Jeg kan ikke stole på min chef - hvad gør jeg?
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Jeg kan ikke stole på min chef - hvad gør jeg?

Hej Karrierepanel. Jeg har en chef, som jeg ikke kan stole på. Jeg ved aldrig, hvor jeg har hende, og hun skifter dagsordner og holdninger, som vinden blæser, og det er meget frustrerende. Har I nogle gode råd til hvad jeg skal gøre?

Den frustrerede

Hej læser.

Tak for dit spørgsmål. Den situation, du skitserer, er svær at håndtere og kan være med til at skabe stor usikkerhed om, hvornår du har gjort nok og gjort det godt nok som medarbejder. Derfor er mit bedste råd til dig, at du får afstemt forventninger og lavet en klar aftale med din chef, så du ved hvilke resultater, du skal skabe for at være en succes i jobbet. Dette kan eventuelt ske under en samtale, hvor I kommer rundt om følgende punkter:

Hvad du bliver målt på
Hvilke konkrete mål kan I sætte op for dit arbejde og dine opgaver? Det skal sikre, at du hele tiden ved, hvordan du i dagligdagen skal prioritere og præstere, så du er på rette vej.

Sikring af konstruktiv feedback
Når du oplever hende som skiftende, så er det vigtigt, at I også får talt om, hvordan du løbende kan få konstruktiv feedback. Hvis dagsordenerne i virksomheden ændrer sig, så kan du skifte retning undervejs, hvis det er nødvendigt.

Forståelige og håndterbare regler for arbejdets udførelse
Få afklaret, hvilke forventninger der er til, hvordan jobbet og opgaverne skal løses. Det kan være, hvordan og hvornår du i opgaveløsningen skal inddrage din chef, dine kolleger, dine kunder osv. Husk også at tale om, hvordan sammenhæng mellem produkt, kvalitet og ressourcetræk skal vægtes.

I din situation er det ekstra vigtigt ikke at gå alene med dine tanker og frustrationer. Sørg derfor for at finde en god kollega, som du løbende kan drøfte dine oplevelser og overvejelser med i fortrolighed. Vedkommende kan måske hjælpe dig med at få en anden forståelse for den måde, din chef agerer på. Det kan forhåbentlig give dig nye perspektiver og muligheder for at finde ud af, hvordan du kan nærme dig din chef med det formål, at I får opbygget en bedre relation fremadrettet.

Hvis det ikke lykkes for dig at opnå en tilfredsstillende afklaring, skal du gøre op med dig selv, om du kan leve med den utryghed på jobbet, og den påvirkning situationen har på din hverdag. Hvis du ikke kan det, er det nok på tide at søge andre udfordringer.

Vores erfaringer er, at hvis du for længe sidder fast i en uhensigtsmæssig situation, så påvirker det din tro på dig selv samt din evne og vilje til at komme videre.

Jeg håber, at du kan få skabt lidt mere ro og tryghed i dit arbejdsliv. Og ønsker dig held og lykke fremover.

Med venlig hilsen
Jeanette Svendsen

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten