'Jeg blev så bedåret af livet på Læreanstalten'
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

'Jeg blev så bedåret af livet på Læreanstalten'

Af Lone Dybkjær

Julie Arenholt dimitterede som cand.polyt. i 1901, og blev hermed den tredje i rækken af kvindelige ingeniører i Danmark. Hun blev kendt som en ''hvad vi vil kvinde'' - betegnelsen for datidens kvindesagskvinder. Ikke blot blev hun landets første kvindelige fabriksinspektør. Hun blev også den første kvindelige politiker i Københavns Borgerrepræsentation for Det Radikale Venstre. Lone Dybkjær tegner her et portræt af sin rollemodel Ofte, når jeg har talt i forsamlinger med mange kvinder, har jeg - som et af problemerne for min generation af kvinder - efterlyst rollemodeller, det vil sige kvinder, vi kan identificere os med.

Jeg kan blive helt flov ved tanken. Først da Ingeniøren opfordrede mig til at skrive om Julie Johanne Arenholt, den tredje kvindelige ingeniør i Danmark, gik det op for mig, at jeg - af alle - havde en rollemodel. En kvindelig cand.polyt., der gjorde sig gældende i tiden, oven i købet som radikal politiker for slet ikke at tale om kvindesagskvinde med næb og kløer. Når Julie Arenholt blev spurgt om sit syn på de bedrifter, hun udrettede igennem et langt og virksomt liv, var hendes svar: ''Jeg er altid blevet stærkt overvurderet - det må skyldes min store næse''. Det var måske ikke det svar jeg ville give, men det er anderledes kontant og god måde end nutidens kvinder med deres ''Jeg er ikke dygtig nok, det må hellere vente''- . Næsen til trods er det helt sikkert, at nutidens kvinder skylder Julie Arenholt en stor del af æren for de goder, vi i dag tager for givet. Hun var en af de bærende kræfter, der sikrede kvinders valgret i 1915. Men hun betragtede ingenlunde kvindesagen som afsluttet af den grund og netop derfor meldte hun sig ind i Dansk Kvindesamfund, hvor hun fra 1918-1923 var formand for en forening, der havde et for datiden uhørt højt medlemstal på over 10.000 kvinder med forskellige politiske holdninger.
BEDÅRET AF LÆREANSTALTEN

Julie blev født i København i 1873 i et hjem, der med hendes egne ord ikke sympatiserede med moderne frigørelsesidealer. Hendes far, Harald Christian Rosengreen, var kontorchef i Statsanstalten for Livsforsikring og hendes mor Rasmine, hjemmegående husmoder. Det lå i luften, at kvindens plads var i hjemmet og det så ud til, at Julies fremtidige metier ville blive bag kødgryderne. Men det skulle gå anderledes. ''Det huslige Arbejde er nu som Levevej ikke lokkende for en virkelysten og fremadstræbende Ungdom - ikke på grund af sin Art, men på grund af sine Fremtidsudsigter.'' Forældrene måtte indse, at de havde gjort regning uden Julie. Hun ville læse og lære. Som 17-årig drog hun af sted til Bornholm som lærerinde, men vendte efter få år tilbage til København, hvor hun for egen regning tog adgangseksamen til Polyteknisk Læreanstalt på et tidspunkt, da der endnu ikke var færdiguddannet en eneste kvindelig ingeniør og hvor kvinders plads i industrien var placeret i de dårligste og mindst vellønnede jobs. På Polyteknisk Læreanstalt kneb det lidt med matematikken, men som hun selv engang skrev: Jeg slap lige akkurat gennem Eksamen, der forresten ogsaa er meget vanskelig; jeg lærte, at det havde været mine pædagogiske Evner - ikke mine matematiske - der havde bragt min Undervisning Sukces. Jeg burde nu have sagt Farvel til Læreanstalten og fortsat som Pædagog, men jeg var blevet saa bedaaret af Livet paa Læreanstalten, at da jeg først var inden for dens røde Mure var det meget svært at forlade den igen. Om bedårelsen skyldes erhvervelsen af nye kundskaber, det praktiske arbejde i laboratoriet eller det faktum, at der kun var Julie og en anden pige paa fabriksingeniørernes årgang, skal her være usagt. Men sikkert er det, at Julie Arenholt gennemførte studiet på de normerede fem år og helt åbenbart var gladere for stedet end vore dages kvindelige ingeniørstuderende.
FABRIKSINSPEKTØR

