Juno i kredsløb om Jupiter: Nu går jagten ind på ny viden om solsystemets dannelse

Illustration: NASA

Hvor meget vand er der inde i Jupiter?

Det er et af de store spørgsmål, som Steve Levin fra Nasas Jet Propulsion Laboratory ser frem til at få besvaret med Juno-missionen – den satellit, der i dag kl. 5:53 (dansk tid) afsluttede den nedbremsning, der efter fem års rejse lod Jupiters tyngdefelt indfange satellitten, så den i løbet af de næste måneder kan gøre sig klar til at foretage sine videnskabelige observationer.

Læs også: Juno gør sig klar til at afsløre Jupiters hemmeligheder

»Mængden af vand i Jupiter er nøglen til at forstå, hvordan solsystemet er dannet, da det er nøglen til at forstå, hvordan Jupiter er dannet,« har Steve Levin, der som project scientist udgør en del af ledelsen af det videnskabelige program, tidligere sagt.

Indholdet af vand vil nemlig fortælle forskerne, hvor i solsystemet Jupiter er dannet.

Hvis Jupiter blev dannet langt borte fra Solen, hvor det er koldt, og der fandtes isblokke, vil vandmængderne være større, end hvis Jupiter blev dannet tættere på Solen.

Jack Connerney fra Nasas Goddard Spaceflight Center har suppleret med kommentaren om, at det egentlig er tankevækkende, at Jupiters indre opbygning stadig er et mysterium i betragtning af, at gasplaneten hovedsageligt består af hydrogen og helium – de mest almindelige grundstoffer i universet.

Aurora ved Jupiter fotograferet med Hubble-rumteleskopet. Der er tale om et sammensat foto, der er optaget med flere instrumenter og ved tre bølgelængder: 395 nm (blå), 502 nm (grøn) og 631 nm (rød). Juno vil også observere auroraen. Illustration: Nasa, ESA, og J. Nichols, University of Leicester

Der findes flere modeller for, hvordan astronomerne forestiller sig, at Jupiter og de øvrige gasplaneter har bevæget sig ind og ud i solsystemet i den første halve milliard år efter dannelsen af Solen og planeterne.

Læs også: Asteroider er solsystemets hukommelse

Galileo fandt meget lidt vand

Den nuværende viden om Jupiter stammer fra flere satellitter, der er fløjet forbi med stor fart, og ikke mindst Galileo-sonden, der var i kredsløb om Jupiter fra 1995 til 2003.

Galileo var i sit kredsløb meget længere væk fra Jupiter, end det bliver tilfældet for Juno, men den sendte en lille probe ned mod planeten, som til forskernes store overraskelse ikke fandt meget vand.

Om det er den generelle situation på planeten, ved forskerne dog ikke.

Juno vil med sit mikrobølgeradiometer, som er en passiv enhed, der opsamler mikrobølgestråling, kunne kortlægge indholdet af vand inde i Jupiter.

Ud over hydrogen og helium som på Solen indeholder Jupiter også tungere grundstoffer som kulstof og nitrogen, hvis mængder skal bestemmes med større præcision, end det er kendt i dag.

Næsten en stjerne

Jupiter er solsystemets største planet, som i sin opbygning minder meget om stjerner. Havde den været 80 gange så tung, havde den nok været en stjerne frem for en planet.

Planeten er omgivet af skyer, som primært består af ammoniak (NH3) og svovlbrinte (H2S). Under disse finder skyer med vanddamp (H2O), som til tider kan observeres direkte gennem huller i de øvrige skyer.

Jupiters striber skyldes stærke vinde i den øvre del af atmosfæren. Store stormsystemer som den store røde plet, der har været kendt gennem flere hundrede år, optræder i atmosfæren.

Dybere nede stiger temperatur og tryk, så hydrogen bliver flydende, som derved kan lede elektriske strømme som et metal. I midten er betingelserne måske sådan, at der findes en fast indre kerne, der muligvis er større end Jorden.

Jupiter har et magnetfelt, der er næsten 20.000 gange kraftigere end Jordens magnetfelt.

Galileos egne notater med tegninger af Jupiter og dens måner fra januar 1610. Illustration: University of Michigan

Planeten har fire store måner opdaget af Galileo i 1610 og mere end 60 mindre måner.

Vi ved således meget om gaskæmpen i solsystemet, men langtfra alt. Det skal Juno-satellitten være med til at råde bod på.

Det overordnede mål for Juno vil være at forstå, hvordan Jupiter er dannet og har udviklet sig. Men der er mange spørgsmål, som forskerne håber, at Junos målinger kan hjælpe dem til at besvare:

Har den fast kerne? Hvorfor er magnetfeltet så kraftigt?

Tegning af JUICE. Illustration: ESA

Næste besøg bliver i 2030 eller deromkring

Hvis det lykkedes for Juno at komme i den rette bane, og dens instrumenter vil holde til de barske betingelser, vil der stadig være ubesvarede spørgsmål, når missionen afsluttes. Det skal fremtidige missioner, der allerede nu er under planlægning og konstruktion, give svar på.

Det tager typisk omkring ti år at bygge en satellit, og rejsen til Jupiter tager dernæst 5-8 år, alt efter hvordan Jorden, Jupiter og de øvrige planeter er placeret i forhold til hinanden.

ESA har planlagt opsendelsen af JUICE – JUpiter ICy moons Explorer – til 2022 med ankomst til Jupitersystemet i 2030.

Nasa planlægger en mission til Jupiters måne Europa med en opsendelse engang i 2020’erne.

Emner : Planeter
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Interessant - men jeg er nu mere interesseret i Europa

og det fleste ved vel hvorfor.

Spørgsmålet er om Juno der kan søge efter vand, kunne kaste et blik eller to på Europa. Svaret er på alle måder interessant, og kan også hjælpe med udviklingen af JUICE

Nå, vi kan ikke gøre andet end at vente.

  • 0
  • 0

og opbremsningen af Juno for at få den i kredsløb var virkelig en thriller, men det lykkedes. Tillykke til NASA.

Men det piner mig, at de to Voyager-sonder, som begge nærmer sig (eller allerede er i) det interstellare rum kun bliver plejet af 5...6 pensionister uden midler fra NASA. På hobbyniveau. De sonder er nemlig de allermest spændende efter min mening. Og de sender stadig med sendestyrke som en bil-bremselygte... 15 mia km væk.

Bent.

  • 2
  • 0

Helt klart spændende på sin egen måde . Men sikkert også ligesom at se på maling der tørrer. Hvad er det for data man får hjem og er de næsten statiske?

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten