Jurassic Park nærmer sig: Japanske forskere kloner nedfrossede dyr

6. november 2008 kl. 16:333
Jurassic Park nærmer sig: Japanske forskere kloner nedfrossede dyr
Illustration: Wikipedia/ kunstig Allosaurus fra Bałtow Jurassic Park i Polen.
For første gang er det lykkedes at klone et dyr, der har været nedfrosset i mange år, og fået sunde eksemplarer ud af det. Det åbner muligheden for, at uddøde dyrearter kan bringes til live, når teknikken bliver god nok.
Artiklen er ældre end 30 dage

En Jurassic Park med levende fortidsdyr er kommet et mammutskridt nærmere.

For tankerne bag den 18 år gamle science-fiction-roman af netop afdøde Michael Crichton, hvor dinosaurer genoplives på basis af ældgammelt DNA, er nemlig genbrugt i et japansk forsøg.

Det er godt nok ikke dinosaur-DNA, men DNA fra mus, der har været nedfrosset i 16 år ved minus 20 grader, som japanske forskere har haft held til at klone og skabe sunde, levende mus ud af.

Indtil nu har videnskaben ellers ment, at dybfrosne dyrecellers DNA bliver permanent beskadiget, når ispartikler dannes i cellerne under indfrysningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Vores resultat giver håb til dem, der ønsker at klone uddøde arter fra frosne eksemplarer,« siger forskningsleder Teruhiko Wakayama, hvilket leder tankerne hen på drømmen om at genoplive eksempelvis en mammut, som af og til opdages i dybfrosset tilstand inde i klodens gamle gletsjere.

Forskerne, som arbejder ved Riken Center Developmental Biology i byen Kobe i Japan, udtog cellekerner fra de frosne mus og indsatte dem i friske museceller, hvor den oprindelige cellekerne var fjernet.

Forskningsleder Teruhiko Wakayama siger i en pressemeddelelse fra instituttet:

»Det er mere end 15 år siden, man begyndte at klone pattedyr ved at flytte cellekerner. Men den grundlæggende forståelse af de biologiske mekanismer er stadig ukendt. Vi ved stadig ikke, hvorfor det kun er hver tyvende celle, der kan klones. Det kan have mange andre mulige årsager end DNA-skader. Den indsigt kan vi lede efter med de forskningsmodeller, vi nu har udviklet.«

Dokumentation

Pressemeddelelse fra Riken Center Developmental Biology
Forskerartiklens abstract i tidsskriftet Proceedings for the National Academy of Sciences (hele artiklen koster 50 kr)
Artikel fra CNN
Forfatteren til Jurassic Park død

3 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
3
4. februar 2009 kl. 16:23

Det skulle det meget gerne, så længe størrelsesforholdet ikke er så skævt at elefantens livmoder fx ikke kan indeholde mamutten.

  • Dan
2
7. november 2008 kl. 04:41

Hvad nu hvis de indsatte kernen in friske celler fra et andet, men fjernt beslægtet dyr? En elefant fx. Måske ville det virke?

  • Jesper
1
6. november 2008 kl. 23:14

"Forskerne ... udtog cellekerner fra de frosne mus og indsatte dem i friske museceller, hvor den oprindelige cellekerne var fjernet."

Ja, så skal man jo bare lige have nogle friske mammut-celler. Men det kommer jo når man kan klone sig til dem...

Så kan vi også en gang for alle få afgjort om det var hønen eller ægget der kom først.