Efter den afsluttende eksamen arbejdede Julie i et par år på Læreanstaltens Laboratorium. I sommeren 1903 giftede hun sig med den tre år yngre læge Jørgen Arenholt.Derefter arbejde hun en årrække på Detlefsen og Meyers Laboratorium indtil hun i 1910 fik job som landets første kvindelige fa- briksinspektør - et job hun havde frem til 1939. Opgaven var, med detektivi- ske evner og ved uanmeldte besøg, at indføre hygiejnisk betryggende forhold i bagerier og konditorier til gavn for de ansatte og ikke mindst for kunderne! Jeg fik Embedet til trods for stærk Modstand fra Fabrikstilsynets daværende Direktør, der paa alle Maader søgte at skræmme mig, blandt andet med at fremhæve, at Arbejdet jævnligt måtte finde sted i Nattetimerne mellem ''halvnøgne'' Bagersvende; men jeg lod mig ikke skræmme i de 30 år, jeg var Bageriinspektør. Det var Jens Sønderup, den daværende Undervisningsminister (under hvem Fabrikstilsynet hørte), der ansatte mig. Han har altid været Kvindesagen en god støtte. Hverken arbejde eller politik lod til at skræmme Julie Arenholt. Da Det Radikale Venstre så dagens lys i 1905 blev hun medlem og stillede op for partiet i 1909, året før ansættelsen som fabriksinspektør. Iøvrigt det år, hvor kvinderne for første gang havde valgret til Københavns Borgerrepræsentation. Her sad hun i to perioder fra 1909-1912 og igen fra 1913-1917. Som ingeniør blev hun medlem af forskellige tekniske udvalg, der blandt andet udarbejdede planer for Fælled- og Idrætsparken og for den nye hovedbanegård. På et tidspunkt stillede hun også op til Rigsdagen, men blev ikke valgt, hvad der dog ikke forhindrede hende i at være en flittig gæst i tilhørerlogen, hvor hun ofte diskuterede med Georg Brandes. Til spørgsmålet om, hvordan hun kunne klare alle sine gøremål, svarer hun stille og roligt: ''Naturligvis har jeg meget at gøre. Men jeg har jo den for en Kvinde, der tillige er Husmoder, store Fordel, at jeg kan lægge mit Arbejde på hvad Tid, jeg selv vil.'' Bare vi kunne nå så langt i vore dage. Den konstante drivkraft hos Julie var kampen imod alle forsøg på at underbyde kvinders arbejde.''Kvinder har i Teorien uhindret Adgang til Deltagelse i Erhvervslivet, men Lov er ét, Praksis et andet,'' skrev Julie Arenholt, da hun som formand for Dansk Kvindesamfund gik i brechen for, at samfundet måtte tage ansvaret for de kvinder, der på grund af den tekno- logiske udvikling blev tvunget ud af hjemmene. Offentlige som private virksomheder måtte give en ordentlig løn og holde op med at betragte kvinder som svage væsener, der skulle beskyttes mod alt det arbejde, der var noget værd!
KAMPEN MOD KTAS

Over en halv Million Kvinder her i Danmark er beskæftiget i lønnet Erhverv, det vil sige cirka 30 Procent af det samlede Antal Kvinder i Landet. Det nytter derfor ikke noget at opretholde Illusionen om, at ''Kvindens Plads er i Hjemmet'' - er Illusionen end aldrig saa skøn, den maa briste og give Plads for en ny Indstilling overfor Kvinders Maal og Virke. Det mente Julie af sit ganske hjerte og samtidig undrede hun sig over, hvor lille en interesse kvindefrigørelsen vakte hos den store offentlighed. I mange år førte Julie Arenholt en personlig kamp mod KTAS, der mente, at kvindelige telefonister kunne betragtes som ''små solstråler'', der ikke behøvede en ordentlig aflønning. Denne diskriminering kom tilsyneladende ikke bag på resten af samfundet, hvor det var accepteret, at kvinder blandt andet ikke kunne blive ansat som billetkontrollører eller trafikassistenter, fordi kvinder ikke, efter datidens mening, var eller burde være i stand til at blive stationsforstandere og dermed stå for Rigets togdrift! Julie Arenholts utrættelige arbejde ikke blot for telefonisterne, men også for, at kvinder kunne blive stationsforstandere, postbude og mange andre hidtidige mandeerhverv kulminerede, da hun etablerede en international modstand mod en lov, der skulle sikre særbeskyttelse af kvinder. Lovfor- slaget ''Kvinders Natarbejde i Industrielle Virksomheder'', der blev fremlagt samme år som kvinderne fik valgret, betød reelt udelukkelse af kvinder fra alt natarbejde, der i mange tilfælde var bedre og højere betalt end hvad de ellers fik tilbudt. Maalet er helt at fjerne Kvinderne fra Fabriksarbejdet, og det er uden tvivl Grunden til, at Forbudets ivrigste Tilhængere er Socialdemokraterne. Det er i deres Interesse at faa den ''billige Arbejdskraft'' bort fra Erhvervsarbejdet. Den underbyder Manden og udelukker derfor til en vis Grad Manden fra Arbejdet, tordnede Julie Arenholt, der med vid og logik brugte meget krudt på at ramme en pæl gennem opfattelsen af, at kvinder ikke kunne tåle visse typer arbejde. Loven, eller forbudet om man vil, blev aldrig vedtaget i Danmark og det lykkedes også Julie Arenholt sammen med Dansk Kvindesamfund at få ophævet loven om ''Løn efter Køn'', hvor det ikke er svært at gætte, hvem der fik mest i lønningsposen. Ikke underligt havde hun også et temmelig avanceret syn på ægteskabet. Så avanceret, at man roligt kan sige, at hertil er vi endnu ikke nået: ''Ægteskabet vil blive et Forhold af helt personlig Art mellem to Mennesker, løst fra tvangsmæssige Forpligtelser... Et sted, hvor man samtaler, danser, radiolytter, hviler og sover, men ikke arbejder...Man må se den kends- gerning i Øjnene, at en given Tilstand ikke nødvendigvis er den eneste rigtige, fordi man sætter Pris på den og finder den ''naturlig.''
ET LIVSGRÅDIGT MENNESKE

