Job-kompasset peger på Sønderjylland
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Job-kompasset peger på Sønderjylland

»Ingen. Der er ikke nogen,« svarer 28-årige Asger Møller på spørgsmålet om, hvor mange mennesker i Vojens, som han kunne lave noget med efter arbejde.

»Nu ved jeg ikke endnu, hvor mine nye kolleger bor, men ud over dem kender jeg ingen overhovedet i området,« tilføjer Asger Møller, der i oktober startede som udviklingsingeniør hos Gram Equipment A/S, som netop ligger i den lille sønderjyske by Vojens.

Flere års studier på Odense Teknikum udmøntede sig i sommers i en titel som maskiningeniør. Asger Møller skifter nu bøger, beregninger og studieliv i Odense ud med en ansvarsfuld tilværelse som ansat ingeniør. Et nyt kapitel skal til at starte for Asger Møller og hans kæreste. Som så mange andre må de flytte fra den velkendte studieby og alle vennerne på grund af arbejdet.

Det gik nemlig hurtigt op for Asger Møller, at køreturen fra Odense til Vojens var for lang. Derfor begyndte han og kæresten at se på ny bolig i Vojens og fandt også hurtigt nogle interessante lejligheder og faktisk også et hus, de havde råd til.

»Det var sådan set også godt nok, men så kom vi til at gå en tur i Vojens by. Vi så tre-fire butikker med ophørsudsalg, nogle genbrugsbutikker og en sportsforretning. Det var sådan cirka det, vi kunne se, at Vojens kunne tilbyde. Og så blev vi enige om, at her kan vi ikke bo,« fortæller Asger Møller.

Flytter, men ikke til Vojens

Flytte skulle de dog, og hurtigt fattede de interesse for Kolding, der er noget større end Vojens og kun ligger 20 minutters kørsel væk fra Asger Møllers arbejdsplads. Desuden har hans kæreste fundet ud af, at hun gerne vil læse videre i Kolding.

»Kolding er altså et lidt sjovere sted. Alle på fabrikken siger også, at vi selvfølgelig skal flytte til Kolding,« fortæller Asger Møller, der netop har sagt lejligheden i Odense op.

Mountainbike og studieliv

Selvom Kolding er større og har mere at tilbyde, kender parret ikke så mange mennesker der endnu - ud over lidt familie. Men det skal der laves om på, mener Asger Møller:

»Selvfølgelig vil vi prøve alt for at få nye venner. Jeg er sikker på, at min kæreste møder nogle nye veninder på studiet. Desuden ved jeg, at nogle af mine kolleger bor i Kolding.«

Både Asger Møller og kæresten kører mountainbike, og de vil undersøge, om der er en lokal klub, hvor de kan få nogle venner.

»Jeg tror, at det kunne være en fin måde at møde nye mennesker. Men lige så snart det bliver weekend, og vi får lyst til lidt sjov i gaden, har vi også tænkt os at køre hjem til Fredericia eller Odense og besøge vores venner der,« fortæller Asger Møller og tilføjer:

»Men det kunne helt sikkert være rart at lære nogle mennesker at kende i Kolding, så vi ikke er tvunget til at køre så langt hver gang.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten