Jul med Overnissen 3. dec: Var det altid hvid jul, da mormor var barn?

I gamle dage faldt julesneen hvid. Det gjorde den i 'Peters Jul', det gjorde den i 'Grantræet' og ikke mindst i julekalenderen 'Jul i Gammelby'. I udlandet hyldede Bing Crosby og Dean Martin også snefaldet til jul i deres velkendte sange.

Jo, før verden gik af lave, og vi fik global opvarmning, dryssede der ALTID blide fnug ned, når anden var i ovnen. Og der var sne til knæene på vej til kirke ... eller hvad?

Det har vi spurgt meteorolog hos DMI Lone Seir Carstensen om, som til lejligheden har haft de store tabeller fremme.

I gamle dage var det ALTID hvid jul. Eller? Illustration: Wikimedia

»Vi har kun målinger fra 1900, og i denne periode har vi kun haft ni hvide jule,« siger hun.

Den allerhvideste jul var faktisk i nyere tid, nemlig i 1981, da der lå 10-40 cm sne på jorden juleaftensdag.

»Og det var så først her, vi overhovedet begyndte at interessere os for fænomenet 'hvid jul' i Danmark. Fordi den var så usædvanlig,« siger Lone Seir Carstensen om det år, da DMI uddelte fem snemænd til julen, hvorimod den hvide jul i 1956 kun fik én sølle snemand, som følge af et meget tyndt lag sne.

Se DMI's snemandsuddeling her

1981 printede sig så hårdt ind i danskernes bevidsthed, at DMI præcis i denne forbindelse besluttede sig for at få sig en definition af hvid jul. Hvordan skulle vi ellers kunne vide, om 1981 var særlig?

Klimatologerne satte sig derfor sammen for at finde de rette kriterier. Og det første kriterium blev tidspunktet - sat til den 24. december kl. 17.

»Det var meget subjektivt, hvordan vi skulle gøre det op, men dette tidspunkt så vi som det mest højtidelige. Mange er ude, der er turen til kirken, og man ser familien i hestetrukken kane for sig,« fortæller Lone Seir Carstensen.

Nu til snedækket: DMI lagde ud med at undersøge, hvor mange gange hele landet havde været dækket, og det var det kun i 1981, så det kriterium blev lige smalt nok, hvis meteorologerne nogensinde skulle have en chance for at love hvid jul.

Derfor blev kriteriet sat til 90 procent af landet, så flere jule kunne komme i spil. Og derefter blev det besluttet, at der skal ligge mindst en halv cm sne på jorden, som ikke er rim. Og det skal ligge der kl. 17. Sharp!

Tjekker sne med linealer

DMI har til det formål aftaler med forskellige personer rundt om i landet, der ganske manuelt går ud og stikker en lineal i jorden for at se, hvor dybt snedækket er vinteren igennem. Det er disse snedybdemålinger, der er med til at afgøre, om der kan dømmes hvid jul.

»Nogle steder er dog lukket juleaften, og derfra kan det nogen gange knibe med at få snedybdemålingerne i hus juleaften. Det kan for eksempel være på en af de mindre lufthavne. Andre større lufthavne foretager de manuelle snemålinger uanfægtet af, at det er juleaften,« siger Lone Seir Carstensen.

Og summa summarum: Var der så mere sne at stikke linealen i i gamle dage.

Nej, tværtimod!

Statistikkerne viser nemlig, at der slet ingen hvide jule var i perioden 1938-1956, og at den første hvide jul herefter - nemlig i 1956 - ikke var overdrevet hvid - blot et par cm sne blev det til.

Til gengæld er det blot et par år siden, at vi havde to landsdækkende hvide jule i træk, nemlig i 2009 og 2010.

Og udsigterne for i år? Ja, normalt vil DMI helst ikke udtale sig om sligt før tidligst ti dage før jul. Blot kan man sige, at hvis vi kører rå statistik og konkluderer, at ca. én hvid jul pr. årti er realistisk. Ja, så blev dette årti allerede 'brugt' i 2010.

Til gengæld regner det fire ud af ti juleaftener, så giv hellere Julemanden en paraply med.

Følg DMI's julevejrsprognoser her

Hver dag i december tager Ingeniørens overnisse fat i en af julens mange myter.
Klik på en af de blinkende låger og bliv klogere.

OBS: Grafikken kræver understøttelse af HTML5, f.eks. IE9 eller Google Chrome.

Dokumentation

DMI-side om julevejret

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I 1956 var det hvid jul. I Fredericia hvor jeg trådte mine barnesko, fik jeg det år et par ski i julegave og ser stadig for mig den snedækkede gade med mig på usikre ski. Ellers har der været flere juleaftener, hvor snevejret først er begyndt juleaften efter kl. 17.00. Det husker jeg stadig som en hvid jul, selv om det ikke tæller med. God jul til alle.

  • 0
  • 0

Altså Mormors hukommelse har det jo med kun at huske det mest positive og Gud ske lov for det. Når det så er sagt så kan det jo være det søde asen husker juleferien, som en hvid affære, selvom sneen måske ikke eksakt faldt på juleaftensdag. I gamle dage var der jo knapt så mange biler, og deraf følgende mindre behov for snerydning. Folk arbejdede tættere på deres hjem, hvis ikke endda i hjemmet, og havde derfor mindre behov for at få ryddet sneen væk og pendle, så når den kom fik den sandsynligvis lov til at ligge længere. Så måske husker hun altså blot juleperioden som en hvidere periode end vi gør nu til dags.

  • 0
  • 0

Jeg bevæger mig mod midten af mit femte årti nu, og jeg kan altså tydeligt huske at hver eneste jul i min barndom var hvid og perfekt, og somrene var drønende varme og tørre!

Hmm, hvor var det nu lige jeg lagde mine briller....Hukommelsen er ikke hvad den har været ;o)

  • 0
  • 0

I min og de flestes optik er linealer et hjælpemiddel, som anvendes til at trække lige linier efter, deraf navnet LINEAL. Det man bruger til at måle snedybder med er formentlig en målestok, evt. en tommestok.Til at trække lige linier i nyfalden kan anvendes ski, det er sjovt og kan anbefales. Det brugte vi i min barndom, hver jul, så vidt muligt.

  • 0
  • 0

Jeg kunne såmænd bedre tænke mig, at vi fik vist en tilsvarende statistik på [b]hvor ofte det var tilfældet på nytårsaften[/b] i.s.f. juleaften.???

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten