»Jeg føler nok, at jeg har ofret min karriere«

Illustration: Das Büro

Midt i jobsamtalen vender den kvindelige interviewer sig mod Henriette Vollmers-Hansen og spørger:

»Hvordan kan vi være sikre på, at du kan komme op om morgenen, når du ikke har lavet noget i så mange år.«

44-årige Henriette Vollmers-Hansen er chokeret, men det er ikke første gang, hun bliver mødt med skepsis, fordi hun ikke har nogen konkret erhvervserfaring fra de seneste otte år.

Hun var ellers begejstret, da hendes agronom-mand en dag i 2000 kom hjem fra arbejde og kunne fortælle, at han skulle udstationeres til Frankrig.

»Vi havde sagt, den der først fik chancen for at komme af sted, hiver familien med,« siger Henriette Vollmers-Hansen, der på daværende tidspunkt var på barsel med deres andet barn.

Selv har hun altid rejst meget - tidligere som stewardesse og under sin uddannelse til cand.merc. i international business. Derfor var det heller ikke fjernt for hende at flytte til Lyon, hvor hun kunne sproget.

Det første stykke tid i Frankrig gik hun hjemme med sin yngste søn, men da hendes barsel var ovre, kiggede hun sig omkring efter et job. Det gik dog ikke helt som planlagt.

»Ham den lille fyr skulle i pasning, men børnene i Frankrig kom normalt først i pasning som tre-årig. Og hvis ikke man havde arbejde, kunne man ikke få pasning før den alder. Og det er svært at søge job, når man har en lille en,« fortæller hun.

Troede hun skulle arbejde

Henriette Vollmers-Hansen blev tilbudt et job som engelsklærer, hvor hun skulle undervise virksomhedsledere. Det var ikke ligefrem hendes drømmejob, men det kunne måske give hende nogle kontakter ude i branchen. Alligevel takkede hun nej.

»De ville have, at jeg skulle stå til rådighed fra otte om morgenen til syv om aftenen. Det kunne ikke lade sig gøre med to små børn. Samtidig sad min søn hver aften og græd og sagde: 'Jeg har slet ikke tid til at lege', fordi han havde så mange lektier for. Og min mand rejste hele tiden. Hvis jeg tog jobbet, skulle andre passe mine børn, og det ville være på bekostning af dem,« forklarer hun.

Derefter prøvede hun at søge andre job og bruge flere netværksgrupper, som hun var med til at oprette, men i de fire år, de boede i Frankrig, fik hun ikke noget rigtigt arbejde.

»Jeg tog til Frankrig med det for øje, at jeg skulle arbejde. Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle blive hjemmegående, for så var jeg nok ikke taget af sted,« siger hun.

Skulle starte forfra

Efter fire år blev hendes mand tilbudt et job i Italien, og hele familien pakkede sammen og rejste til støvlelandet. Her skulle Henriette Vollmers-Hansen starte forfra uden noget netværk eller sprogkundskaber.

»Kommunen hjalp med at oversætte mit CV, men det var det,« siger hun og forklarer, at det er svært som udefrakommende at få en fod indenfor på arbejdsmarkedet.

I stedet prøvede hun at søge job via EU-systemet, da der lå et forskningscenter i området. Dér skulle man igennem flere prøver, som tog omkring halvandet år at komme igennem. Paradoksalt nok bestod hun den sidste prøve, da de skulle hjem til Danmark efter to års ophold.

Hjemme i Danmark var hun endnu engang gravid og brugte derfor det første års tid på barsel. Så da hun begyndte at søge job, havde hun været væk fra arbejdsmarkedet i otte år.

Fuldtidsarbejde på hjemmefronten

I de seks år i udlandet følte hun sig ellers ikke arbejdsløs. Der er meget at holde styr på, når en familie skal integreres i et nyt land. Hele landet fungerer anderledes og alle instanser skal man forholde sig til individuelt. For eksempel kunne det tage en hel dag blot at ordne skatten. Derfor var det et fuldtidsarbejde at ordne alt det praktiske. Hun følte sig som familieleder og -organisator, men det er ikke noget, der lyser op på CV'ets sider, selv om hun føler, det har givet hende en masse kompetencer.

I Danmark fik hun et par vikarjob efter hjemkomsten, men så kom finanskrisen.

»De tænker, at jeg er en 44-årig hjemmegående husmor, der blev færdiguddannet for 13 år siden, og som kun har et års konkret erhvervserfaring inden for mit felt. Derfor tager de en anden,« siger Henriette Vollmers-Hansen, der godt er klar over, at hun skal starte på niveau som en nyuddannet.

Hun synes, det er underligt, at virksomheder ikke kan se en værdi i de kompetencer, hun har tillært sig i udlandet. Ikke mindst networking, som hun udnytter ved at opstarte og engagere sig i jobsøgningsnetværker og vil arbejde videre med.

Når hun ser tilbage, undrer hun sig over, at der ikke blev gjort mere fra hendes mands virksomheds side for at spørge ind til hendes karriere-ønsker.

»Virksomheden har et kollektivt ansvar over for familien, som de sender ud. Børnene kommer i skole, og vi får et hjem, men hvad med konen,« spørger hun og tilføjer:

»Jeg fortryder ikke, at vi tog af sted, for det har givet en masse oplevelser, og jeg har haft meget tid med mine tre sønner. Men jeg føler nok, at jeg har ofret min karriere.«

Emner : Networking
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Nu er hun arbejdsløs og undrer sig over, at virksomhederne ikke tager mere ansvar, når de sender en familie ud.

Det er nok kun i Danmark at man vil skyde på den virksomhed der har ansat manden i en udstationering :-/

Vi mangler bare "det er samfundets skyld"...så er det personlige ansvar perfekt afskrevet!

  • 0
  • 0

"Det er nok kun i Danmark at man vil skyde på den virksomhed der har ansat manden i en udstationering :-/ "

Nej, omvendt vil jeg sige at det er kun i DK at et firma, der udstationerer, kan slippe afsted med ikke at tage ansvar for den udstationeredes familie. Jeg staar selv i den situation, at vi bliver udstationeret, og min kaerestes amerikanske firma goer alt hvad de kan, for at komme med et karrierer maessigt tilbud til mig netop for at undgaa Henriettes situation. Det er bestemt heller ikke ualmindeligt at dansk-baserede firmaer tilbyder det samme for "medfoelgerne". Jeg har kendskab til adskillige udstationeringer, hvor firmaet har fundet kompetence givende arbejde til "medfoelgeren". Saa jeg, som udeboende dansker paa 6 aar, med udsigt til yderligere nogle aar ude, kan kun undre mig over at Henriettes mands firma under udstationeringen ikke har taget mere ansvar. Der med ikke sagt, at en fremtidige arbjedsgiver skal tage ansvar for udstationeringen og 8 aars manglende konpetence givende arbejde. Det maa falde tilbage paa mandens firma.

  • 0
  • 0

Netop. Hvad fanden er det for en indstilling. firmaet køber mandens arbejdskraft på en udstationering og ikke noget andet. Hans mosters eller fætters karriere er ikke deres problem!

  • 0
  • 0

Hvad fanden er det for en indstilling. firmaet køber mandens arbejdskraft på en udstationering og ikke noget andet. Hans mosters eller fætters karriere er ikke deres problem!

Ja hvad Fanden? Sig mig, hvad tænker du dog på? Hvis et firma har brug for at sende folk på udstationering er det i den grad også i dets interesse at sørge for at ægtefællen kan fungere undervejs. Den tid hvor ægtefællen bare indordner sig og dropper sig egen karriere for mandens skyld - er forbi. Hvis firmaer som har brug for at sende folk ud ignorerer det problem får de ikke mange til at rejse ud. Omvendt, hvis de forsøger at finde løsninger for hele familien kan de bedre få folk til at sige ja til udstationering.

I et samfund hvor det er normen at begge ægtefæller arbejder skal man være godt dum ikke at tage hensyn til det når man tilbyder job i udlandet.

Mvh Søren

Så jo,

  • 0
  • 0

Kurt Birk, jeg er enig. Firmaet skal hverken ansaette mostrer eller faetre i en udstationerings kontekst! Men der er jo forskel paa den udvidede familie og den naere.

Det der undrer mig, naar vi snakker udstationering er, at nogle firmaer synes uvillige til at integrere den medfoelgende aegtefaelle i firma konteksten. En familie, der lader sig udstationerer har ofte ikke tid til at begge foraeldrer arbejder fuldtid, og det synes derfor ligefor for mig at man kan integrere den medfoelgende paa deltid. Det vil give familien lidt luft, fortsat vaere kompetencegivende, og ikke koste firmaet naer saa meget som hvis de skal tilbyde to fuldtidsstillinger - et naerliggende kompromis. En familie i udstationering er ofte meget flexibel i hht. arbejde til den medfoelgende og det vigtige er jo ikke noedvendigvis at man koerer to karrierer i den tid man er ude, men at man stiller sig selv i en situation, hvor man kan genoptage sin karrierer naar man igen kommer hjem.

En udstationering er dyr! Men det er jo en vurdering firmaet laver, og naar de udstationerer, saa er det jo fordi der er et marked.Hvis man fra firmaets side vurderer, at det oekonomisk ikke kan lade sig goere at tilbyde assistance paa den ene eller anden maade til aegtefaellen, saa stiller jeg spoergsmaalstegn ved, hvor vigtigt det udenlandske markedet egentligt er.

  • 0
  • 0

@Thomas Ussing Jeg er ikke enig med dig i, at mit ærinde har været at "skyde på den virksomhed, der har ansat manden i en udstationering". Jeg synes, at tiden er inde til at finde konstruktive løsninger og til at se fremad.

@Anne-Katrine Bonde Jeg er glad for at se, at udviklingen er gået i en positiv retning.

  • 0
  • 0

@Thomas Ussing

Jeg er ikke enig med dig i, at mit ærinde har været at "skyde på den virksomhed, der har ansat manden i en udstationering...

Kære Henriette. Det var ikke for at dukke dig eller give dig dårlig samvittighed over de valg du har truffet, men som udgangspunkt så mener jeg at karriereplanlægning i forhold til familien er et spørgsmål mellem dig og din mand, derudover har man et eget ansvar for at agere hvis omgivelserne ændrer sig eller hvis de forudsætninger man troede gjaldt - f.eks. i forhold til en given udstationeringslokalitet - ikke holder. Jeg er ked at at påpege det, men du har som relativt nyuddannet siddet (!!) 4 år i Frankrig og derefter 2 år i Italien uden at karrieremulighederne er væltet ind, uden at du har gjort noget aktivt for at ændre på dette (Og Frankrig og Italien kan man vist ikke ændre på...) Der står yderligere i artiklen:

De tænker, at jeg er en 44-årig hjemmegående husmor, der blev færdiguddannet for 13 år siden, og som kun har et års konkret erhvervserfaring...

Ja - og det er vel også præcis sådan det forholder sig?! Det lyder umiddelbart som om virksomhederne skal klandres for dette. Mit bedste og velmenende råd til dig er at glemme alt om at få et arbejde på basis af din 13 år gamle uddannelse!!! Skynd dig at opkvalificere dig til et eller andet hvor du kan tage udgangspunkt i din erfaring (sprog, lokalkendskab etc.) fra udlandet og så må du tage den derfra....

  • 0
  • 0

Det er nok kun i Danmark at man vil skyde på den virksomhed der har ansat manden i en udstationering :-/

De fleste almindelige ansatte er ikke eksperter i udstationering og/eller klar over de konsekvenser som det kan få. Hvis en virksomhed anlægger dit syn på sine medarbejdere, så er det ikke et sted jeg har lyst til at være. Jeg mener netop at virksomheden skal gøre hvad den kan for at udstationeringen bliver fornuftig for deres medarbejder, herunder hans nære familie.

Vh Troels

  • 0
  • 0

Hvis en virksomhed anlægger dit syn på sine medarbejdere, så er det ikke et sted jeg har lyst til at være. Jeg mener netop at virksomheden skal gøre hvad den kan for at udstationeringen bliver fornuftig for deres medarbejder, herunder hans nære familie.

Så tror jeg du har overfortolket - Troels (alt. har jeg trykt mig forkert ud!) Det jeg som udgangspunkt anholder er det med at tage et personligt ansvar; også når tingene ikke lige er imorgen som de var igår..eller som man troede de var! Og for at blive ved "overfortolkningen" så tror jeg ikke jeg tilnærmelsesvis har agiteret for at "virksomheden IKKE skal gøre hvad den kan for at udstationeringen bliver fornuftig for deres medarbejder, herunder hans nære familie"...men altså: det er jo lidt gradbøjninger og elastik i metermål vi her diskuterer ("meget","for lidt", "nok" etc. etc.)

  • 0
  • 0

Jeg har skrevet den artikel der knytter sig til dette indlæg "Ægtefælle til udstationerede skal holde sig igang". I den artikel kan I læse mine input til emnet. Har dog lyst til at smide nogle facts på bordet fra udenlandske undersøgelser fra 2010:

HVIS en udstationering bliver afbrudt FØR tid, skyldes det i 65% af tilfældene den medfølgende ægtefælles manglende trivsel!

En mislykket udstationering kan koste virksomheden op mod 5 mill. kr.

Så uanset om man synes virksomheden skal inddrage den medfølgende ægtefælle eller ej, er faktum, at hvis IKKE ægtefællen trives, kan det koste virksomheden mange penge. Derfor skal virksomheden tage et ansvar et ansvar for hele familien. Har netop udgivet en børnebog om emnet "Søren flytter til Kina", som er den første børnebog på markedet der omhandler emnet udstationering.

Jeg har også skrevet speciale om denne emne i forbindelse med min HD(O) med titlen: "Udstationering - set udfra ægtefællens perspektiv".

Var på konference i London i maj 2010, og danske virksomheder har helt klart meget at lære.

Det er herligt at få en god diskussion, så vi kan få noget mere debat omkring emnet. Nu har det jo bla. resulteret i, at Bodil Damkjær fra Jobmaker har startet et netværk, super initiativ Bodil!

Mvh. Helle Granhøj

  • 0
  • 0

...at denne her debat netop er vigtig!

Jeg fortsætter debatten ovre i netværket “Network where professionals with international competencies and managers meet”...

Jamen det er også meget lettere at føre en debat i et lukket forum blandt folk der har den samme indgangsvinkel og erfaring ;-)

  • 0
  • 0

De "nyudklækkede" har den rigtige viden - men ved ikke altid, hvordan den skal bruges - og det er set brugt forkert!? Enhver ingeniør er i stand til (eller burde være det) at løse - i princippet - en hvilken som helst opgave. Ballasten er for de fleste den samme (grundviden fra højskolen),- så de der VIL, KAN fremskaffe de nødvendige og tilstrækkelige forudsætninger, definere evt. mangler, tilføje dem og træffe en - ikke blot brugbar - men også fremadrettet løsning, som er justerbar, - hvis praksis peger derpå. - Hvis ikke det er sådan, - er der måske noget galt. Kreativiteten kan ofte øges, hvis der har været en rum tid til at meditere. Lad os ikke tabe modet - en udlandserfaring er guld være såvel fagligt (selv om man har lavet noget helt andet) som menneskeligt.

  • 0
  • 0

Henriette og Helle - er der nogen måde at komme i kontakt med Jer på? Vi er pt i USA, da min mand arbejder for et firma her.. Der gik tid før jeg fik arbejdstilladelse (og den kostede - 380 dollars) og nu har jeg måttet kontakte et lokalt CV.-firma, så de kan 'omforme' mit CV til amerikansk standard (som er forskellig fra den danske i væsentlig grad). Det koster så lige 400 dollars, som vi selv betaler. Min danske A-kasse (CA a-kasse) som jeg stadig betaler til, er ikke behjælpelig...(er cand.merc.int) Hmm, så jeg kan regne ud at jeg allerede har et hul i mit CV. Selvom jeg i størstedelen af perioden ikke legalt har kunne få job i USA... Har været koordinator i min moms' club i perioden, og rettet opgaver på dansk/engelsk/spansk som venner og familie har sendt over. Tæller det med..? Jeg aner ikke hvor lang tid det vil tage mig at få job her, og om det overhovedet kan lade sig gøre. Jeg må indrømme at jeg heller ikke forstår at min mands firma ikke kommer lidt mere ind i kampen. Vi er nemligt enige om at får jeg ikke job, ja så er vi her i to år, og jeg tager noget frivilligt arbejde. Hvorimod hvis jeg fik et job, ville tidshorisonten se anderledes ud. Men, Henriette, som dig kan jeg også komme ud for anderledes krav her i USA - fx at skulle stå til rådighed om aftenen, at skulle arbejde 8-18 eller tilsvarende, så jeg aldrig ser mine børn. Vi er enige om at sådan et job tager jeg ikke. Jeg er ikke taget til USA for aldrig at se mine børn. Så kan vi jo ligeså godt tage hjem. Noget, der glemmes i debatten er også, at hvis jeg fx var lægesekretær eller jurist, så kunne jeg ikke få job (ikke indenfor uddannelsen) i USA. Var vi taget til Kina, kunne jeg slet ikke få arbejdstilladelse. Her i USA er det normalt accepteret at den ene forælder (nej, ikke altid moderen) har gået hjemme i en periode med små børn, da daginstitutioner er så dyre, og arbejdstiden højere---. Vi giver 9000 om mdr for to børn, og det er endda billigt, fordi vores søn lige er fyldt to, og således billigere...Jeg har boet i udlandet (kortere periode) to gange før, og kan kun sige at man lærer utroligt meget af det... Og dem der siger at det er nemt at tage af sted med små børn.. det har været meget hårdt for vores datter på 4, der savner sin gamle børnehave, veninder osv. Det er absolut ikke en dans på roser... Nå.. vil finde Jeres netværk på Linkedin...

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten