Jorden har fået en ny måne - lidt endnu

Illustration: Catalina Sky Survey

2020 CD3. Det er navnet på en ny mini-måne som to amerikanske forskere har opdaget i midten af februar. Det er kun anden gang i historien, man har observeret en såkaldt mini-måne i kredsløb om jorden.

Ifølge en meddelelse fra Minor Planet Center, som overvåger mindre objekter i rummet, har de ikke kunnet forbinde den nye mini-måne med andre kunstige objekter, og derfor er der højst sandsynligt tale om en asteroide, fanget i kredsløb om jorden af tyngdekraften. Og så kalder man det en mini-måne.

Mini-månen er også markant mindre end den måne, vi alle kender så godt. Målinger af solens refleksioner tyder på, at asteroiden kun er mellem 1,9-3,5 meter i diameter.

Det er de to astronomer Kacper Wierzchos og Theodore Pruyne fra Catalina Sky Survey ved University of Arizona, der har opdaget den nye mini-måne 15. februar. Siden har de og andre astronomer undersøgt fænomenet for at se, om der faktisk er tale om en mini-måne. Og det kan de så bekræfte nu.

Læs også: Nasa: Jorden har fået en ny 'minimåne'

Kun anden kendte mini-måne

Det er i sig selv ikke en nyhed, at en asteroide passerer tæt på jorden. Så sent som 25. februar blev der observeret 22.211 asteroider omkring jorden. Men de små asteroider forsvinder hurtigt igen, enten fordi de bevæger sig ind i atmosfæren og så brænder op, eller fordi de kastes videre ud i rummet.

Faktisk er det kun anden gang, man observerer en mini-måne. Første gang var tilbage i 2006-2007, hvor mini-månen 2006RH120 befandt sig i kredsløb om jorden i et års tid.

Den nye mini-måne kan vise sig at være endnu mere vedholdende, og de første analyser af asteroidens baner indikerer, at den faktisk har været i kredsløb om jorden i tre år uden at blive opdaget.

Indtil videre viser de første resultater, at den lille mini-måne bruger omkring 47 dage på at cirkulere om jorden i en bred oval-formet bane langt udenfor den almindelige månes bane.

Læs også: Astronomer har opdaget en ny mini-måne ved Neptun

Sådan bevæger den nye mini-måne sig i kredsløb om jorden. Illustration: orbitsimulator.com

Forsvinder snart

Udover at være en sjældenhed, så er mini-månen 2020 CD3 også guf for astronomer. Det er nemlig sjældent, at de har så forholdsvis nem adgang til en asteroide.

Men det kræver dog at de, forskerne, kridter skoene og skynder sig. For den kan allerede være vej ud af kredsløb om jorden igen til april, i hvert fald hvis de foreløbige kredsløbssimuleringer viser sig at være korrekte.

Læs også: Ny forskning: Jorden har flere måner

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jordens tyngdekraft i sig selv kan ikke fange noget der farer rundt ude i rummet. Men sammen med Solen og Månen er det selvfølgelig muligt, da de kan påvirke banen til at løbe omkring Jorden. Man kan forestille sig en omvendt slingshot. Med den opgivne omløbstid må dens storakse være ca. 1,3 gange Månens. Det er sikkert også Månen der kan sende den ud igen, hvis det sker.

  • 2
  • 12

Jeg tænker bare - Den er ikke så stor. Kunne man i ekspres fart opsende en raket med et net. Indfange den, og så slæbe den ind i et stabilt jord kredsløb i en højde hvor man kunne komme til den til prøvetagning og forskning. Det ville være årtusindets chance for at have en "laboratorie mus" til alle de undersøgelser man gerne vil lave men har svært ved hvis flyvninger tager 7år eller mere. Det burde teknisk være muligt hvis USA, Kina eller Europa virkelig ville. For ikke at tale om den enorme præstige der ville gå til dem der gør det.

  • 0
  • 1

Ignorér det Svend. Det er grundvilkåret for debat her på Ing. Ti tomler ned fra Kong Gulerods og hans håndgangne mænd, straks de ser navnet på skribenten. De tænker 'venner og fjender' - Sær hobby.

  • 4
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten