JSF-beslutning i sidste øjeblik

Den danske flyvematerielkommando, flyindustrien og ikke mindst Lockheed Martin har ventet utålmodigt på Danmarks beslutning om deltagelse i næste fase af Joint Strike Fighter-projektet.

I går kom så beslutningen om at partierne bag forsvarsforliget er blevet enige om betale i alt 890 millioner kroner for at være med. Statens financielle andel bliver 600 millioer kroner eller 250 millioern kroner dyrere end planlagt. Hertil kommer at forsvaret skal yde 110 millioner kroner i såkaldte ikke financielle bidrag og 170 millioner kroner fra industrien.

»Lockheed Martin er allerede begyndt at dele de store kontrakter ud, mens de mindre ordrer, som Danmark kan være med i, deles ud i april, så beslutningen kom i sidste øjeblik,« siger afdelingsleder Peter Stæhr fra Flyvematerielkommandoen, som følger JSF-projektet tæt.

»Vi vil meget gerne i gang, for i næste måned starter en møderække omkring udviklingen af JSF, som vi ikke kommer med til, hvis vi ikke deltager i næste fase,« siger Peter Stæhr.

På nuværende tidspunkt har England, Holland, Italien, Canada allerede meldt sig, mens Tyrkiet er tæt på. Danmark og Norge deler en såkaldt level tre deltagelse, der er laveste deltagerniveau.

Lockheed Martin var på besøg i Danmark sidst i februar for at mødes med de potentielle danske videnscentre og virksomheder og her fremgik det, at hvis de stramme udviklingsplaner skal holdes, så skal kontrakterne deles ud lige efter påske.

»Lockheed Martins tidsplaner er meget stramme, hvis de skal nå målet om at levere de færdige fly til tiden«, siger divisionsdirektør Børge Witthøft fra Terma A/S.

»Det er klart, at vi skal være med, men der har været problemer med finansieringsmodellen,« siger Søren Gade Jensen fra Venstre, der er næstformand i Folketingets forsvarsudvalg.

Løsningen blev at industrien og forsvaret selv bidrager med penge så statens ikke skal financiere de 890 millioner kroner selv.

Kontorchef Ole Beckmann Andersen fra Forsvarsministeriet siger:

Projektet giver en nettofordyrelse for den danske deltagelse på 35 mio. dollar i forhold til den oprindelige plan i forsvarsforliget. Pengene indgår som betaling for deltagelse i udviklingsprojektet og skal betales over en 11-årig periode.

»Det ligger desuden i aftalen, at vi får disse penge igen, hvis vi vælger at købe JSF, når F-16 skal udskiftes,« siger Ole Beckmann.

Spørgsmålet er, om der overhovedet er alternativer til JSF, når man ser på de tilsvarende europæiske kampfly. Her er der tre at vælge imellem Eurofighter, Rafale og JAS Griben.

»Skulle man i dag vælge det fly, som skal afløse F-16, vil JSF nok være det eneste, vi har råd til,« siger Peter Stæhr og påpeger, at de europæiske alternativer koster mellem 40-50 mio. dollar mod omkring 30 mio. dollar for JSF.