Jul med Overnissen 9. dec: Er alle snefnug forskellige?

Iskrystaller eller snekrystaller, som de også kaldes, dannes, når overmættet vanddamp krystalliserer sig omkring en lille støvpartikel i skyen.

Under nul grader er damptrykket af is nemlig lavere end damptrykket for underafkølet vand ved samme temperatur, og derfor vokser snekrystallerne normalt på bekostning af vanddråberne.

Det kræver almindeligvis et sædekorn til at starte processen, for man skal helt ned under minus 40 grader celsius for, at krystalliseringen går i gang af sig selv.

Snekrystaller kan have en størrelse fra det helt mikroskopiske til nogle få millimeter.

Snefnug er mange snekrystaller løst bundet sammen. Bindingen er bedst omkring frysepunktet, hvor op til 100 snekrystaller kan danne snefnug, der kan være flere centimeter i diameter.

Hvert år dannes mere end 10^24 snekrystaller i Jordens atmosfære, de indeholder typisk 10^18 vandmolekyler.

Nu er det jo ikke sådan, at alle vandmolekyler er ens. Et ud af 5.000 brintatomer er deuterium med en ekstra neutron i kernen, og cirka et ud af 500 iltatomer er O-18 i stedet for det almindelige O-16.

Derfor er der omkring 10^15 molekyler i en typisk snekrystal, der er forskellige fra resten. Den tilfældige fordeling af disse vil give hver snekrystal en helt unik opbygning.

Så på det helt fundamentale plan er det fuldstændig usandsynligt, at der nogensinde har været to snekrystaller, der er nøjagtigt ens.

Men hvordan er situationen, hvis vi med ens mener to snekrystaller, der har ens udseende?

Da krystalstrukturen for is er hexagonal, bliver iskrystallerne som oftest også seksgrenede, men der er dog eksempler på tre- og tolvgrenede iskrystaller, da krystalliseringen aldrig vil være helt perfekt.

Iskrystallens form er dog meget afhængig af den temperatur, hvorunder den dannes.

I visse temperaturintervaller vokser endefladerne på den sekskantede prismekrystal langsomt, mens prismesider vokser hurtigt. Det giver flade snekrystaller - ofte med meget kompliceret struktur. Ved andre temperaturer vokser endefladerne hurtigst, det giver aflange søjleprismer.

Når snekrystallerne bevæger sig op og ned i skyen, vil temperaturforholdene ændre sig - derfor kan man se snekrystaller, der både består af flader, søjler osv.

Små uregelmæssigheder i krystalopbygningen vil bevirke, at der næppe findes to, der er ens.

Svaret bliver anderledes, hvis to snekrystaller blot skal ligne hinanden.

På Antarktis er de fleste snekrystaller af den simple prismetype, og det skulle nok være muligt at finde to, hvor der skal et ualmindeligt godt mikroskop til for at skelne dem fra hinanden. Men helt ens er de næppe.

Læs også: Hvad afgør, hvilken type sne der falder?

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ja men man er yderst velkommen til at prøve at undersøge sagen på egen hånd.

Og ellers lader vi trygt det offentlige træde til: 10^24 antal snefnug om året der skal systematiseres og katalogiseres - det lyder som en IT-opgave der bør sendes i udbud for at finde den billigste løsning på højst 10^12 gange nationalbudgettet.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten