Jetmotorer repareres med gammel laserteknologi

8. februar 2008 kl. 15:28
Jetmotorer repareres med gammel laserteknologi
Illustration: Fraunhofer Institut.
Tysk laserteknologi gør det muligt at reparere rotorblade i stedet for at skifte dem ud. Ved at bruge en højenergilaser i et rum fyldt med ædelgassen Argon har en gammel teknik fået nyt liv.
Artiklen er ældre end 30 dage

Rotorbladene i en jetmotor er nu mulige at reparere ved brug af en gammelkendt laserteknologi kaldet lasercladding, der minder om at fylde flydende loddetin i hullerne på en ujævn overflade.

Det tyske forskningsinstitut Fraunhofer har udviklet teknikken, der gør det muligt at reparere rotordele i stedet for at smide dem ud, uden at det går ud over sikkerheden.

Teknologien går ud på at fylde skadede områder på en overflade ud med nyt materiale. Det sker ved at tilføre overfladen metalpulver, som gøres flydende ved hjælp af en ekstremt præcis laser.

Men når det kommer til de meget delicate rotorblade i en jetmotor, så er der tidligere opstået en masse uønskede bivirkninger i den proces, fordi rotorblade har en stor andel af titanium, og hvis laser cladding-processen gennemføres i forbindelse med atmosfærisk luft, vil titanium umiddelbart reagere med ilt og kvælstof.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reaktionen vil ændre materialets egenskaber. Blandt andet vil det blive mere "sprødt", og der vil være større risiko for at der opstår metaltræthed.

Det problem har de tyske forskere løst ved at opbygge specielt kammer hvori processen foregår. Kammeret er fyldt med ædelgassen Argon, der er meget uvillig til at reagere med omgivelserne.

Laserreparation sparer 700.000 kroner

Dr. Ingomar Kelbasse, fra universitetet i Aachens, afdelingen for laserteknologi vurderer, at den nye metode kan reducerer omkostningerne ved at reparere jetmotorer betragteligt.

Ifølge Dr. Ingomar Kelbasse er prisen på at udskifte en rotor omkring 745.000 kroner, afhængig af størrelsen. Men med den nye teknik kan en reparation gøres for omkring 20.000 kroner, oplyser han til Fraunhofer Magazine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fraunhofer Instituttet har udviklet teknologien igennem EU-projekter i 2001 og 2005 og på længere sigt vurderer forskerne fra Fraunhofer, at reperationstiden kan blive reduceret med 40 procent samtidig med at materialeforbruget kan reduceres med 50 procent.

Budgettet for udvikling af den nye vedligeholdelsesteknik ligger på 6,5 millioner euro og er finansieret af EU, de deltagende universiteter og institutter, samt motorproducenter, laserspecialister og virksomheder med speciale i vedligeholdelse af flymotorer.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger