menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
I november 2016 blev New Zealand ramt af et kraftigt jordskælv, der blev målt til en styrke på 7,8 på Richterskalaen.
To mennesker omkom, og skaderne fra selve skælvet og de mange efterskælv var omfattende på huse, veje og broer.
Udover de menneskelige omkostninger er oprydningen efter så stort et skælv også en dyr omgang økonomisk. Men midt i udgifterne kan myndighederne i Canterbury-regionen glæde sig over et lille plus, for de kan tilsyneladende spare penge på kystsikring.
Ved jordskælvet har forkastningen i undergrunden hævet kystlinjen på en strækning over 120 km med op til seks meter nogle steder.
Det betyder, at de ellers planlagte kystsikringsprojekter, der skulle iværksættes, fordi havet æder sig ind i landet, formentlig kan droppes, fortæller Radio New Zealand.
Peter Voss, seismolog på Geus - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland – siger til Ingeniøren, at det er ret usædvanligt, at kystlinjen på den måde får et såkaldt ’uplift’ - hæver sig.
De store jordskælv opstår normalt i de store erosionszoner, der ligger tæt på kysten, altså i New Zealand, Japan, Chile og Californien i USA.
»Men det er ikke normalt, at kysten hæver sig en meter eller mere. Og det er første gang, at jeg hører, at resultatet af et jordskælv ser ud til at kunne beskytte mod en fremtidig havniveaustigning,« siger Peter Voss.
Uplift kræver nogle helt særlige forhold. Jordskælvet skal netop som i New Zealand have en styrke på omkring otte og være meget ødelæggende, for at man kan få en så væsentlig forkastning i undergrunden.
»Og så skal forkastningen samtidig ligge tæt på kystlinjen, som skal aktiveres for at få et uplift,« forklarer Peter Voss.
Men samtidig kan det modsatte også ske, så forkastningen kan sænke en kyststrækning, der måske i forvejen ligger lavt. Og så har man problemet med infrastrukturen.
Peter Voss nævner et eksempel på det fra Chile, hvor kyststrækningen i den ene ende hævede sig og i den anden ende sænkede sig.
Myndighederne i New Zealand vil i de kommende måneder danne sig et overblik over præcis, hvordan kystforholdene er ændret.
Og myndighederne i New Zealand kan godt regne med, at der er tale om en varig tilstand for kystlinjen.
»Der skal komme et tilsvarende kraftigt jordskælv, for at forkastningen bliver aktiveret igen. Og højst sandsynlig vil et nyt jordskælv få forkastningen til at bevæge sig samme vej – altså et uplift,« siger Peter Voss.
Du kan se et før- og efterbillede af et del af kyststrækningen her.
Spændende nyhed Man kan det undre sig over det har taget så lang tid efter skælvet, inden den vertikale del af bevægelsen kommer frem i medierne.
Jeg forventer det er en fjel, at der står "erosionszoner", der skulle nok stå subduktionszoner i artiklen.
I de kompressive systemer, der er ved subduktionszoner vil jorden normalt blive presset til siden eller opad ved et jordskælv, så der er ikke så meget nyt. Den vertikale bevægelse ved jordskælv er tit endog meget stor, det er det, der giver tsunamier. Størrelsen af den lodretre bevægelse er styrende for størrelsen af en sådan tsunami og derfor udsendes ofte tsunamivarsel ved et stort jordskælv, uden at der ikke kommer en bølge. Derfor ser vi ofte falske alarmer.
- uden at der kommer en bølge, velsagtens? ;)
..at vi fik rettet alle fjelene!