Japanske forskere: Vi har vundet kampen om at fremstille grundstof 113
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Japanske forskere: Vi har vundet kampen om at fremstille grundstof 113

I 2004 fremlagde både en russisk-amerikansk forskningsgruppe og en japansk forskningsgruppe resultater, der viste, at de havde fremstillet de første atomer af grundstof nr. 113.

Den russiske-amerikanske gruppe anført af Yuri Oganessian fra forskningscenteret i Dubna, ca. 120 km nord for Moskva, beskød et mål af Am-243 med Ca-48.

Americium har atomnummer 95 og calcium atomnummer 20, så der blev dannet grundstof 115 med 287 kernepartikler (protoner og neutroner) samt nogle frie neutroner. Grundstof 115 henfaldt med udsendelse af alfapartikler (to protoner og to neutroner) til grundstof 113 med 283 kernepartikler.

Den japanske gruppe fra tung-ion faciliteten Riken anført af Kosuke Morita beskød et mål af bismuth (atomnummer 83) med zink (atomnummer 30) og dannede herved direkte grundstof 113 med 278 kernepartikler.

I 2007 fremlagde Oganessian og co. resultater, der viste, at de havde dannet grundstof 113 ud fra beskydning af neptunium (grundstof nr. 93) med calcium (grundstof nr. 20).

The International Union of Pure and Applied Chemistry (IUPAC) undersøgte alle disse resultater i 2011.

Konklusionen lød, at nok var de lovende, men de kunne ikke klassificeres som en opdagelse, da der var visse unøjagtigheder, og der kun var rapporteret ganske få atomer af 113 - i det russisk-amerikanske eksperiment i 2004 var antallet fire styk.

Nu hævder japanerne at have utvetydige målinger, der viser dannelsen af grundstof 113. Som i de tidligere eksperimenter har de beskudt et mål af bismuth med zink.

Seks alfapartikler er beviset

I en artikel i Journal of the Physical Society of Japan beskriver Morita en observation af en henfaldsproces bestående af seks på hinanden følgende udsendelser af alfapartikler

Herved omdannes grundstof 113 (isotop 278) til grundstof nr. 101, mendelevium (isotop 254).

Det er identifikationen af alle grundstoffer i denne henfaldsproces, der nu på afgørende vis fastslår eksistensen af grundstof 113, mener japanerne.

I de tidligere henfaldsprocesser, som blev studeret i 2004 og 2005 havde forskerne kun set udsendelse af fire på hinanden følgende alfapartikler sluttende med grundstof nr. 105 dubnium, som derefter undergik spontan fission.

Hvad skal grundstoffet hedde?

'Gennem mere end ni år har vi været på jagt efter data, der uomtvisteligt identificerer grundstof nr. 113. Nu da vi har nået dette, er det som om en tung byrde er fjernet fra vore skuldre,' erklærer Kosuke Morita.

Det vil dog være op til International Union of Pure and Applied Chemistry senere at afgøre, om dette er tilfældet, og Morita dermed får mulighed for at foreslå et nyt navn til grundstoffet. Mon ikke Morita i givet fald vil benytte lejligheden til at opkalde grundstoffet efter en berømt japansk kemiker.

Kenichi Fukui (1918-1988), der modtog nobelprisen i kemi i 1988 for undersøgelser af mekanismer for kemiske reaktioner, kunne være en mulighed, og grundstof 113 kunne således få navnet fukuium.

Under alle omstændigheder noterer Riken i en pressemeddelelse, at det ud til, at Japan bliver det første land i Asien, der får mulighed for at navngive et grundstof.

Dokumentation

New Result in the Production and Decay of an Isotope, 278-113, of the 113th Element
Discovery of the elements with atomic numbers greater than or equal to 113 (IUPAC Technical Report)

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først