovervåge borgernes kommunikation.

Justitsministeriets politikontor lægger lige nu sidste hånd på et udkast til en bekendtgørelse, som opstiller de konkrete rammer for logning af de elektroniske spor, som internet- og telebrugere afsætter, når de ringer, surfer og mailer.

Men teleindiustrien og it-branchen, som bidrager med input i en tilknyttet ekspertgruppe, er stadig bekymrede for omfanget af overvågningen og især de økonomiske konsekvenser og den konkurrenceforvridning, der opstår i markedet på grund af europæisk enegang på området.

»Vi har vi svært ved at se nytteeffekten af den foreslåede logning, og vi forstår ikke hvorfor Danmark skal gå europæisk enegang og lave mere vidtgående datalogning end EU's logningsdirektiv, som kom i februar måned lægger op til,« konstaterer Mogens Ritsholm, telechef TDC og brancheorganisationen Teleindustriens repræsentant i ekspertgruppen.

Justitsministeriet har ifølge Mogens Ritsholm droppet krav til logningen, som tidligere fik Teleindustrien til at vurdere, at omkostningerne til etablering af logningsudstyr vil blive op mod to mia. kr. Nu lyder omkostningerne på omkring 100 mio. kr.

»Regeringen lægger ikke op til nogen kompensation, så det bliver en omkostning for os, som vi formodentlig må sende videre til kunderne,« vurderer Mogens Ritsholm.

Brancheforeningen Dansk IT er også repræsenteret i ek­spertgruppen. Formand Per Buckwaldt tager afstand fra den vidtgående registrering.

»Helt grundlæggende har vi den holdning, at der ingen grund er til, at dansk logning er mere vidtgående, end det som EU-direktivet tilsiger. Det tager vi afstand fra,« siger han.