»Jeg blev meget overrasket over at være blandt de 2,5 procent mest intelligente«

Intelligens har aldrig været et emne, der har optaget civilingeniør Jacob Rasmussen synderligt. IQ-test var for medlemmer af Mensa, men ikke noget, han forbandt med sin egen karriereudvikling.

Derfor skænkede han det heller ikke mange tanker, da han sidste år blev bedt om at gennemføre en IQ-test som en af de indledende øvelser på sit MBA-studium på Henley Business School, hvor MBA-studerende får testet deres IQ. Resultatet vakte imidlertid hans øjeblikkelige interesse.

Opret et cv på Jobfinder, hvis du er klar til en ny karriere.

»Jeg blev meget overrasket over at finde ud af, at jeg lå blandt de 2,5 procent mest intelligente. Jeg har aldrig opfattet mig selv som specielt intelligent og har aldrig været typen, der kom ud med de højeste karakterer,« fortæller Jacob Rasmussen, afdelingsleder i medicinalvarevirksomheden Xellia.

Jeg har aldrig opfattet mig selv som specielt intelligent og har aldrig været typen, der kom ud med de højeste karakterer.Jacob Rasmussen, afdelingschef, Xellia og MBA-studerende

Testen skulle vise sig at få stor betydning for hans personlige udvikling som leder. Med en IQ på 129 stod det klart for ham, at han lå pænt over gennemsnittet, og det fik ham til at reflektere over egne evner, men også over mangel på samme.

»På den ene side var det rart at få at vide, at den indre motor er i orden. Men samtidig begyndte jeg at spekulere over fordommen om, at høj IQ ofte følges af manglende sociale kompetencer. Var der områder, jeg skulle være ekstra opmærksom på, netop fordi jeg havde en høj IQ?«

God til fakta, men dominerende

Overordnet set betragtede han sig selv som værende en forholdsvis blød leder, men dog med en tendens til at blive utålmodig i samarbejdsrelationer. Kunne det hænge sammen med evnen til at analysere og gennemskue data hurtigere end andre?

I samtaler med sin personlige coach på Henley Business School blev testresultaterne gennemdiskuteret, og det førte til en længere samtale om styrker og svagheder. Hvordan kunne han som leder få maksimalt ud af sine logiske evner, og hvor skulle han passe på? For at blive klogere på sig selv bad han desuden om feedback fra lederkolleger på Xellia. Svarene bekræftede hans antagelser. ‘Faktaorienteret’ og ‘kritisk’ var nogle af de ord, kollegerne hæftede på ham:

Læs også: Værs'go - her er den bedste leder

»Jeg fik at vide, at jeg var god til at få klarlagt de blinde vinkler, men også, at jeg kunne være meget dominerende og indimellem presse ting igennem. Det havde jeg ikke været opmærksom på tidligere, og det er noget, jeg gerne vil ændre. Det nytter ikke, hvis jeg skubber folk fra mig, bare fordi jeg vil videre til næste punkt,« konstaterer Jacob Rasmussen.

IQ kan ikke stå alene

I dag har han alliereret sig med en kollega, som diskret gør ham opmærksom på det, hvis han ‘er ved at gå i flæsket på folk’, som han selv formulerer det. Desuden er han blevet bedre til at uddelegere de opgaver, hvor han ved, at der er risiko for, at han mister tålmodigheden.

På den måde har IQ-testen været med til at klarlægge og forbedre nogle adfærdsmønstre, som har stor betydning for hans evner som leder.
Testen har dog ikke kunnet stå alene, understreger Jacob Rasmussen. Det var først, da resultatet blev kombineret med adfærds- og personlighedstest, at det for alvor kunne bruges i karrieresammenhænge.

»IQ er bare et tal. Det skal sammenholdes med en mere nuanceret persontest, for at jeg kan bruge det i min udvikling som leder,« påpeger Jacob Rasmussen.

Studieforløbet har da også lært ham, at høj IQ ikke nødvendigvis følges proportionelt med evnerne som leder.

»Jeg har medstuderende med lavere IQ, der klarer sig bedre på uddannelsen end mig. Måske er de socialt mere kompetente, eller også arbejder de hårdere. Faktum er i hvert fald, at IQ ikke gør det alene,« konstaterer Jacob Rasmussen.

Læs også: Derfor fejler du i dit nye lederjob

Emner : Karriereguide
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten