Jobsøgning: Undgå at virke desperat - det skræmmer virksomheder væk

Illustration: Nyul/Bigstock

Desperation er sjældent en kvalitet, der efterspørges på arbejdsmarkedet. Virker du for ivrig efter at få et hvilket som helst job, kan det skræmme arbejdsgiver langt væk.

Firmaer kan tvivle på din dedikation, hvis du med spredehagl skyder efter vidt forskellige jobopslag. Hvornår kan du finde på at søge videre mod nye udfordringer?

Søger du nye faglige udfordringer? Tjek Jobfinder.

Ligeledes kan man risikerer, at din potentielle chef sætter spørgsmålstegn ved dine kvalifikationer. Hvis du søger flere jobstillinger uden at kunne forklare, hvorfor virksomheden burde ansætte dig, så skal du måske genoverveje din tilgang.

Jobfinder fremlægger her fem ting, som du skal lade være med, når du er på jobjagt.

Gem ikke på de (små)kritiske spørgsmål

Få mennesker bryder sig om røvslikkere. Kommer du til jobsamtale udelukkende for at rose virksomheden og uden at have spørgsmål til arbejdsgiver, fremstår du som en mindre seriøs kandidat.

Derudover kan man betvivle dine evner til at levere nye ideer og nytænkende input, hvis du virker til kun at tale, når nogen taler til dig.

Frem for en medarbejder, der stiller sig kritisk over for ledelsens linjer og hiver spændende ideer op af hatten, får firmaer en partisoldat, som uden spørgsmål gør lige, hvad der bliver beordret. Det kan være brugbart, men mange virksomheder jagter mere end lydige arbejdsheste.

Rådgivere og konsulenter er yderst efterspurgte. Find dit drømmejob.

Du kan for eksempel spørge til mulige karrierestier i virksomheden, de nærmeste konkurrenter på området og kommende projekter. Pointen er at vise, at du er oprigtigt interesseret i at arbejde i organisationen.

Undgår du helt at stille spørgsmål, kan arbejdsgiver savne, at du udviser passion for jobbet og arbejdspladsen.

Skyd ikke med spredehagl - hav målet i sigte

Målrettethed er en dyd, som de fleste arbejdsgivere sætter pris på. Modsat kan det være afskrækkende, hvis du ikke virker til at vide, hvor du vil hen i din karriere. Et eksempel kunne være, at du søger flere forskellige stillinger i det samme firma.

Sådan en handling sender et signal om, at du er desperat for at få et job uden at have en klar idé om, hvad du vil beskæftige dig med.

I stedet skal du bevidst vælge en karrierevej, som du vil følge. Find frem til dine kompetencer og søg job, der matcher dine evner. Det gør det nemmere at overbevise din mulige chef, fordi du kan fremhæve, hvordan dine kvalifikationer stemmer overens med netop det, som virksomheden jagter.

Hold dig fra spam og vent i stilhed

Mange bliver irriterede over den langvarige responstid, når du venter på svar efter en jobsamtale. Du er langtfra den eneste, som mærker utålmodigheden vokse, mens du tæller dagene, der snegler sig af sted.

Men det er en god idé at sidde på dine hænder, hvis du ikke kan lade være med spamme din mulige arbejdsgiver med spørgsmål om jobbets status.

Virksomheder skriger på it-professionelle og it-ledere. Er du den rette til jobbet?

Giver du efter for din nysgerrighed, kan du ende med at være en klods om benet på firmaet. Og det sender dig direkte i bunden af ansøgerbunken. Du må dog gerne kontakte arbejdsgiver og følge op på jobsamtalen. Tricket er bare at undgå at være anmassende.

Sælg ikke dig selv for en slik

Billige produkter kan være ofre for fordomme om dårlig kvalitet. Og det samme kan mennesker, der sælger dem selv til for lav en pris. Selvom du føler, at du gør firmaet en tjeneste ved at acceptere en løn langt under gennemsnittet, kan du i stedet skabe mistro.

Undersøg, hvad lønniveauet er for din position og i din branche. Så er du mere sikker på, hvad du kan tillade dig at bede om, og hvad der ligger for lavt i fht. dit retmæssige løntrin.

Spændende jobtilbud inden for energi, miljø og forsyning. Find det rette job for dig.

Dermed betyder det ikke, at du ikke skal være fleksibel. Tværtimod. Vær til at forhandle med, men lad være med nødvendigvis at acceptere det allerførste bud. Hvis en højere løn ikke er mulig, kan du undersøge muligheden for at få andre fordele.

Læs også: Lønforhandling: Fire tip til en højere løn

Jobtitel kan have betydning for din karriere

Selvfølgelig nytter det ikke at bide sig fast i en bestemt jobtitel i en hel karriere. Som du skifter arbejdsplads, vil din position i virksomhederne naturligt ændre sig. Alligevel kan det ramme din karriere, hvis du accepterer en jobtitel, der vildleder andre firmaer fremover.

At skifte mellem forskellige afdelinger eller at stige i hierarkiet internt i virksomheden er der ikke noget i vejen med.

Det kan være svært præcist at sige, hvornår en titel kan skade din karriere. Derfor må du overveje det fra gang til gang og sige fra, hvis du frygter, at en titel kan koste dig muligheder i fremtiden.

Artiklen er inspireret af det amerikanske karrieremedie Careerbuilder.