Jeg blev aldrig ked af Gentagelser; jeg ønskede at gentage hver eneste Dag i mit Liv, tog gerne de onde med for at faa dem alle igen. En klog Ven sagde engang til mig: ''De er et mærkeligt livsgraadigt Menneske. Han havde ret. Sådan fortæller Julie Arenholt i et tilbageblik, hvor hun som pensionist gør status over sit liv og ægteskab. Julie Arenholts livsgrådighed kom både hendes samtid og os andre til gode. Selv om hun hurtigt, som hun sagde, blev klar over, at når man, såvel i det civile som det politiske liv, rækker fanden en lillefinger, så er begge hænders ti fingre hurtigt optaget, havde hun energi til at engagere sig i de ting, som hun gik ind for og troede på - lige til sin død som 80-årig i 1952. Hun ville et bedre samfund og i kraft af sin stilling og sit gå-på-mod fik hun en række sejre. De ting, hun gjorde, vidner om, at man via sin uddannelse og en stor portion mod kan nå langt. Er vi nået ret meget længere? Hun talte om og arbejdede for kvinders økonomiske frigørelse. Den har vi opnået, men har vi fået reel ligestilling? Lige løn for lige arbejde? Og hvor er kvinderne - og ikke mindst de kvinde- lige ingeniører - i virksomhedernes bestyrelse, dér, hvor magten ligger. Julie Arenholt involverede sig ikke kun i det, der hørte ind under hendes fag, selv om hun som ingeniør havde visse interesser. Det var som politiker hun gik i front for bedre vilkår for kvinder og svagere stillede grupper. Vi behøver flere ingeniører - flere højtuddannede - der som Julie Arenholt er villige til at gå ind i politik. Villige til at stille sig op imod strømmen og arbejde for de idealer, som man tror på. Julie Arenholt svigtede aldrig sin ungdoms idealer om at sikre kvinder lige vilkår på arbejdsmarkedet, såvel som i hjemmet.
OM 100 ÅR ER INTET GLEMT

Hvilke idealer arbejder vi hen imod i dag? Dette er ikke en opfordring til, at kvinderne skal tilbage på barrikaderne, en plads som Julie Arenholt iøvrigt også kun indtog verbalt. Hun var ikke den, der troede på væbnet kamp, men på at søge mod de steder, hvor indflydelse gør sig gældende og forandrer tingenes tilstand. Dette er en opfordring til, at vi holder op med at lulle os ind i den tro, at arbejdet for ligestilling og ligeværd mellem kønnene ikke længere er tiltrængt. Det berømte ''glasloft'' eksisterer stadig i bedste velgående. Kun de færreste kvinder er i dag brudt igennem ''loftet'' og har indtaget de ledende poster, som Julie Arenholt mente var nødvendige for, at sam- fundet kan fungere optimalt. I dag 100 år efter er intet glemt, men spørgs- målet er, om det er nok kun at huske og ikke handle? Vi er ikke i stand til at se 100 år frem, men derfor kan vi godt starte med at diskutere, hvad vi vil have, at de kommende generationer til den tid skal huske os for.
ING:9707

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først