Japanske forskere udskriver blodårer på en inkjet-printer

Forskere ved Tokyo Medical and Dental University har udviklet en metode til at fremstille kunstige blodårer med en modificeret inkjet-printer, skriver Nikkei.net.

Printeren, der er specialdesignet af Kanagawa Academy of Science and Technology, anvender en blanding af levende celler, medicinsk gele og en opløsning af calciumchlorid til at fremstille de kunstige blodårer.

Produktionen sker ved, at blodårerne udskrives på den modificerede inkjet-printer, hvorefter det udskrevne mønster og geleblandingen injiceres i calcimuchloriden i et spiralformet mønster.

Det er lykkedes forskerne at fremstille blodårer med en diameter på en mm og en længde på op til tre cm. Desværre er der det problem, at blodårerne endnu ikke kan modstå det tryk, som det pumpende blod udgør, men forskerne er fortrøstningsfulde og regner med at løse det i løbet af et par år.

På længere sigt regne forskerne med, at printere vil blive installeret på hospitaler og klinikker, hvor lægerne så vil kunne udskrive lige præcis de blodårer, som de har brug for i forbindelse med en operation, hvorved de kan undgå at skulle transplantere blodårer fra andre dele af kroppen.

De japanske forskere er ikke alene om at arbejde på at fremstille små kropsdele på inkjet-printere. Hos PARC i Palo Alto udvikler et forskerteam på stamceller kombineret med inkjet-printere, hvor de på meget langt sigt håber at kunne fremstille større organer som levere, nyrer og hjerter.