Japanske skolebørn mærkes med RFID

RFID-chippene skal sættes på skoletasker, navneskilte eller elevernes tøj - i første omgang på én folkeskole i Japan.

RFID-læsere skal bl.a. installeres ved skolens ind- og udgange, skriver Japan Today.

Systemet registrerer, hvornår eleverne passerne "kontrolposterne" og kan alarmere både forældre og lærere, hvis de har retning mod foruroligende destinationer.

Forældrene kan også modtage beskeder på deres mobiltelefoner om, hvor deres børn befinder sig.

I hælene på Legoland

I Danmark har Legoland i Billund ved sæsonstart i år indført et lignende system. Her kan børn få et armbånd med indbygget chip, mens forældrene får udleveret et koordinatsystem med et kort over legearealerne.

Når forældrene mister deres børn af syne – eller bare får lyst til at tage hjem – kan de sende en sms til et centralt system, der så inden for 30 sekunder sender en besked retur med koordinaterne på, hvor deres børn befinder sig.